Den danske mediebranches mørbankede underhund har fået ny ejer, ny identitet, nye omgivelser, nye ledere, nye værter, så meget nyt, sendetilladelsen kan trække, i håb om at også nye lyttere, gerne flere end nul i målgruppen, finder vej. Og at både de og kanalens mange kritikere glemmer, hvad der står øverst på kanalens stamtavle: Radio LOUD. Oprindeligt født af en politisk aftale, som ingen var stolte af, i 2019, placeret på en statsfinansieret DAB-kanal uden besøgende, formet mere af hjerte end hjerne og udført så uprofessionelt, at kanalen nær var blevet aflivet.
Men ikke længere. Berlingske Media ejer nu 91 procent af kanalen og har inviteret den ind på fjerde etage i Pilestræde i København. Natten til onsdag i sidste uge blev den hidtil tydeligste og mest kritiserede forandring en realitet. Koncernchef Anders Krab-Johansen og den nye mand i front, chefredaktør Simon Andersen, med en kendt fortid som journalistisk indpisker hos blandt andet Berlingske og den oprindelige Radio24syv, har skåret deres journalistiske ambitioner for radioen ud i pap, så ingen er i tvivl om, hvordan den skal lyde: Radio LOUD er omdøbt til 24syv.
Den er gået i luften med en hel række nye programmer og kalder sig Danmarks modigste taleradio. Hvorfor ikke tage dem på ordet? Hele den første uge har jeg lyttet til 24syv og desuden udnyttet Weekendavisens geografiske fordel som underbo på anden sal til at liste op på fjerde og se, hvem de nye naboer egentlig er.
FREDAG KLOKKEN 13:34, jeg tænder for 24syv på nettet, mens jeg arbejder, og får en kaskade af enten-eller-spørgsmål i ørene: Røv eller patter? Den skaldede kok eller Adam Holm? Roskilde Festival eller 90er-fest i Rødovre? Min første indskydelse er, at værterne har uventede problemer og derfor padler, spørgsmålene hober sig op og lyder som et barns febrilske forsøg på at pacificere for tidligt ankomne slægtninge i entreen, mens mor og far færdiggør maden. Men indslaget viser sig at være et fast element – »en tsunami af spørgsmål« i det daglige program Tsunami. Værterne, Chano Jørgensen og Sebastian Peebles, bruger adskillige minutter på ikke at vide, knap nok gætte på, hvad begrebet »satire« betyder, fordi standupgæsten afviser at bedrive den slags komik. Det undrer mig, eftersom programbeskrivelsen lyder: »Tsunami er et satireprogram, der stiller de spørgsmål, du aldrig havde drømt om, til de gæster, kun få tør tale rigtigt med.« I samme uge tæller gæsterne Anders Bircow og Bubber.
Jeg slukker. Senere finder jeg onsdagens episode af kulturprogrammet Ringdal & Kristensen, der blev streamet live på Facebook. Værterne har mange gæster, blandt andet en hypnotisør. »Kan man få en høne til at tro, at den er et menneske?« spørger de. »... Nej,« svarer hypnotisøren. Alligevel forsøger de, for de kunne ikke få filminstruktør Christian Tafdrup i studiet til at tale om hans nye film, der skal vises foran et hypnotiseret publikum. I stedet har de fået en stor, flot høne i studiet. Dens ejer, »hønemanden«, løfter dyret op foran mikrofonen, hvor den interviewes, som var den Tafdrup. Når den ikke svarer på spørgsmålene, indvender de: »Du skal ikke kigge væk, når vi spørger,« og »Han undviger jo spørgsmålene.« Jeg er mere forvirret end underholdt. Eller måske er det for avanceret til mig. Hvis præmissen er, at programmet er en satirisk parodi på overgjorte koncepter, er det selvfølgelig en kvalitet.
Et par timer senere tager jeg trappen op til radioen på fjerde. Her er mere pyntet, kaotisk og farverigt end ellers i huset. Chefredaktør Simon Andersen sludrer med nogle, der har påbegyndt en fredagsbar. Han må have knoklet i døgndrift, tænker jeg, denne berygtede Simon Andersen, der er blevet tildelt uriasposten som fiaskoens frelser. Han ser mild ud, som han trasker rundt i T-shirt og bare tæer.
Jeg finder Mathias Stilling, som er tilknyttet morgenfladen Reporterne. Stilling har været med siden LOUDs spæde udviklingsdage og hilser de nye tider velkommen: »Da LOUD gik i luften, havde få af os prøvet at være til et pressemøde og stille kritiske spørgsmål, og vi blev ikke opfordret til det. Det, vi lavede, blev omtalt som underholdning. Med den nye 24syv-ledelse er det rent faktisk journalistisk arbejde, og de er gode til at motivere os.«
Vi taler på tomandshånd i en sofa, da Anders Krab-Johansen, koncernchefen, kommer forbi, storsmilende. Han sætter sig til at rose os for den skønne radio, vi allerede har sendt i ugens løb, og fortæller, hvor spændt han er på alle de nye programmer. »Hvilke især?« spørger jeg. »Dem alle,« svarer han. Anders Krab-Johansen fastholder øjenkontakten, og jeg bliver så smittet af optimismen i hans blik, at jeg ikke når at fortælle, at jeg slet ikke arbejder på radioen, før han cirkulerer videre.
SØNDAG FORMIDDAG, karklud, sæbevand. Jeg har rengøringstjansen og udforsker flere sider af 24syvs katalog. Det går bedre end i fredags. Det daglige kulturprogram Babylon bruger en time på at diskutere tidens heltedyrkelse af fodboldspilleren Christian Eriksen ud fra antikkens mytologier, med to gæster, der ved, hvad de taler om, og som forstår at formidle Iliadens dybder interessant og vittigt. Den ene bidrager sågar med et langt digt om Eriksens tragedie under EM og aktuelle genrejsning, skrevet på heksameter. Lærerigt, underholdende og originalt. Jeg skal huske at høre Babylon igen og håbe på, at den ellers udmærkede vært Frederik Westergaard ler mindre hyppigt og højlydt ind i mikrofonen.
Jeg forsøger mig med Morten Messerschmidts operaprogram, Kammertonen, men må afbryde det igen for at kunne modstå fristelsen for at lægge mig med en plaid og kop te. Mere fængende er Min Litterære Pornosamling. Et program udviklet på kanalens talentfabrik, kan jeg læse. Den unge vært, Jacob Nielsen, formidler sex og erotik fra litteraturen, uden fnisen eller på tilstræbt seksualiseret facon, naturligt as it is. Han og en gæst diskuterer dels kunsten at beskrive sex, dels litterær erotik som katalysator for samfundets skiftende moral. Efter valgte episode om at formidle en transmands kvababbelser i en bøssesexsauna, med forfatter Mads Ananda Lodahl, finder jeg en anden interessant episode, hvor værten er på juleferie hos sine forældre og læser sexscener fra Fifty Shades of Grey med sin sønderjyske mor. Herefter har de to en lang samtale om, hvordan bogen har påvirket hendes sexliv med værtens far. Chapeau!
MANDAG MORGEN, barberskum, sort kaffe. Jeg finder Reporterne, »Danmarks mest magtkritiske nyhedsprogram«, som de kalder sig med endnu et superlativ. Værterne har styr på deres ting og en god kemi. Denne morgen har de Rasmus Paludan i studiet i et alt for langt interview, fordi Paludan har skrevet en meget streng Facebook-kommentar til et tre år gammelt opslag. De beder ham uddybe sin provokation i mange dyrebare morgenminutter. Relevant for hvem?
Nå, afsted til Pilestræde. Jeg mødes med Filiz Yasar, som har erobret en værtstjans, efter at hun i efteråret åbent kritiserede ansættelsen af David Trads – mangeårig nær ven til chefredaktøren – som udtryk for nepotisme. 30-årige Filiz Yasar er nu vært på debatprogrammet Baby&Boomer sammen med netop David Trads på 54 år. Her formidler og debatterer de identitetspolitisk nyt. Jeg får lov til at overvære mandagens udsendelse og glædes ved at se dem kæmpe om at få ordet, men ærgrer mig over, at de bekræfter hinanden. Jeg konstaterer, at Trads ikke kun er for ung til faktisk at være en del af boomer-generationen, men også for progressiv til at udgøre et kontrært modstykke til Yasar, som ifølge programbeskrivelsen er ung, woke og politisk korrekt. I en diskussion om Harry Potter-forfatter J.K. Rowlings seneste medieomtale konstaterer Yasar, at Rowling »er rimelig god til at være artikuleret transfobisk«. En velkendt kritik, der får lov at stå som en indiskutabel kendsgerning. Hvad ellers? Det danske kongehus’ vognpark bliver udvidet med en hybrid-Bentley, og det afføder spørgsmålet: »Er det danske kongehus en klimavenlig institution?« »Nej,« svarer David Trads, for de kongelige »flyver rundt i helikoptere og kører rundt i dyre biler«. Øv for Majestæten. Næste historie handler om ukrainsk kritik af stereotypisk fremstilling i Netflix-serien Emily in Paris; en historie, der også blev endevendt i dagblade og kulturprogrammet 4. division på P1 ugen forinden.
Filiz Yasar fortæller mig efterfølgende, at hun har haft svært ved at få gæster til at deltage i sine programmer. Flere har nævnt valget af 24syv-navnet som årsag til at takke nej. Andre medarbejdere fortæller om det samme problem, og jeg banker derfor på hjørnekontorets glasvægge for at spørge chefredaktør Simon Andersen, om han kan genkende problemet.
»Nej, altså, jeg har hørt vores satireprogram Tsunami sige det, men deres eksempler var Søren Fauli og en anden tidligere Radio24syv-person. Jeg vil ikke afvise, at det er rigtigt,« siger han. Simon Andersen rejser sig og åbner døren: »Sofie, kom lige her!« En Sofie kommer, og Andersen stiller hende mit spørgsmål. »Nej, nej. Dét oplever jeg ikke,« siger hun. Det følgende minut kalder Andersen to medarbejdere mere ind og gentager spørgsmålet. De er alle sammen meget glade og synes, at »alt er blevet bedre«, siden den nye ledelse kom til.
Jeg spørger Simon Andersen, om han savner den originale Radio24syv – det virker nemlig ikke sådan, i modsætning til hvad det er tilfældet for andre af hans kollegaer fra dengang, som også har kritiseret navneskiftet.
»Jeg ved ikke, om jeg savner den. For mig var det en arbejdsplads, som var fed. På nogle af de mennesker, der deltager i den her debat, virker det, som om Radio24syv var lige så vigtig for dem som deres børns liv. Jeg betragter den slags mere køligt.«
– Tror du, at flere havde udvist større sympati for dine bestræbelser på at sætte en ny kurs med et andet navn?
»Jeg forstår godt, at absurditeten når nye højder, når LOUD skifter navn til 24syv. Det er jo helt vildt absurd. Det er fucking absurd. Men det er jo ikke min skyld.«
– Hvem fandt på, at det skulle hedde 24syv?
»Det gjorde Anders Krab. Og jeg syntes, det var en god idé. Det er simpelthen så modigt at tage det navn på sig. Det er et løfte, vi giver os selv og vores lyttere; at være de modigste. Jeg er sgu ret fortrøstningsfuld over, hvad vi har at gøre med her.«
På den anden side af glasvæggen samles en flok mennesker i spraglet, farverig udklædning foran indgangen til studiet.
Hvad foregår der nu?
»Vi har et skørt kulturprogram, som jeg tror bliver Danmarks bedste radioprogram. Ringdal & Kristensen.«
– Det hørte jeg, og jeg var i tvivl, om det var satire? Der var en høne med i studiet.
»Ja, det er nok lige på grænsen ... Altså prøv lige at se,« siger Andersen, afbryder sig selv og ser ud på storrumskontoret. »Jeg elsker at være her. Se dem lige. I to år har de været underlagt massiv kritik og coronahjemsendelser. Nu kan de for første gang være sammen og give den gas. Og de hungrer efter det.«
Syv sekunders stilhed. Simon Andersen smiler for sig selv: »Og nu er der endelig nogen, der tager dem alvorligt. Det synes jeg fandeme er rørende at være med til det.«
– Du synes ligefrem, at det er rørende?
»Ja, det er fandeme rørende. De har været så forhadte og forbandede, og nu lægger vi armene om hinanden og siger, at nu skal det fandeme blive godt.«
– Men du har jo lige afvist, at du har følelsesmæssige tilknytninger til din arbejdsplads?
»Jeg havde ikke til Radio24syv. Men jeg har et familiært forhold til det her sted. Der er sgu noget helt særligt ved radioen her.«
– Og hvad er det?
»Liv. Alt det liv fra folk, der har været i en kasse, som har brug for at komme ud og være stolte. Og så er de fandeme så dygtige.«
– Du lyder næsten faderligt stolt.
»Jeg ér sgu faderligt stolt.«
– Det er meget hurtigt, at du er blevet det.
»Jeg har ikke brug for ros selv, altså ... Ej, men prøv lige at se dem. Det er et fucking cirkus, det her. Helt fantastisk. Tosser, der vandrer ind og ud. Når folk begynder at opfatte det, så bliver det en succes, det gør det.«
– Hvad er dit succeskriterium?
»At blive taget alvorligt. At folk hellere ser os fortsætte med en ny sendetilladelse, end at vi lukker, når vi når 2024.«
– Kan den nye 24syv blive bedre end den originale?
»Det tror jeg godt, den kan. Den kan godt blive federe, samlet set. Det tror jeg godt. Det gør jeg.«
