Leder.
Yom Kippur
SKAL man kort forklare Yom Kippur, den vigtigste jødiske helligdag, handler det om at sone og tilgive. I et døgn, fra solnedgang til solnedgang, skal man vende blikket indad og spørge sig selv, hvad man har gjort galt i årets løb. Har man gjort sine nærmeste ondt, har man handlet amoralsk? Tilgivelsen får man fra dem, man har krænket. Forsoningsdagen forløber på fastende hjerte, og troende jøder opholder sig gerne hele dagen i synagogen. Det var netop på Yom Kippur i den østtyske by Halle, at synagogen blev angrebet af en radikal antisemit i onsdags. Planen var at komme ind til selve gudstjenesten og angribe menigheden – det var et mirakel, at det ikke skete, men to mennesker blev myrdet i forsøget
EUROPA har haft et jødisk mindretal i mindst 2000 år, og det har aldrig rigtigt været med europæernes gode vilje. Fra første færd er jøder blevet undertrykt, forfulgt og forsøgt udryddet. Antisemitismen er et af de få fænomener, der virkelig har forenet kontinentet. Jødehad har alle europæere kunnet enes om. De perioder, hvor jøder har kunnet leve i fred og ro, har været undtagelsen. Også i Halle. Her har boet jøder siden Middelalderen, og trods forsøgene på at udrense dem, er de vendt tilbage, præcis som resten af kontinentets jøder. Man kan sige, at jøderne har tilgivet deres europæiske medborgere for to tusind års forsøg på at tilintetgøre dem. Det er ikke så lidt.
BESKYTTE jøderne kan kun deres naboer og de lande, de bor i. Den konstante faktor i Europa er antisemitismen – undtagelsen er myndighedernes vilje til at beskytte jøder mod angreb. Beskyttelsen var ikke så påtrængende i årtierne efter Holocaust, men det er den blevet igen. Hvert år angribes jøder i hele Europa, men selv om truslen fra islamister og højreradikale kræfter er åbenlys, skal der alligevel flyde blod, før europæiske myndigheder virkelig handler.
JØDERNE i Halle var ikke beskyttet af andet end en sikkerhedsdør. I Danmark bad Det Jødiske Samfund indtrængende myndighederne om mere beskyttelse – helt frem til ugen før terrorangrebet i februar 2015. Justitsministeren – Mette Frederiksen – og politiet var nølende og irriteret over de emsige jøder. Først efter mordet på Dan Uzan kom der bevæbnet politi og militær foran synagogen, men jævnligt stilles der alligevel spørgsmål til rimeligheden i at bruge så mange ressourcer på at beskytte jøderne. I dag er det sådan, at jøder i Europa, også i Danmark, tænker sig godt om, før de sender deres børn i jødisk skole eller børnehave. Tør de? En dag kommer en mand med elefanthue og maskinpistol – kan man være sikker på, at der står en bevæbnet vagt og stopper ham? Det er dét spørgsmål, europæerne nu igen skal besvare: Vil vi beskytte jøderne? Svaret på det spørgsmål besvarer også, om der fremover vil være et aktivt jødisk liv i Europa.
Del: