Weekendavisen 2005. Ulrik Høy skrev i mere end 25 år klummer og 'Platugler' på Weekendavisen. En helt uvurderlig skribent og samtidig en plage for den ansvarshavende chefredaktør, da læserne ofte opsagde deres abonnement i raseri over hans tekster. 'Kneppedariet' er Høy classic, og viser Ulrik Høys virtuose sans for ord og sprog.

Kneppedariet

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen fredag den 25. april 2005.

DET var et mindeværdigt interview, Martin Krasnik havde med Philip Roth i sidste uges BØGER. »Lidenskaben ændrer sig ikke med alderen, men du ændrer dig – du bliver ældre. Tørsten efter kvinder bliver mere påtrængende. Og sexens patos får en kraft, den aldrig har haft før. Den kvindelige krops patos trænger sig mere på. Den seksuelle lidenskab er altid dyb, men den bliver dybere og dybere,« sagde den 72-årige forfatter blandt andet, og det vender vel en og anden forestilling på hovedet.

Det er nu også et noget ensidigt udsagn. Hvis man knepper godt og grundigt hver dag med den samme kvinde eller for den sags skyld samme mand, så tørster man ikke efter kvinder. Eller mænd. Hvad man tørster efter og derfor inddrager er en perlerække af erotiske aktører, virkelige som opfundne, til stimulering af menageriet, og lyder det lummert, så er det hedt nok i praksis. For lige at gøre lidenskaben færdig: den er et konglomerat af følelser, behov, drifter og tilskyndelser, svært gennemskuelige, men en side af lidenskaben hedder liderlighed. Den skal opfyldes, for ellers tørster man efter kvinder på den måde, som Roth nævner, og det er patetisk i betydningen pinlig.

Illustration: Roald Als
Illustration: Roald Als

Hvis man derimod knepper sin kvinde hver dag, så tørster man ikke efter kvinder. Lyder det plat som sagt, så kan man jo glæde hverandre med varierede udsagn. Det står i FNs charter. Nej, det er Jyske Lov, der stipulerer knepning hen over højderyggen. Eller er det i spejderløftet og bademester Poulsens (Baden Powell, red.) reglement eller kanske et direktiv fra EU osv. osv., der implementerer daglig knepning som politisk korrekt vej til integration.

Det skal bare gøres, kækt, tilsat de fantasier, der nu kan udruges i en fræk tid med mange incitamenter. Til løjerne hører den erindringsbetonede erotik, hvor tidlige – initierende! – erotiske oplevelser drages ind i øjeblikkets eros. Det er holdbare sager. Der er ingen sidste salgsdato på gammel lir.

HVAD jeg vil sige er: der er noget ronkedor over Philip Roth og hans erotiske statements, som blander det pinlige med det lidelsesfulde. Ensomhed er altid kønslig ensomhed. Der findes ingen anden, som digteren sagde, og er man alene, må kønnet tæmmes, ignoreres, lægges til side. Derfor det ronkedoragtige i Roths tilfælde og en vis forbitrelse i det hele taget, en træt afværgen af påtrængende og for mig at se begavede og relevante spørgsmål. De fejes af. De regnes for tåbelige, og Roths attitude som helhed er en celeber ronkedor værdig. Hold jer væk. Jeg passer helst mig selv. En stejl diskurs som – hvis det var os andre – ville indbringe mindre smigrende etiketter.

Når interviewet alligevel griber, så skyldes det de blottede udsagn. Om sex, om tørsten efter kvinder, om lidenskaben, der bliver dybere og dybere, om sexens patos, der får en kraft som aldrig før, og så kan man spørge, om der er tale om en art afsavnets filosofi og udsagn i nødværge? Måske. En kvinde fortalte mig, at hendes gamle far havde det princip, at der skulle kneppes hver dag. Det fandt sted inden for de ægteskabelige rammer. Det var en regelbunden sag som meget andet i hans liv: spise, drikke, tænke, snakke, filosofere, læse bøger og som sagt – kneppe. Så det blev der, kneppet, til langt op i alderen, på den anden side 80.

Det er klar tekst. Ingen ordrige guirlander. Ingen filosofiske definitioner og analytiske afgrænsninger af lidenskaben. Ingen programmer om kærlighed og ømhed! Kun dette: der skal kneppes, hver dag, og lyder det plat, så er det efter mine begreber en gedigen version af lige præcist »sexens patos«, der tiltager med årene, hvis ellers man samler sig.

»Use it or loose it«, hedder det mundret. Den seksuelle kraft skal stimuleres, for ellers dør den. Det er denne død i utide, man kan beklage, og mere skal der så heller ikke agiteres for det daglige dyt i kneppedariet, for goderne er ulige fordelt. Det er min uvidenskabelige fornemmelse, at der her og dér kneppes i bund, gevaldigt og hjertelig dagligdags, andre steder er det mere på det jævne, og så er der glade og tilfredse ægteskaber, hvor sex hverken har første eller sidste prioritet, for det er der slet ikke.

OPMUNTRENDE er det at tænke tilbage på sit eget sexliv og vide, at der i de unge år var flere bøger end damer, flere stille stunder i julelampens skær end seksuelle julelege, mere snerydning end fellatio, også om sommeren, mere Chopin og sublimeret smerte end hurtige knald over disken, men nu hvor alderen nærmer sig, vokser både gnist og begær. Det er da glimrende, og i modsætning til Philip Roth, der anonymiserer driften, så synes jeg egentlig, at fryden ligger i det personlige og ligeværdige.

Ikke et ondt ord om Jørgen Leths søde veninde på Haiti, og ikke fem flade fordømmende gloser om Thomas Jefferson, der forlangte, at hans 14-årige sorte elskerinde skulle med til Paris, når han rejste derover som ambassadør. Hvorfor? »Fordi han elskede at kneppe hende,« som Philip Roth bemærker, men til ligestilling og ligeværdighed svarer der forunderligt nok – forunderligt, fordi det sjældent fremhæves – den helt igennem demokratiske og ligestillede fryd ved at kneppe med den samme og den samme, dag ud og dag ind, uge efter uge, måned efter måned, år ud år ind – ud og ind og ud og ind – plus fantasi, så det er også en slags »sexens patos«, ikke i nobelprisklassen bevares, men – notabel – og fuldt ud dækkende for livet i det jyske søhøjland og parcellen rundt omkring.

Læs også Poul Pilgaard Johnsens nekrolog over Ulrik Høy: »Det virtuose jordskælv«