Der er ingen sammenhæng mellem den omfattende indvandring, Sverige har oplevet i de seneste år, og de problemer, der præger landet og dets udsatte områder. Sådan lød beskeden fra den svenske statsminister Stefan Löfven i et nyligt interview med SVT i grove træk. Den høje arbejdsløshed ville være ligedan, hvis man placerede »mennesker, der er født i Sverige, samme sted«, argumenterede han.
»Löfvens svar bekræfter, hvor svært det er at tale om etnicitet i Sverige,« siger Peter Esaiasson, som er professor i statskundskab ved Göteborgs Universitet.
Mens mange debattører og akademikere foretrækker at tale om »rasificering«, »majoritetssammenhold« og andre diskriminerende strukturer, har Esaiasson sat sig for at studere, hvordan beboerne selv oplever de problemer, der præger de urolige bydele. I Förorten: ett samhällsvetenskapligt reportage, som han for nylig udgav på forlaget for den liberale tænketank Timbro, viser han blandt andet, hvordan manglen på tillid mellem beboerne og et fravær af positiv social kontrol skaber problemer.
Han viser også, at mange af beboerne selv er trætte af »bidragsmentalitet«, og nogle endda efterlyser mere »svensk tænkning«.
»I den svenske debat handler det ikke om, at den enkelte skal gøre noget selv, men om at vi skal hjælpe folk. Den opfattelse findes også i områderne, når det for eksempel gælder forbedring af skolerne og andre institutioner, men der findes også en stor erkendelse af: Hvorfor tager folk sig ikke selv sammen?«
Mange af de svenske »förorter«, der blev opført med det såkaldte Miljonprogrammet fra 1965 og frem, er i dag berygtede for blandt andet skyderier, bandekonflikter og bilafbrændinger. For tiden er det især Malmö, som er i medierne, senest da en 15-årig blev skudt og dræbt på åben gade. Ofte forbindes volden til banderivalisering og bykvarterer med en høj andel af indbyggere med anden etnisk baggrund.
Esaiasson selv har kigget på förorterne Hjällbo og Bergsjön i Göteborgs udkant. Han har interviewet medarbejdere i kommunen, politiet, foreningslivet, boligselskaberne, 886 beboere og har fået 2500 spørgeskemasvar alt sammen for at kortlægge problemer og løsninger.
»Verdens bedste Hjällbo,« står der malet med graffiti på den bro, der fører fra sporvognen og ind i kvarteret. Her er klippefyldt og kuperet, men ellers synes det at være en generisk udgave af andre udsatte boligområder. På det centrale torv kan man købe frugt og grønt, få klippet skægget, købe en flybillet til Irak eller veksle alverdens valutaer. Denne råkolde november formiddag er gaderne næsten tomme.
Hjällbo er ligesom Bergsjön på Sveriges liste for »særskilt udsatte områder«, som blandt andet er karakteriseret ved, at politiet har svært ved at udføre deres arbejde, og ved en forekomst af voldelig religiøs ekstremisme i området. Men Peter Esaiasson beskæftiger sig i sin bog ikke direkte med emner som radikalisering og æresvold, som kan være svære at få folk i tale om. Han undersøger i stedet de »almindelige mennesker i området« – dem, der bare vil »have hverdagen til at fungere«, som han skriver i sin bog.
»Ghettoproblemerne i Danmark blegner: Så galt er det gået i Sverige«, skrev Politiken i 2017. Herhjemme frygter man tilstande som på den anden side af Øresund – i Sverige er det omvendt.
»Der er et stort behov for at snakke om forandringerne. Og det har man aldrig nogensinde talt om. For man vil ikke være som Danmark,« siger Esaiasson, mens vi går rundt i Hjällbo.
Læs også Alen Causevic' kronik: »Kære forælder i Gellerup«
I Danmark er debatten mere bramfri, nogle vil mene for hård, og regeringen har sat nedrivninger, renoveringer og helhedsplaner i gang. Hvem kan lære noget af hvem?
Én af de observationer, Esaiasson gjorde sig, var en kløft mellem den akademiske og offentlige förorts-debat. Mens forskere taler om områdernes problemer som et produkt af en uansvarlig migrationspolitik eller diskriminerende strukturer, er problemerne ifølge indbyggerne selv meget konkrete. Eller som en somalisk mand formulerede det til et møde med Røde Kors: »Hvorfor snakke om ekstremisme, når der er så mange, der føler sig håbløse, skuffede, fokusér på dem i stedet ... gør noget ved stofferne, kriminaliteten og ungdommen, der hænger.« Der mangler jobs, bedre skoler og mere at lave for den urolige ungdom, lød det fra mange respondenter.
I Peter Esaiassons spørgeskemaundersøgelse er det mellem 70 og 80 procent af indbyggerne i Hjällbo og Bergsjön, der efterspørger løsninger på ovenstående problemer. Cirka lige så mange betoner vigtigheden af at mindske kriminaliteten, holde rent i området, og at forældrene får styr på uvorne unger.
»Men den store forskel mellem forestillingen om förorterne i kulturdebatten og blandt beboerne selv er det, man kunne kalde en ’tag jer sammen’-attitude,« siger han.
47 procent af de adspurgte beboere mente, at samfundet og forældrene havde lige stort ansvar for ungdommens ve og vel. 37 procent mente, forældrene og de unge havde hovedansvaret selv, og kun 16 procent lagde ansvaret udelukkende over på samfundets skuldre. Faktisk var mange irriterede på det, de kaldte en udpræget bidragsmentalitet i kvarteret. Andre syntes, at politiets metoder var for bløde.
Og så er der affaldet. Beboere fortalte, hvordan folk kaster skraldeposen ud af vinduet, stiller det på jorden eller placerer storskrald uden for de anmærkede områder.
»Det er med til at skabe utryghed i området, og hvis man ikke stoler på hinanden, er det også svært at vide, hvordan folk vil reagere, hvis man siger til dem, at de skal samle det op,« siger Peter Esaiasson.
Selvom Hjällbo kun ligger cirka ti minutter i sporvogn fra Göteborgs centrum, er den helt sin egen. Heromkring tales der over 100 sprog, og ifølge Esaiassons empiri snakker 20-25 procent af beboerne svensk. Omkring halvdelen er i arbejde, og selvom 80 procent føler sig trygge her, er det færre end i andre dele af Göteborg.
Generelt var beboernes tillid til eksempelvis ordensmagten og andre af samfundets institutioner ikke udpræget lav sammenlignet med resten af landet med forbehold for, at kriminelle ikke indgik i undersøgelsen. Tilliden til de andre beboere i området var til gengæld væsentligt lavere.
I Hjällbo og Bergsjön klassificeres 30 procent af beboerne som »yderst tillidsfulde«. I Göteborg og resten af Sverige er antallet dobbelt så højt. Esaiassons undersøgelse viste, at indbyggerne stolede mere på folk fra Göteborg og svenskere i al almindelighed end dem, der boede omkring dem.
»Man har fundet lignende resultater i hele verden. Og et af de stærkeste fund er, at etnisk diversitet besværliggør den lokale tillid,« siger han.
»Hvis man tror på, at den her sociale tillid er vigtig for, at samarbejdet i området skal fungere, så er det jo rigtig skidt. For det gør, at man bliver ekstra forsigtig. Man inviterer ikke folk ind i sit hjem, man tager ikke kontakt til sine naboer. Og man stoler ikke på, at andre griber ind, hvis der sker noget dårligt.«
I Danmark forsøger politikerne sig med nedrivninger og tvungne udflytninger. Men Hjällbos bygninger synes ikke umiddelbart nedrivningsværdige. Altanerne har store vinduer, facaderne er farverige, og mellem blokkene er der grønt og bilfrit. Her er skov og villakvarterer. De fineste af slagsen nærmer sig en svensk ødegårdskulisse med træfacader og klippeformationer i indkørslen.
»Her bor dem med udenlandsk baggrund, der er lykkes bedst, og svenskerne, som er blevet tilbage,« siger Peter Esaiasson.
Af beboerne opfattes sidstnævnte som venlige, men irrelevante, og få har svenske venner. En enkelt serbisk beboer efterspurgte mere »svensk tænkning« i området. Det kræver jo enten at ændre på dem, der allerede bor her, eller få flere etniske svenskere eller »skötsamma«, altså »velopdragne« mennesker, til at flytte ind, siger Esaiasson. Lige nu sker det omvendte.
Og hvad skal man så gøre? Civilsamfundets institutioner, som de frivillige foreninger eksempelvis, er velmenende, men fungerer ikke som forventet, lyder det fra den svenske professor, blandt andet fordi de ikke får de lokale engageret. Institutioner som skoler, biblioteker og socialkontorer har nok at gøre med at løse egne kernefunktioner og holde sig inden for budgettet, fortsætter han. Politiet mangler ressourcer og kommer først, når det er gået galt.
»Nogle, som kan gøre mere, er boligselskaberne,« siger han.
De har potentialet til at fungere som det, man i forskningen kalder en credible enforcer, altså en troværdig håndhæver. Blandt andet på grund af deres økonomi, direkte relation til beboerne og sanktioneringsmagt.
Et succeseksempel er Gårdstensbostäder, et boligselskab i bydelen Gårdsten, ikke langt herfra. Det er som den første förort gået fra et »særskilt udsat« til et udsat område. Blandt andet ved at boligselskabet har taget kontrollen over områdets projekter, de offentlige pladser og har været mere selektive, når det handler om, hvem der flytter ind, og hvem der opsiges. De har ikke fået flere i arbejde eller forbedret skolerne, men gjort Gårdsten mere roligt.
»I et fungerende sammenhold findes den interne positive sociale kontrol. Og hvis den ikke findes, må man bygge den op, og det kan boligselskaberne gøre,« siger Esaiasson.
»Akademikerne vil ikke snakke om tvang, for man skal snakke sig til løsninger, men det bliver altså svært.«
En del af de problemer, Esaiasson kortlægger, kender man også i de danske udsatte områder. Også her kæmper man nogle steder med skrald i opgangen, elevatoren og på gaden.
»Det signalerer jo både en ligegyldighed og manglende ejerskab over for området,« siger Birgitte Mazanti, leder af Center for Boligsocial Udvikling. Her er man med til at finde ud af, hvilke boligsociale indsatser der virker: Man laver kvalitative undersøgelser og måler effekten af tiltagene – og rådgiver dem, som eksekverer dem.
»Der har vi jo nogle meget stærke boligorganisationer i Danmark, som faktisk tager det ansvar. Selvfølgelig er der steder, hvor det ikke bliver gjort hurtigt og godt nok, men det er en af deres klart definerede opgaver. Der mener jeg, Sverige kan lære rigtig meget af Danmark.«
Birgitte Mazanti genkender også det, Esaiasson kalder »tag jer sammen«-attituden.
»I Odense tilbyder man dømte kriminelle i belastede boligområder 15.000 kr. for at flytte ud, så bydelene ikke lander på den hårde ghettoliste. Der var også nogle beboere, som reagerede med; ja, det er fint, de skal ikke ødelægge vores boligområde. Den indstilling finder du også her.«
Som hos vores skandinaviske nabo er problemerne herhjemme ofte meget nære, fortsætter Mazanti. Det kan være skrald eller nabostøj. Unge, der kører for stærkt på knallert eller hænger ud i grupper. Og så er der de egentlige voldsepisoder i området, som heldigvis er få, siger hun. I de mest ekstreme tilfælde bandekonflikter eller biler, der bliver sat i brand.
Politiets seneste målinger viser, at selvom den interne tryghed i de socialt udsatte områder er lavere end i ikke-udsatte områder, er den steget en smule fra 2017 til 2018.
Tiltroen til politiet ligger som i Sverige også tæt på landsgennemsnittet. Til gengæld har den institutionelle tillid, det vil sige tilliden til kommunen eller andre offentlige instanser, vist sig lavere i diverse undersøgelser.
»Det betyder, at man i værste fald ikke får den hjælp, man skal have. Eller der kommer lommer af det, som nogle betegner parallelsamfund. Altså hvor dem, som helt har mistet tilliden, laver sine egne normer eller udøver social kontrol,« siger Birgitte Mazanti.
Da Birgitte Mazanti og nogle kollegaer besøgte de svenske förorter for en håndfuld år siden, spurgte de nogle boligsociale medarbejdere ind til problemerne. Der var ikke nogen, svarede de.
»Det var noget af det, der slog os. Man kan sige, at i Sverige snakker man ikke om problemerne, men det gør vi rigtig meget i Danmark. Der bliver vi også nødt til at finde en mellemvej,« siger hun.
»Vi er nødt til at få noget håb ind i det her, for det er mennesker af kød og blod og deres hjem, vi taler om. Selvfølgelig kan vi ikke snakke problemerne væk, for de findes. Men der findes også nogle løsninger.«
I 2018 lancerede den daværende regering deres bud: en plan for »Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030«. Helhedsplaner, nybyggeri og nedrivninger er stadig politikernes strategi.
»Men det nytter ikke noget at tale om, som vi gør i Danmark lige nu, at de fysiske og sociale forbedringer kun er til for at tiltrække tilflyttere. Nej, vi laver forbedringer for alle, nye som gamle beboere.«
I Sverige er der boligmangel, siger Esaiasson, og det er ikke en mulighed at rive ned. De langsigtede strategier lader han andre om, men forskningen kan bruges til de mere umiddelbare slags. Hans næste forskningsprojekt skal handle om, hvordan man får beboerne til at smide korrekt ud.
Spørger man arkitekterne, siger de nok, at förorternes problemer skyldes Miljonprogrammets uigennemtænkte arkitektur. Ifølge Peter Esaiasson skal forklaringen findes i Sveriges befolkningstilvækst. Siden år 2000 er knap 1.800.000 mennesker kommet til landet, og når det gælder förorterne, kan man ikke se bort fra etnicitetens betydning, skriver professoren i sin bog.
Etnicitet, kultur, socialisering og sprog hænger sammen og kan skabe splittelse og mistænksomhed, hvis den sociale tillid sakker agterud. Det er måske her, de svenske myndigheder først og fremmest skal sætte ind.
»Jeg talte om min bog på en pressekonference. Både jeg og journalisterne vidste ikke, om man burde tale om etnicitet, for gør man det, bliver man straks beskyldt for racisme,« siger han.
Det er måske en af grundene til, at hans bog er blevet rubriceret som højreorienteret af venstrefløjen og har været svær at udgive.
»Sverige har et arbejde foran sig. At indstille sig på, at det her ikke er et land for svensk-svenskere mere, men et multikulturelt land. Og derfor kan man heller ikke bare tale om svenskere og indvandrere længere.«
