JULEDAGENE. Årets mest intense, vidunderlige, anstrengende tid. Her kan intet gemmes helt væk under juletræet. Forholdet til kæresten eller ægte­fællen udtrykker sig på godt og ondt. Intet kan som julelys afsløre relationerne mellem bedsteforældre, forældre og deres børn. Julen er hjerternes – og de kriseramte kærlighedsforholds, de dysfunktionelle familiers og de skuffede forventningers fest. Der går ikke mange minutter juleaften, før mange tænker på deres mobiltelefon. Hvornår kan man tillade sig at gå på? Tjekke likes på det billede, man lagde op på Instagram? Se, hvad de andre laver på Snapchat? Bladre gennem en eller anden tråd på Twitter? Ja, hvornår kan man flytte opmærksomheden fra dem, man er sammen med, og sende kyssemund-grantræ-julemand til nogen på Messenger?

FEJRER man mon jul i fremtiden? I Blade Runner, filmen fra 1982, der foregår i november 2019, er der absolut intet julepynt, men i en scene ser man et enkelt falmet familiefoto af nogle, der holdt jul ... engang. Som i alle andre populære dystopier har teknologien smadret de nære menneskelige relationer. Efterfølgeren til filmen, der foregår i 2049, er endnu mere deprimerende. Teknologien har overhovedet ikke reddet os fra global opvarmning, tværtimod. Et mirakel er sket, lyder det i filmens indledning (på den måde er det jo en slags julefilm); en replikant (robot) har fået et barn med et menneske, og denne skabning er blevet voksen og ekspert i at installere drømme i andre replikanter.

VI fejrer utvivlsomt også jul i 2049. Men vi befinder os i dag i begyndelsen af en digital, teknologisk omvæltning, der vil få de aktuelle politiske forandringer til at virke små og ubetydelige, når vi ser tilbage på dem. Det føles ofte som science fiction, og den populære tilgang er for tiden, at vi lever midt i en dystopi. For to uger siden bragte vi artiklen »Dommedagsskærmen«, hvor den franske neurobiolog Michel Desmurget fortæller om konsekvenserne af vores børns brug af skærme: lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, koncentrations­besvær, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvn­forstyrrelser, overvægt og andre sundhedsproblemer. »Der er ingen, ingen undersøgelser, som peger på, at skærme gør noget som helst godt for børn og unges udvikling,« sagde han. Problemet er det, skærm­tiden erstatter: fysisk nærvær, samtale, læsning, sport, musik, leg, kedsomhed. Livet i tre dimensioner. Artiklen skabte debat, men det udbredte indtryk er, at teknologien er gået for vidt. Undervisnings­ministeren vil begrænse digital læring i skolerne. Og alle forældre alle vegne prøver at få deres børn til slukke for deres iPad. Sådan har det mildt sagt ikke været altid.

FRIHEDENS årti kaldte vi 00erne, hvor den ny teknologi skulle booste globaliseringen, nedbryde grænser og sætte mennesket fri. Her kom alle på nettet og fik mobil­telefoner, iPhone kom på markedet, Facebook og You­Tube blev grundlagt. Alle institutioner, offentlige som private, kastede sig over nye digitale løsninger, og der var ingen ende på digitaliseringens frisættende og demokratiserende effekt, ja, faktisk var det godt at skifte samvær ud med fjernvær, for på nettet kunne alle udvikle sig sammen med ligesindede. En iPad kunne frigøre elever og lærere fra nussede bøger og evige kopiark og sætte børn og unge i kontakt med en global iværksætter­kultur. Man forventede, at diktaturer snart ville falde, presset af unge generationer med ny teknologi i hænderne.

Vi er først og fremmest vores forhold til andre mennesker, og dem, der betyder mest for os, har vi ikke altid valgt selv. Arkivfoto: Bjarke Ørsted
Vi er først og fremmest vores forhold til andre mennesker, og dem, der betyder mest for os, har vi ikke altid valgt selv. Arkivfoto: Bjarke Ørsted Bjarke Ørsted

OG teknologibegejstringen havde i hvert fald ret i, at konsekvenserne ville blive gigantiske. På den måde giver det god mening at kalde vores tidsalder for den fjerde industrielle revolution med lige så store konsekvenser som damp­maskinen, samle­båndet og de første computere. Det er vigtigt at huske, at alle disse teknologiske omvæltninger har haft et økonomisk formål; at effektivisere og skabe størst mulig værditilvækst. Det var mere effektivt at drive landbrug med maskiner, producere varer på en fabrik og regne ting ud på computere. Men selv om formålet var effektivitet, havde alle disse tekno­logiske spring voldsom indflydelse på vores liv. Teknologien satte virkelig mennesker fri; fri af hårde, fattige liv, kvinder fri af deres mænd og familier, børn fri af deres forfædres snævre identitet og begrænsede handle­muligheder.

TEKNOLOGIENS fremdrift er umulig at stoppe. Kritikere har siden den første industrielle revolution anklaget de nye opfindelser for at nedbryde den kendte verden. Det er klogt at være kritisk over for de store forandringer, der sker i disse år, men først og fremmest er det godt, at vi forstår, at teknologisk udvikling ikke nødvendigvis handler om demokratisering og personlig udvikling. Det er godt at være skeptisk, når producenter af ny teknologi påstår, at de er sat i verden for at frisætte os. For sagen er, at ingen, ingen aner, hvilke omvæltninger digita­liseringen vil skabe i de næste generationer, lige så lidt som en arbejder ved et samlebånd i 1870erne kunne gennemskue forandringerne for sine børn og børnebørn.

GRÆNSER for teknologien kan ingen virkelig sætte. Symptomatiske er alle de forældre, der klager over deres børns mange timer ved skærmene, og som selv er klistret til deres mobil, i spisestuen, i sofaen, i soveværelset. Teknologien har altid som potentiale at sætte os fri, og det virkelig revolutionerende vil være den frisættelse fra kroppen, der sker med de kommende års medicinske fremskridt. Men det er vigtigt at spørge, hvor frie vi overhovedet vil være. Med digital teknologi kan vi næsten undgå kontakt til andre mennesker; til lægen, læreren, hjemme­hjælperen, købmanden, sags­behandleren. Alt kan snart klares med nye kommunikationssystemer uden menneskelig kontakt. Vi behøver ikke tale i telefon, ikke mødes med vores venner, ikke gå i biografen, ikke gå til koncert og egentlig heller ikke have en arbejdsplads. Så ja, vi bliver stadig mere fri, men hvem ønsker total frihed? At være fuldkommen fri er jo at være alene. Så er man helt fri fra forpligtelser, ansvar og andre menneskers forventninger. Juledagene minder om, at vi aldrig er helt frie. Vi er først og fremmest vores forhold til andre mennesker, og dem, der betyder mest for os, har vi ikke altid valgt selv. Glædelig jul.

 

Læs også interviewet med den franske neurobiolog Michel Desmurget: »Dommedagsskærmen«

Læs også Martin Krasniks juleleder fra 2018: »Kærlighed faktisk«