De ni nominerede film i den mest prestigefyldte klasse ved uddelingen af den gyldne Oscar-statuette er vidt forskellige.
En hyldest til fart. En hyldest til det gamle Hollywood. En genskabelse af én dag ved fronten i Første Verdenskrig. Et fantastisk røntgenbillede fra tiden, da Tyskland gik under. En tragikomisk-kritisk skildring af klasseforskelle i Korea. En fabel om psykisk sygdom og politisk populisme. Det sidste store mafiaepos. En stofrig og nænsom skilsmissefilm.
Disse otte af filmene har alligevel mindst én ting til fælles: De er alle i løbet af året anmeldt af Bo Green Jensen.
Den sidste får først premiere i Danmark senere i år.
Once Upon a Time... in Hollywood er atter engang et Quentin Tarantino-angreb på historien. »Det er hans bedste film til dato, for i Hollywood er han på hjemmebane,« skrev Bo Green Jensen: »Jeg har altid beundret stilen og formen. Denne gang tror jeg også på det, manden siger.«
Læs anmeldelsen her: »Alle de levende og døde«
1917 er en kolossal produktion, men fortællingen midt i er lille og enkel. Filmen genskaber én dag i krigen i næsten virkelig tid: »Tricket lykkes, men teknikken står i vejen for op- og indlevelsen.«
Læs anmeldelsen her: »En krans til de faldne«
Le Mans ’66 er en ode til motorsport og en erindring om mere uskyldige tider. Det er også en hvid film om mænd uden kvinder: »Vi er i Mad Men-tiden og samme historiske mentalitet.«
Læs anmeldelsen her: »Et fanbrev til farten«
Joker er en tegneseriefilm uden helte. En fabel om psykisk sygdom, social ulighed og politisk populisme. Med andre ord et billede på verden af i dag.
Læs anmeldelsen her: »Hadets Harlekin«
Parasite – vinderfilmen fra årets Cannes Festival – er en svimlende blanding. Efter farce og satire følger horror og suspense. Så træder Parasite i karakter som en tragisk fabel om underklasse og overklasse. I Bong Joon-hos allegoriske virkelighed er der altid et ekstra lag under verden, en kælder under kælderen og ikke nogen bund at nå.
Læs anmeldelsen her: »Grimme, dumme, beskidte«
The Irishman er Martin Scorseses anledning til at samle medlemmerne af den gamle familie, som har befolket hans mest ikoniske film: Robert De Niro, Al Pacino, Joe Pesci og Harvey Keitel. I det sidste store mafiaepos er gangsterne tonet ned til menneskelig skala.
Læs anmeldelsen her: »Salut for de gamle soldater«
Jojo Rabbit er ti år, og hans magiske ven hedder Adolf og går i uniform. Nedtællingen til der Untergang er begyndt. Adolf får, hvad han fortjener, og de bedste karakterer foretager en indre rejse: Filmen er et veludført jonglørnummer, der formår at holde alle bolde i luften.
Læs anmeldelsen her: »Sommerfugle i maven«
Marriage Story giver 40 år efter Kramer mod Kramer omsider skilsmissegenren nyt liv. Man kunne have pint en hel tv-sæson ud af familien Barbers opløsning. I stedet står der en afrundet film, som er stofrig, stoisk og endelig nænsom.
Læs anmeldelsen her: »Nye scener fra skyttegravskrigen«
Little Women har alt, hvad der kræves af pigebøger i en #MeToo-tid: Feminisme. Solidariske og rivaliserende søstre. En fri kunstners dannelse.
Læs anmeldelsen her: »Fire unge kvinder«
