HVIS man ikke ved det, så værsågod: Den store julefilm er – ud over Anders Ands sneboldkamp, A Wonderful Life (James Stewart) og Muppets udgave af Et juleeventyr – naturligvis Love Actually: Fra 2003, et væld af stjerner i rollerne, britisk glimt i øjet, otte små kærlighedshistorier, for eksempel Hugh Grant som premierministeren, der forelsker sig i den unge assistent. Også i år brokker hængemulerne sig: Filmen er et »præ-#MeToo-billede af højromantik, hvor kvinder er dejlige, fordi de er ikke-truende, passive og til rådighed,« lød det et sted. En »sexistisk sakkarin-overtrukket kalkun«, lød det et andet. Og forleden i Jyllands-Posten: »En uetisk historiefortælling«.
MAN må antage, at kritikerne har fået det forkerte ben ud af julesokken. Jatak, filmens kærlighedsbudskab lever ikke op til forestillingerne om kærlighed i julen anno 2018 med positivt samtykke, krænkelsesfrihed og magtfrie rum i dobbeltsengen pakket ind i kønsneutralt papir under det bæredygtige juletræ. På den måde er det en ren tilståelsessag: Uden at have vekslet et ord med hende tænder premierminister Grant på den nye assistent. Han tager sig endda først sammen til at konfrontere den selvglade amerikanske præsident, da han under et statsbesøg er upassende over for hende. Det er også rigtigt, at den fåmælte Alan Rickman overvejer at være sin hustru, stakkels Emma Thompson, utro med en virkelig hot sekretær, og da han bliver afsløret, er det Emma, der bliver alene hjemme med børnene i juledagene. Sandt er det også, at Colin Firth – hvis kone gudhjælpemig går i seng med hans egen lillebror – forelsker sig påfaldende kvikt i en portugisisk rengøringshjælp, da hun hopper i vandet for at redde hans elendige bog-manuskript, og uden at de to nogensinde har en samtale, før han lærer sig lidt portugisisk for at kunne fri til hende. Ja, ja ...
SER man imidlertid bedre efter, handler filmen lige netop om kærlighed, faktisk. Men hvilken kærlighed? Hvad betyder det, når de citerer Wet Wet Wet (og dermed også Fire bryllupper og en begravelse) og siger, at »kærlighed er overalt«. Er der mon et kristent julebudskab gemt her? Nej, selvfølgelig ikke. Men hvad så?
GODT vil det være, hvis De i løbet af de kommende dages intenst uindfriede forventninger lytter til Weekendavisens podcast Ingen elsker Lone Frank. Her forsøger vores videnskabsjournalist at få svar på, hvorfor kærligheden er så svær, og ensomheden så ofte hendes følgesvend. Er hun ikke disponeret til kærlighed? Hun finder hurtigt ud af, at kærligheden umiddelbart er påtrængende kemisk og biologisk med stride strømme af feromoner og hormoner; oxytocin, dopamin, noradrenalin og serotonin. Og menneskets kærlighedshunger har åbenlyst at gøre med biologi: Vi har jo en tendens til at formere os, når vi fyldes op af disse eksplosive hormoner. Men:
EFTER at have talt med en psykolog må Lone Frank erkende, at vores evne til at elske kommer fra noget helt andet: fra andre. Fra den kærlighed, vi selv har fået som børn. Kærlighed skaber kærlighed. Det gør det hele meget mere kompliceret, og det er selvfølgelig irriterende. Men i det mindste er det da vel sådan, at den romantiske fantasi om den eneste ene er et nymodens fænomen, opfundet af europæiske troubadourer, udbredt i romantiske romaner og forfinet af Hollywood?
ER det kun folk fra Vesten, der får benene fejet væk under sig? Nej. Besyngelsen af lidenskabelig kærlighed og dens kropslige udtryk findes i poesi, litteratur og kunst alle steder til alle tider. Det er der en helt logisk grund til: Mennesker overalt på kloden rapporterer nemlig om den samme forelskelsens hjertebanken, stakåndethed, momentane svimmelhed, svedige håndflader og flyvende fornemmelser. Scanninger af deres hjerner, når de taler om deres udkårne, viser samme mønstre. Forskellen er, at følelsen ikke opfattes ens: I vores del af verden hylder vi den. I Kina og andre asiatiske lande beskrives forelskelsen hyppigt som noget ubehageligt, man skal undgå. I Mozambique kalder de den for en forhekselse, hvilket jo er helt præcist: I Love Actually forklarer teenageren Sam sit mærkelige humør med, at han er forelsket. Åh, siger hans far (Liam Neeson), jeg troede, det var noget værre. »Hvad,« svarer drengen, »kan være værre end den totale pinsel at være forelsket?!«
KÆRLIGHEDEN føles altså ens, selv om vi fra kultur til kultur finder forskellige fortrin og materielle egenskaber tiltrækkende – men sagen er klar: Alle går rundt og forelsker sig. Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om de får lov til det? Har man lidt svært ved at genkende frie lande i disse år, skal man bare lede efter steder, hvor unge elskende ikke skal frygte forældre, gejstlige og myndigheder. Det er altid det ufrie samfunds første prioritet at styre lidenskaberne. I de mange hundrede år, Europa led under kirkens magt, var der ikke meget lir i luften. Man kan aflæse den vestlige civilisations udvikling helt parallelt med fjernelsen af forhindringer for kærlighed; materielle, religiøse og kulturelle.
FAKTISK er det sådan, at vi, trods hyppige profetier om de vestlige værdiers nederlag i den globale værdikamp, er ret godt kørende på kærlighedsfronten. I vores del af verden siger stadig flere, at de egentlig ikke har noget imod, at deres børn kommer hjem med udkårne, der er brune, sorte, muslimer eller LGBTQIA. De sociale normer, når det gælder kærlighedens kuriøse konstellationer, forandrer sig hæsblæsende hurtigt. Og det opmuntrende er, at det går samme vej andre steder. Selv ikke reaktionære, ofte religiøse kræfter kan stoppe udviklingen. Urbaniseringen betyder, at unge mennesker oftere bevæger sig rundt mellem folk, de ikke kender. Og teknologien har i kærlighedslivet en chokerende entydig fordel: Online-dating giver folk en uhørt kontakt med vidt fremmede mennesker, stadig mere fravristet familiens og sociale normers kontrol.
OVERALT er altså kærligheden. Måske er det for optimistisk at tro, at vi med kærlighed kan forandre verden, men i det mindste får stadig flere mennesker på Jorden glæde af kærlighedens pinsel. Og her kommer Love Actually ind i billedet igen. Den er nemlig så dejligt uromantisk, og ofte går det slet ikke: Dejlige Laura Linney er vildt forelsket i sin gudesmukke kollega, men ender med at hellige sig pasningen af sin syge bror. Der er svigt, ulykkelig kærlighed og svært uforklarlige tiltrækninger. Og alligevel prøver vi, for kærligheden gør os afhængige og forbundne, og mest prøver vi som bekendt i disse dage, til jul – den mindst kristne og mest sekulære og derfor også mest populære højtid. Her samles vi med dem, vi elsker mere end livet, og med dem, vi synes, burde elske os højere, end de gør, med dem, vi elskede engang, og dem, vi elsker, men kun kan holde ud denne ene gang om året. Det er kærlighed. Og den er allevegne. Glædelig jul.
Hør podcasten »Ingen elsker Lone Frank« her.
