Der findes formentlig ikke mange mennesker, der har et billede af mediemogulen Rupert Murdoch hængende på væggen. Men det har Claes Kirkeby Theilgaard.
På en af de få solskinsdage, vi har haft i december, besøger jeg ham i hans hjem i annekset til en villa på Amager. Han tager imod i klipklapper, hvide tennissokker, lyse cowboybukser og en hvid skjorte med opsmøgede ærmer. På håndleddet Casio-armbåndsur. På overfladen en ret almindelig 21-årig. Indtil man altså træder ind i hans hjem og spørger om, hvad han har lavet de seneste år.
Man vil formentlig være stødt på ham, hvis man færdes i ungdomspolitiske miljøer. Claes Kirkeby Theilgaard er redaktør for det liberale netmedie Indblik og tidligere redaktør på 180Grader, der i sin tid blev stiftet af Liberal Alliances Ole Birk Olesen. Theilgaard har stiftet et væld af foreninger og bevægelser. Som Fridays for Freedom, der i efteråret 2020 var en protestbevægelse mod coronarestriktionerne.
Det er også ham, der har lavet plakaten af Mette Frederiksen bag tremmer, der med tyk trumpsk accent siger »Lock her up«, og som er blevet et yndet indspark i de coronakritiske Men In Black-demonstrationer.
Provokatøren
Hvem er han? Theilgaard har grønne øjne og kortklippede, rødbrune krøller på hovedet. Det går godt i spænd med de runde, leopardmønstrede briller fra J.C. Filtenborg, der kan få enhver til øjeblikkelig at virke klog. Og så bruger han ord som »deslige« og »faible«. Han har de seneste år fået »en faible for provokationen som middel«.
Man tror uden videre på ham, når han siger, at han altid har fået gode karakterer i skolen. Men han har samtidig aldrig været særlig god til at gå i skole. Han har slacket »alvorlig meget« og forstår faktisk ikke helt, hvordan han kom igennem gymnasiet.
»Skolen har altid kedet mig. Folkeskolen var rædsom. Jeg ville bare spole tiden frem, springe folkeskole, gymnasium og universitet over og så komme ud til den virkelige og sjove del af livet.«
For nylig er det gået op for ham, at der er forskel på provokationer. At det nogle gange dybest set bare er larm. Man kan jo, påpeger han, gøre som socialdemokraternes indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad.
»Hans opgør med tidsånden fra 1989 var en provokation, men en klog en af slagsen. Der ligger tanker bag,« siger han.
»Og så kan du lave en hjernedød provokation, som da vi i Fridays for Freedom lavede en plakat af Mette Frederiksen, hvor vi skrev 'Lock her up'. Det virker. Man kan være helt sikker på, at det provokerer. Men ærlig talt, der er ikke særlig mange tanker bag. Det er meget fladpandet.«
»Jeg tror godt, at jeg uden at lyde arrogant kan sige, at jeg ikke er nogen særlig fladpandet person. Derfor passer det heller ikke særlig godt til mig.«
– Hvorfor gjorde du det så?
»Hvis man skriver noget provokerende på Facebook, hvor man virkelig går til stålet, får man bare flere reaktioner. Det er derfor, Inger Støjberg har 200.000 følgere på Facebook, og Kaare Dybvad har 12.000,« ler han.
For Theilgaard handlede det om retsstatsprincipper, som han ikke så andre stå tilpas vagt om. Ja, og så handlede det også om likes, der på de sociale medier er lig med magt.
»Jeg tabte lidt mig selv i det.«
Men det har alt sammen været en del af hans proces, forklarer han. Han fortryder intet, men vil alligevel gerne gøre sig i at reflektere og blive klogere.
Han fremhæver den konservative amerikanske kommentator Ben Shapiro, som han bestemt ikke ser op til, »for altså … han er skør, ikke?« Men Shapiro erkender sine fejl.
»Hvis han fortryder noget eller ændrer holdning, lægger han sig fladt ned. Han skriver for eksempel løbende lister over de fem dummeste ting, han har sagt.«
En sådan indstilling skal man se langt efter i politik, og det gør ikke Theilgaard mindre bekymret på retsstatens vegne.
»Se bare på Dansk Folkeparti. De to mest oplagte kandidater til formandsposten er begge kriminelle. Det er jo helt væk,« siger han.
»Man normaliserer alligevel, at de er politikere, der måske skal vælges ind igen. Det samme sker med Mette Frederiksen, der bliver siddende efter minkskandalen.«
– Helt det samme er det vel ikke, når Mette Frederiksen ikke er dømt for noget lovbrud?
»Nej, og jeg forsvarer i virkeligheden ikke retsstaten særlig godt ved at lave en plakat, hvor der står 'Lock her up'. I stedet vil jeg insistere på, at man ikke stemmer for at sætte statsministeren for en rigsret, før Minkkommissionen har gjort sit arbejde.«
Det er den manglende anger og refleksion, der gør Claes Theilgaard både vred og bange for fremtiden.
»Jeg kan love dig for, at hvis jeg havde gjort noget ulovligt som politiker, så ville jeg skamme mig. Men intet tyder på, at Støjberg eller Messerschmidt gør det, eller at statsministeren skammer sig over sin opførsel over for minkavlerne. Og så begynder det jo at se skidt ud for retsstaten.«
Claes bilder sig ikke ind, at han alene kan gøre noget. Men han ville alligevel have det dårligt, hvis ikke han bidrog til den offentlige debat og gjorde sit for at stå vagt om demokratiet. Det skal bare ikke være som medlem af et parti.
»Det var åbenlyst ikke for mig«
Claes har en fortid i Liberal Alliance, hvor han mod slutningen af sin gymnasietid var integrationsordfører for partiets ungdomsorganisation.
»Det var åbenlyst ikke mig,« ler han.
Da partifællen og daværende undervisningsminister Merete Riisager sløjfede gymnasieelevernes adgang til internettet ved eksamener, og partiet senere valgte at stemme for burkaforbuddet, opfordrede han vennerne til at stemme blankt i stedet for at stemme på deres eget parti. Det fik ham ekskluderet for partiskadelig virksomhed, hvad han sådan set godt kan forstå.
»Jeg kan godt være lidt af en principrytter.«
Claes er liberal »helt ind til benet«, men ser sig dårligt repræsenteret i det politiske landskab. Han klager over et blåt Danmark, der er blevet for reaktivt og mavesurt.
»Hvis venstrefløjsere kommer med et udspil, kan man kun rakke det ned og være sur på dem. Man kommer ikke med sine egne ideer.«
Han har for nylig læst Anders Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til minimalstat. Det er ret stereotypt for en ung liberal, indrømmer han selv, men han ønsker sig mere af samme skuffe og har svært ved at få øje på et parti, der for alvor tør udfordre velfærdsstaten.
I stedet for at stå inde for borgerligt-liberale værdier er de blå politikere besat af den modsatte fløj.
»Overvej lige, at der kun skal en gammel kommunist som Pelle Dragsted til at få alle borgerlige til at gå fuldstændig i panik. Hele valgkampen på Frederiksberg handlede jo om ham; hvorfor han var dum og ond, og hvorfor de var bedre end ham.«
Debatten som spil
Theilgaard er født i 2000. Han er vokset op i København og på internettet. Begge dele høres tydeligt på ham. Han taler akkurat, som man kunne forestille sig, at sønnen af en forfatter og en tidligere politiker fra Østerbro taler; flot, i en lind strøm og i et fravær af øhm'er. Og så hænger hans politiske liv uløseligt sammen med det digitale.
Som 19-årig blev han sat til at videreføre det liberale netmedie 180Grader. Pludselig nåede det, han skrev, ud til 100.000 mennesker om måneden.
Og da han for et år siden oprettede sin egen Facebook-side, fik han hurtigt 10cl.000 følgere, »de mere dedikerede fans«, som han siger, »og det kan hurtigt stige dig til hovedet i så ung en alder«, siger han og slår opgivende ud med hænderne.
»Jeg troede, jeg skulle være den næste Rupert Murdoch. Men det gik nok op for mig, at jeg ikke er helt så ond.«
Responsen på de sociale medier blev måden, han fik valideret sine holdninger på. Hvis han fik mange likes på et opslag, måtte der være noget om snakken.
»Jeg kunne være helt angst over, om jeg nu ville få nok reaktioner. Det har haft en radikaliserende effekt på mig. Jeg har haft et mere skingert sprog, end hvad jeg egentlig følte mig hjemme i. Man lærer at game den offentlige debat.«
– Hvordan det?
»Hvis man for eksempel forsvarer Rasmus Paludans ytringsfrihed og ret til at brænde koraner af, bliver folk ret sure. Man får en fingerspidsfornemmelse for, hvad det er, folk bliver sure over, og hvad man får flest interaktioner af at gøre.«
– Hvad skal der ske nu?
»Jeg har talt med mine venner om at starte en liberal bogklub. Og så drømmer jeg om at lave en form for idéfabrik eller et magasin, der skal fremme liberale ideer.«
Og så bliver han selvfølgelig hængende på internettet. Der, hvor det sker.
»Men man skal huske at holde sig selv i ørerne. Ellers bliver det for skørt.«
