Et par interessante nyheder om ligestilling blev offentliggjort i årets sidste måned. Kvinfo fik fire millioner kroner på finansloven, Kvinfo udgav en rapport, der hævdede, at danske kvinder får mindre omtale end mænd, når de stiller op til valg, og sidst men ikke mindst udkom en ny rapport om, at mange indvandrerpiger lever under social kontrol. Gæt selv, hvilken nyhed Kvinfo ikke har omtalt på hjemmesiden.
Kvinfo er ifølge sin egen beskrivelse et videnscenter, der samler forskning og information om ligestilling, og pengene skal være dem vel undt. Kvinders frihed forbliver afgørende for ethvert udviklet samfund. Undertrykkelse af kvinder afsporer hele samfund, da de samtidig undertrykker seksualiteten, individets frihed og i sidste ende den biologi, som via naturvidenskaben historisk har befriet individet fra sin skam. Derfor kan det undre, at en ny undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet blev forbigået i tavshed, da den blev omtalt i Berlingske 1. december. Den kvalitative rapport beskriver social kontrol på ungdomsuddannelserne, og en lærer fortæller således:
»Det er et overvågningsmønster, som de (drenge med etnisk minoritetsbaggrund, red.) har overfor indvandrerpigerne. Der er meget social kontrol over de piger – også når de er på skolen. De er omkring de piger hele tiden, også i frikvartererne. De følger dem hele tiden. Pigerne har ikke en chance for at integrere sig med de danske piger.«
Det kollektive stikkersamfund, som efterhånden er velbeskrevet af danske indvandrerforfattere og debattører, er dermed en virkelighed, som forfølger mange piger, selv når de går i skole. Den sociale kontrol fra hjemmet, familien og boligområdet udbreder sin sfære. Alt det, som danske piger møder på en ungdomsuddannelse – frihed fra forældrene, at være fuld til fester, gå hjem med en, man fortryder, blive sluppet løs i en åben verden – er ikke en selvfølge for indvandrerpiger. Der er en personificeret forhindring i deres hverdag, som håndhæves via sladder og sociale konsekvenser.
TIL gengæld har Kvinfo omtalt deres egen undersøgelse i en pressemeddelelse med overskriften »Kvindelige kandidater får mindre spalteplads«. Læser man selve undersøgelsen, står det hurtigt klart, at overskriften passer bedre til Kvinfos eget verdensbillede end til virkeligheden. Der er stort set ingen forskel på mænd og kvinders fremtræden i medierne, når man medtager, at færre kvinder stiller op i politik. Mens kvinder i snit medvirkede i 6,5 artikler, medvirkede mænd i 7,2 af de artikler, der blev bragt under valget i 2019.
»Der spores kun en ganske lille forskel mellem de to køn,« lyder det i undersøgelsen, der er gennemført af Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Syddansk Universitet.
Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Beviset på u-ligestilling i Danmark er åbenbart en decimaltals-disciplin, der dårligt står for et nærmere faktatjek. I samme pressemeddelelse skriver Kvinfo endda, at Folketinget ikke kan kaldes ligestillet, før kønsfordelingen er 60/40:
»Selv om det er tæt på med de nuværende 38,9 procent kvindelige medlemmer i Folketinget, er det endnu ikke nok,« står der.
I ramme alvor. Er det virkelig en forskel på 1,1 procentpoint, som afgør, om vi har et ligestillet parlament i Danmark?
DEN nidkære procentregning udstiller, at Kvinfo gladeligt tager imod penge fra en regering, hvis rapport man ikke omtaler, når den ikke flugter med Kvinfos egen dagsorden. Alt imens muslimske pigers problemer i den virkelige verden er veldokumenterede, tyer man til talgymnastik for at bevare sin egen plads på sejrsskamlen i den store offerolympiade. Frie, danske middelklassekvinder afgiver ikke tronen uden kamp, for hvis man først anerkender, at muslimske kvinder selvfølgelig kæmper med de største problemer, hvem vil så tage en alvorligt?
Det er kun forståeligt, at en dansk ligestillingsforening ikke kan bryde en undertrykkelse, der er så fremmed og kulturelt og religiøst rodfæstet.
Den muslimske kvindefrigørelse kan kun komme indefra, men det mindste, man kan gøre, er at anerkende de kvinder. Vi ser jer, vi hører jer. Vi ved, hvad I går igennem, og vi siger det højt.
