Søren Pape Poulsen afviste anden juledag i et større interview, at han og Jakob Ellemann-Jensen før valget kan aftale, hvem af de to der skal være blå statsministerkandidat. Ifølge den konservative leders julemeddelelse i Politiken var hans udtalelse både »selvfølgelig« og »naturlig«, uden at nogen dog var kommet på denne selvfølgelighed før.
Ifølge Pape må den af de to, der kan samle flest blå mandater bag sig, bliver forhandlingsleder. Pape »kan ikke sige til Liberal Alliance, Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti, at nu skal I høre, Jakob og jeg har lige aftalt følgende. Sådan spiller klaveret ikke«.
Selvfølgeligheden til trods har budskabet et radikalt potentiale. Papes næsten-erklæring af egne statsministerambitioner aflyser den naturtilstand, der herskede til og med 2019-valgkampens forpostfægtninger. Indtil da vidste man, at hvis man stemte på Thulesen, Samuelsen eller Pape, stemte man samtidig på Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat. Ligesom man før Løkkes tid vidste, at man fik Anders Fogh med i handlen som regeringsleder, selvom man stemte konservativt eller på Dansk Folkeparti.
Naturtilstanden blev ophævet af Løkke, da han under valgkampen 2019 udsendte Befrielsens øjeblik, hvorefter værdien af en blå stemme forvandledes til farvestrålende lotterisedler af ukendt valør. Nu vil Pape føre usikkerheden ind i mere formaliserede rammer, samtidig med at han styrker sine egne chancer for at blive statsministerkandidat.
Kan Pape mønstre flest mandater bag sit kandidatur ved hjælp af de mindre blå partier, skal han være forhandlingsleder, også selvom Venstre skulle ende med at blive størst blandt de borgerlige. Banalt? Erklæringen tager konsekvensen af, at den blå lejr i øjeblikket er uden indlysende leder.
Velkommen til politisk auktion
Budskabet trækker flere interessante pointer efter sig, og lad os opliste dem startende nedefra:
Pape er i gang med en erklæring om at ville række ud efter Statsministeriet, som afleveres med samme nøjsomt skiveskårne langsommelighed, som Lars Løkke lader små politikfragmenter tilflyde offentligheden om sit for længst etablerede partiprojekt Moderaterne. Det er godt for den konservative selvfølelse og smart af Pape at lade den seneste skive ledsage af erklæret omsorg for de mindre dyr på den politiske savanne.
Denne Papes næsten-erklæring er også en lille, god nyhed for Løkke. Han har sig selv som foretrukken statsminister, og jo mindre afklaret blå blok i øvrigt er, desto mindre pudsige vil hans ambitioner på Danmarks og egne vegne jo tage sig ud.
For tiden kan interessen for Moderaterne knap registreres, men det kan ændre sig, så snart valgkampen forvandler sig til et tv-formidlet magtopgør. Løkke er dygtigere end de fleste andre, mere erfaren, har det suveræne overblik.
Til gengæld er Papes invitation til et kapløb om de mindre, blå partiers gunst dårligt nyt for dem, som håber på en mere tilbagetrukken rolle for udlændingepolitikken. Eksempelvis De Radikale, som har samlet mange mandater på kravet om en mere lempelig udlændingepolitik, men drømmer om at kunne slippe af med anstændighedens tunge åg til fordel for ansvarets og indflydelsens ditto.
Sofie Carsten Nielsen har i julen gentaget sin forestilling om at kunne stille sine mandater bag Pape eller Ellemann, men den drøm er fortsat langt fra realisering.
Hvorfor? Fordi kapløbet om opbakning fra blå bloks mindre partier er en åben invitation til Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti om at deltage i en politisk auktion. De to partier vil naturligvis kræve nye udlændingestramninger af Ellemann og Pape. Pernille Vermund sagde det meget direkte i Politiken: Hun vil støtte den af de to, der lover »at løse udlændingepolitikken fra bunden«. Ingen højere?
De to strammerpartier repræsenterer tilsammen 23 mandater i Voxmeters seneste måling. Det er ikke alverden i det samlede folketing, men udgør en betydende magtblok i blå blok. I samme måling scorer Venstre 28 mandater, Konservative 29.
Heroverfor står en mere diffus flok af for tiden mindre aktører, som ønsker udlændingestramninger lempet eller placeret lavere på den politiske dagsorden. Kristendemokraterne, som lever livet på spærregrænsen, Løkkes i døren stående spøgelsesparti og Liberal Alliances tremandsgruppe, hvor udlændingesagens dagskurs synes at afhænge af, hvem der akkurat den dag har fat i tøjlerne.
Til dette brogede menageri må formentlig lægges Inger Støjberg i en endnu ukendt partipolitisk iklædning, og hun trækker jo i samme retning som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Nationen, blokken, manden
Så rigsretsdommen til trods: Udlændingestramninger vil med disse brudflader i partimylderet overleve som vigtigt spørgsmål i valgkampen, omend i faldende betydningskurve.
Først skulle en stram politik redde Danmark, siden frelse blå bloks indre sammenhold, og nu kan spørgsmålet bruges taktisk til at bringe Søren Pape tættere på Statsministeriet.
Formentlig vil den konservative leder have lettere ved at håndtere en strammere udlændingepolitik end Venstre, hvor man stadig går og glæder sig over, at man slap ud af Støjberg-affæren med samling på partitropperne. En ikke ringe præstation i øvrigt. Fra at være offer for en heksejagt har Venstres daværende næstformand forvandlet sig til en udstødt, uværdig til at sidde i Folketinget.
