Selvfølgelig skulle meddelelsen om Ulrik Høys død komme umiddelbart før Weekendavisens deadline torsdag eftermiddag, ligesom valgudskrivelser, tsunamier, jordskælv og terrorangreb, der heller ikke kan planlægges, har for vane. Der er mindre end en time tilbage at skrive i, og Ulrik ville have forståelse for det afmægtige pres, der hviler på skribenten i den situation. Han var ikke selv nogen hurtigskriver, selv om den legende lethed og virtuositet, der prægede hans artikler og klummer, kunne få det til at se sådan ud.
Når den høje mand med de intense, brune øjne og et kropssprog som en balletdansers havde lukket døren til sit kontor for at skrive ugens epos, skulle han helst ikke forstyrres. Så sad han bøjet forover med hovedet næsten helt inde i skærmen, puslede og legede med hvert enkelt ord og koncentrerede sig i timevis, som gjaldt det livet selv.
Hvilket det rent faktisk også gjorde, for Ulrik Høy levede og trak vejret gennem skriften. Hans tekster besad - når de var bedst, og det var de næsten altid - en musikalitet og tone, som var fuldstændig egen, og som fusionerede en lyrisk og poetisk forståelse med en stridslysten vilje til at tage stilling til tidens vigtigste debatter: masseindvandringen, mænd og damer og det velsignede liv på det halvtomme atletikstadion.
PÅ den måde var han selv en tsunami af holdninger i den offentlige debat, og han var blandt de første herhjemme, der gjorde op med 1970er-marxismen, og hvad han så som en udbredt danske følgagtighed over for sovjetkommunisme. Han provokerede fredsbevægelsen i 1980erne ved at hylde Den Kolde Krig og NATO og feministerne ved at lovsynge sit trygge barndomshjem i Silkeborg med en hjemmegående mor.
Læs også Bo Bjørnvigs nekrolog over Ulrik Høy: »Platuglen«
Han var på sin vis også et jordskælv på højrefløjen, for der var få borgerlige meningsdannere i medierne i de årtier, som turde råbe så højt som han – og som samtidig kunne skrive, så englene sang. Ja, han læste tilmed skønlitterære bøger og havde sans for poesi, klassisk musik og kunst i det hele taget som en afgørende faktor i menneskelivet, og på dette område havde han knap nogen konkurrenter blandt de borgerlige.
Ulrik Høy skyldte Weekendavisens daværende chefredaktør Jørgen Schleimann sit professionelle liv, efter at han i nogle år som højskolelærer havde skrevet klummer og kommentarer til Jyllands-Posten.
»Mødet med Weekendavisen blev mit livs held, et purt lykketræf af inspiration, der kaldte på alt, hvad jeg havde i mig af skriveri, og det var åbenbart en hel del,« formulerede han det selv.
»Mennesket er en elskværdig slyngel – jeg er det også selv,« sagde han, men Ulrik Høy blev også en af Danmarkshistoriens store skribenter og klummeskrivere. Hans spalte hed i årevis Platuglen, men det er ikke plat at kunne skrive som her i klummen med overskriften Kneppedariet:
»Opmuntrende er det at tænke tilbage på sit eget sexliv og vide, at der i de unge år var flere bøger end damer, flere stille stunder i julelampens skær end seksuelle julelege, mere snerydning end fellatio, også om sommeren, mere Chopin og sublimeret smerte end hurtige knald over disken, men nu hvor alderen nærmer sig, vokser både gnist og begær.«
Ordet »kneppedariet« finder man ikke i Nudansk Ordbog; Ulrik Høy havde selv snedkereret det erotiske møblement, og denne gnistrende sans for ord og sprog kan passende være en del af hans eftermæle.
Læs også Ulrik Høys artikel om øl & fodbold: »Alkoholfri fodbold«
Læs også følgende arkivartikler af Ulrik Høy:
»Mellem hundeglam og regeltyranni«
