Landstræner Kasper Hjulmand, som onsdag aften igen stod på sidelinjen, da landsholdet spillede sin første kamp siden EM, er blevet det, man vist stadig kalder folkeeje. Man ser ham i bløde sofaer i tv-studier. Man læser hans portrætter i bladene: »Den medmenneskelige landstræner«, som JydskeVestkysten har skrevet. »Derfor erklærer kvinder deres kærlighed til Kasper Hjulmand«, som det hed i Berlingske. Og nu begynder Hjulmand også at få magt.
I disse uger holder han taler for toppen af dansk politik og erhvervsliv: i sidste uge som hovedtaler på regeringens store konference om »Danmarks Fremtid« – lige efter Mette Frederiksen. Og i slutningen af september på det årlige topmøde hos Danmarks største lobbyorganisation, Dansk Industri, som i år hedder »Velkommen til Mulighedernes Land« – lige før kronprinsesse Mary.
Hjulmands kongstanke er, at fodbold og samfund hænger sammen. At landsholdets spillestil skal afspejle den nationale psyke. »Det hele starter med identitet,« som han siger. Dansk spillestil er som dansk møbeldesign: »Smukt uden at være prangende, funktionelt uden at være kedeligt.« Vores nationalkarakter definerer udtrykket på banen: »Hold«, »TILLID«, »kort vej mellem mennesker«, »hellere lille og vågen ...«, som der står på Hjulmands PowerPoint-slides. Det er os. Vi er Klods Hans, Olsen-banden, Operation Bøllebank. Nation og landshold hænger sammen.
Sådan en strategi er sikkert brugbar på træningsbanen og hos DBU: Et hold skal være en enhed, det er klart. Og et lille land har brug for at få alle med og rekruttere bredt for at sikre en kritisk talentmasse. Men som politisk pointe bliver tænkningen et problem – for det er farligt at gøre fodbold til den store sandhed om samfundet. Det ved de noget om i Frankrig.
DA FRANKRIG VANDT VM i 1998 med Zidane, Thuram og Djorkaeff, var holdet så etnisk blandet, at de blev kaldt black-blanc-beur (sort-hvid-araber). Deres sejr var en sejr for det kosmopolitiske Frankrig, sagde man. Men hvad så fire år senere, da Les Bleus røg ud af VM på røv og albuer, og i 2010, da holdet nedsmeltede, og spillertruppen strejkede? Så blev de pludselig et symbol på det kosmopolitiske Frankrigs elendighed.
Det samme skete i Tyskland: De vandt VM i 2014 med et mangfoldigt hold, det blev kaldt multikulturalismens succes og tysk-tyrkiske Mezut Özil udråbt til helt. Men fire år senere blev de ydmyget til VM i Rusland, Özil modtog tusindvis af racistiske beskeder, og symbolikken vendte.
Så hvad sker der mon med nationen Danmark, hvis landsholdet ryger ud af det næste VM med et brag? Er det så også et bevis på, at fællesskab og velfærdsstat i virkeligheden er en taberideologi? At Olsens-bandens hjemland er på vej i afgrunden?
Fodbold er selvfølgelig ikke sandheden om et samfund. Og en nation er ikke som et fodboldhold, hvor alle har samme mål: at vinde. Hvis de seneste par årtier har lært os noget, må det være, at dét, der er godt for én samfundsgruppe, sjældent er godt for alle andre. I mange år sagde man, at vækst og globalisering ville hæve alle både, nu ved vi, at alle både i hvert fald ikke hæver sig lige meget. Og at det gør folk vrede. Klassekampen er tilbage, kan man sige, og det indebærer også, at vi aldrig helt kan smelte sammen til en enhed. Det bedste, vi kan håbe på, er et nyt kompromis. En anden magtbalance.
Fodbold skaber rollemodeller og fælles drømme, men giver ikke svar. I den forstand er Kasper Hjulmand en falsk profet, og dem skal man som bekendt vogte sig for. Ikke kun, fordi han taler managementsprog om »21st century skills« og om at være »en show case på, hvem vil er«. Men også, fordi han gør landsholdet til et spejl af nationen og dermed lokker Danmark ned ad en skyggefuld sidegade, som franskmænd og tyskere ville ønske, de aldrig havde betrådt.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Kasper Hjulmand holdt tale på Dansk Industris årlige topmøde i weekenden. Topmødet afholdes dog først den 28. september – med Hjulmand blandt talerne.
