Debat

Paludan

Nicolai Frederik Bonnén Rossen
PR-rådgiver

Når jeg tænker på Rasmus Paludan, kommer jeg til at tænke på dette citat fra Samuel Johnson: »He who makes a beast of himself gets rid of the pain of being a man.« Hvad smerte der er hændt i Paludans tilværelse, kan man kun gisne om, men på YouTube har han i hvert fald formået at genopstå som en slags troldeudgave af »Tykke med skrårem og seler«, hvis man husker frihedskæmperen Morten Nielsens digt »Skæbne« (»du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstaa / Svedig og fed og dum… Helvede satte paa Spring / Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring«).

Over længere tid har han opnået kultstatus, og på kort tid har han formået at transcendere fra subkultur til mainstream – men havde man for en måneds tid siden sagt, at advokat Rasmus Paludan og partiet Stram Kurs ville være på stemmesedlen til næste folketingsvalg, ville man formentlig være blevet mødt med latter. I dag er det imidlertid en realitet, og sagen – nej, fænomenet – minder om, at de tektoniske plader under dansk politik lige nu forskubber sig hastigt og med jordskælvsstyrke – og at intet vil være som før i den kommende valgkamp.

Om det så tilmed bliver en jordskreds­sejr til Stram Kurs a la Fremskridtspartiet, og om Paludan dermed bliver en ny Mogens Glistrup, er tvivlsomt, men kedeligt bliver det med statsgaranti ikke. Dette har DR nemlig sørget for, idet Paludan vil gives adgang til de eftertragtede parti­leder­debatter og dermed et overflødighedshorn af public service-finansieret sendetid, der vil ramme millioner af seere landet over og blive reciteret i alverdens medier. Paludan har dermed på forhånd sikret sig at blive skrevet ind i historien, og lad det i den forbindelse være taget til referat for eftertiden: Det var de krænkede og voldsparate på Nørrebros bjørnetjeneste, at Stram Kurs blev opstillingsberettet til Folketinget. Kausaliteten burde efterhånden være simpel at forstå.

Det bedst mulige, Stram Kurs dermed kan håbe på, er, at Nørrebros kollektive infantilitet er symptomatisk for resten af Danmarks belastede bolig­områder, og at kommunalpolitikere, handels­standsformænd, imamer, bandeledere – som vi desværre bliver nødt til at regne for en de facto-autoritet – institutionsledere og andre lokale samlingspersoner fortsat vasker hænderne og holder armslængde i lav profil: »Not my circus, not my monkeys« kan man næsten læse på deres læber.

Anderledes ser det ud for det etablerede Danmark, der kun kan håbe på, at lokalsamfundenes lederskab vågner op, påtager sig et ansvar og holder hånd i hanke med, at deres del af samfundskontrakten overholdes. Dels da alt andet vil være vand på Paludans mediemølle, der kun sender flere vælgere i retning af Stram Kurs, og dels da der set med denne globalt orienterede PR-mands briller er alvorlig fare for, at fænomenet kan udløse en Muhammedkrise 2.0 – hvis ikke den allerede er på vej.

Og det er lige netop her, vi når til en vigtig afvejning: Adam Holm beskrev i Berlingske 28/4 med slående lighed, hvad jeg selv tænkte, da jeg så DRs dokumentar 23/4 om Paludan og Stram Kurs. Her vovede Paludan faktisk at blotte sin egen akilleshæl, da han på et tidspunkt forklarede en ung kvindelig mod-demonstrant, hvad det krævede at føje ham et banesår: »Ingenting, man skulle bare have gjort ingenting. Så havde jeg stået her helt alene og havde været nada.«

Ja, tale er sølv, tavshed er guld – men bare ikke for medierne og det politiske parnas, for hvem ingen splittelse ingen aviser eller stemmer sælger. Her er Paludan, pressen og politikerne søbet ind i den samme incitamentsfulde kliksuppe, og det etablerede Danmark kan derfor kun håbe, at danske redaktions- og partiledere også står sammen og får smag for at koge suppe på andet end Stram Kurs i valgkampen.

Chefredaktør Tom Jensen kan selvfølgelig have ret i sin Berlingske-leder 27/4 om, at »I et frit samfund tier man ikke tingene ihjel. Heller ikke ubehagelighederne og ekstremerne«, som han skriver. »Alt andet ville være en publicistisk undladelsessynd«, samstemmer chefredaktør Christian Jensen i sin Politiken-leder 28/4. Omvendt kunne man dog se indad og spørge til nødvendigheden af at gøre Paludan til sidste måneds absolut største politiske historie og i øvrigt stille de samme unødvendige spørgsmål om og om igen: Skal Stram Kurs kunne fortsætte sine provodemonstrationer? Skal samfundet bruge penge på at politibeskytte Rasmus Paludan? Skal ytringsfriheden begrænses som følge af fænomenet?

Det kan være, at det virker spændende at tage debatten på et teoretisk niveau i en afkrog af redaktionen, på et eksperimenterende seminar eller i et mørkt hjørne ude på RUC, men herude i den virkelige verden er der forhåbentlig ingen diskussion om, at grundpræmissen for den grænseløse ytringsfrihed netop er, at vi ikke behøver at debattere, hvor grænsen går. End of story.

Én ting er dog retten til at ytre sig, noget andet er privilegiet at blive hørt, og jo flere politikere og medier der går forrest i en stiltiende aftale om at møde Stram Kurs med samme stilhed, som man forventer af Nørrebro, i stedet for at forsøge at slå politisk mønt på situationen eller hælde benzin på bålet, jo mere sikrer man at styre uden om katastrofescenarierne og undgår en Muhammedkrise 2.0. Trold skal tæmmes – ikke fodres.

Nazisme 1

Rolf Bagger
Skovbovej 10
Tornby 9850 Hirtshals

Tak til Martin Krasnik for lederen »Valget« om Rasmus Paludan, demokrati og nazisme. Man kender sine lus på travet, også mens der endnu kun er få af dem.

Nazisme 2

Niels B. Larsen
Triatlonvej 2
9230 Svenstrup

Jeg har altid haft stor sympati og respekt for Martin Krasnik, selv om jeg ikke altid har været enig i hans holdninger.

Den sympati og respekt er totalt bortvejret efter hans uhørte og grundløse karakteristik af hr. Paludan (som jeg ikke kunne drømme om at stemme på).

Befolkningstilvækst

Aske Helweg Krarup
Vært på podcasten Myter om Milliarder

I et ellers udmærket indlæg i Weekendavisen #17 fremfører Christian Kruse desværre også en række uheldige argumenter om, at vi kan begrænse klima­belastningen ved at forbedre uddannelsen og tilbyde gratis p-piller til unge kvinder i ulandene. Dermed gentager artiklen en meget udbredt myte om, at vi kan begrænse klimabelastningen ved at begrænse befolkningstilvæksten. Den opfattelse er desværre lige så almindelig, som den er forkert. Lad mig forklare hvorfor.

FNs fremskrivninger – som har det med at være forrygende præcise – viser, at verdens befolkning vil vokse frem til år 2100, hvor den vil stabilisere sig på 11 milliarder mennesker. Altså fire milliarder flere end i dag. Heraf vil den ene ekstra milliard befinde sig i Asien, mens der skal findes plads til yderligere tre milliarder i Afrika, hvor befolkningstallet vil stige dramatisk fra den nuværende ene milliard til i alt fire milliarder mennesker. Det giver mange problemer, men klima­belastning er ikke et af dem.

I toppen af listen over de lande, der har den højeste befolkningstilvækst, finder vi lande som Niger, Angola og Uganda. Her er tilvæksten i høj grad præget af høje fertilitetsrater, og en kvinde i Niger får i gennemsnit 7,2 børn. Men Niger har stort set ingen klimaudledning. I 2017 udledte landet små 2.500 tons CO2, mens Danmark udledte mere end 33.500. Altså over 13 gange så meget. Og det er vel at mærke på trods af, at der bor over 21 millioner mennesker i Niger og kun 5,5 millioner i Danmark. Der er ingen risiko for, at Niger i nogen overskuelig eller uoverskuelig fremtid vil udlede bare tilnærmelsesvist så meget CO2, som vi gør i Danmark. Hverken per indbygger eller i absolutte tal.

Det skyldes ganske simpelt, at fødsels­rater hænger tæt sammen med økonomisk udvikling – og det samme gør klima­udledning. Jo fattigere et land er, desto højere er fødsels­raterne, og desto lavere er CO2-udledningen. Den fattigste halvdel af verdens befolkning udleder tilsammen kun omkring 10 procent af Jordens samlede drivhus­gasser. Og det er netop disse 50 procent, som der bliver flere af i fremtiden. Selv hvis det var muligt at begrænse Nigers fødsels­rater med gratis p-piller (hviket jeg stærkt betvivler), ville det ikke have nogen nævneværdig indflydelse på klimaet.

Lad os så se på Asien, der som nævnt vil vokse med en milliard mennesker, inden befolkningstallet stabiliserer sig på cirka fem milliarder mennesker i år 2100. Lande som Kina og Indien ligger allerede henholdsvis nummer 1 og 3 på listen over de lande, der udleder mest CO2. Men i Kina får en kvinde i gennemsnit kun 1,61 børn, hvilket er lavere end de 1,71 børn, som danske kvinder i gennemsnit får. I Indien er tallet 2,33 og støt faldende. Der bliver altså ikke flere asiater, fordi de føder mange børn, men fordi de lever længere. Det er altså ikke muligt at begrænse befolkningstilvæksten gennem gratis p-piller af den simple årsag, at morgendagens klimasyndere allerede er født.

Jeg håber, at dette vil sætte en stopper for myten om, at vi kan begrænse klima­belastningen ved at begrænse befolknings­tilvæksten. Og jeg vil opfordre til, at vi holder op med at skyde skylden for klima­krisen på ufødte afrikanske børn. De største klima­syndere per indbygger er ubetinget de vestlige lande, herunder særligt Danmark, og problemet skal løses her og nu af mennesker, der allerede er født.

Kødædere

Signe Bredholt Andersen
gymnasieelev Slesvig, Tyskland

Poul Pilgaard Johnsen (PPJ) gør i sin kommentar »Kødædere« i Weekendavisen #18 opmærksom på, at det er indtaget af kød og de medfølgende næringsstoffer, der evolutionært har resulteret i, at menneskehjernen har vokset sig stor. Han konkluderer, at vegetarer og veganere, der fravælger kød af sundhedsmæssige, etiske eller miljømæssige grunde, dermed er ude på et sidespor.

Jeg er veganer, og hvorvidt det er sundt eller ej, findes der særdeles mange meninger om, ligesom der findes utallige parametre at måle det på.

PPJ forholder sig flere gange i kommentaren unuanceret til emnet. Når han skriver, at »selv de mest forbenede veganere indrømmer, at tilskud af syntetiske vitaminer, som for eksempel B12, er nødvendig, hvis man vil (over)leve uden kød«, så har han ret, men glemmer samtidig at nævne, at landbrugs­dyrene selv får tilsat samme syntetiske vitaminer i deres foder. De bakterier, der producerer B12, er renset væk fra de afgrøder, vi og dyrene spiser. Om vi indtager pillen i ren form eller gennem et dyr, spiller altså ingen rolle.

PPJ henviser senere i kommentaren desuden til en undersøgelse lavet af Concito, der viser, at »klimabelastningen ved en flyrejse til Bangkok svarer til at spise 89 kilo oksekød«. Googler man, hvor meget CO2 der udledes ved henholdsvis produktionen af et kilo oksekød og en flyrejse til Bangkok, drukner man i tal, der alle peger i forskellig retning. PPJ har været selektiv og valgt en undersøgelse, der understøtter hans egen mening om veganere. Jeg tør godt påstå, at ingen af os to har bedre forudsætning for at navigere i de modsatrettede informationer og vælge den mest rigtige end den anden.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at vegetarer og veganere i den offentlige debat så ofte fremstilles som fanatiske, aggressive og irrationelle. PPJ kan lige så vel have ret, som jeg kan, men jeg tror ikke, for nu at formulere mig lidt forsigtigt, at verden ligefrem tager skade af, at flere undlader at støtte kødindustrien.

Når så mange – og især unge, som PPJ selv påpeger – fravælger kød, er det nok også en reaktion på den lavine af dystre prognoser, der dagligt vælter ned over os med trusler om en ødelagt og delvist ubeboelig jord om blot få årtier. Det er os, der lever til den tid, og uanset om vegetarisme og veganisme kan redde verden eller ej, giver det os en mulighed for aktivt at handle frem for passivt at se på.

Ingen kan give os sikker viden om, hvordan vi bedst håndterer krisen, men ingen skal heller bebrejde os for at gøre vores bedste.

Madlavning

Iben Krog Rasmussen
medstifter af Tænketanken Frej og medlem af Madtanken under Madkulturen

I slutningen af 1800-tallet forudså The Times, at London ville være begravet i næsten tre meter heste­lort i 1944. Hesten var det foretrukne transportmiddel, og hver hest leverede 25 kilo hestepærer og en liter urin om dagen til gaderne i London. Det var bekymrende. Forskrivningen blev dog gjort til skamme af bilens indtog, og det er som bekendt ikke hestepærer, der er udfordringen i de europæiske storbyer i dag.

I sidste uges udgave af Weekendavisen kunne vi læse Pernille Stensgaards glimrende artikel »Befriet område« om dansk mad­kultur. Her henvises til fremskrivninger om, at de fleste mennesker ikke vil få brug for køkkenet i 2030, hvis udviklingen fortsætter som nu.

Vi bruger mindre tid på at lave mad, køber mere convenience, takeaway har en global årlig vækstrate på 20 procent, og kun halvdelen af de aleneboende under 35 år laver selv mad. Takeaway-generationen is coming og er på vej til at overtage dansk mad­kultur.

Men det giver ikke mening at fremskrive udviklingen i danskernes madkultur som lineær. Kultur skabes og defineres af mennesker. Vi må som borgere kigge på vores egne madvaner og spørge os selv om, hvilken madkultur vi ønsker at skabe for egen og kommende genration?

Svaret er ikke at romantisere fortiden, kvinden ved kødgryderne eller min 90er-barndom med fiskepinde og grillkylling i foliebakker. Samtidig skal vi undgå at være ligeglade med nutidens tendenser og forskrivninger. Bare fordi vi kan leve af takeaway, betyder det ikke, at det nødvendigvis er det bedste for vores nærvær og sanseoplevelser af måltidet. Bare fordi amerikanerne elsker alt, der er convenience, betyder det ikke, at vi får et mere meningsfuldt liv af, at vi ikke længere tager os tid til at hakke en gulerod.

Tid. Der kom den. De fortravlede danskere. Selvfølgelig er det positivt, at vi har måltidskasser og løsninger, der gør, at nutidens børn ikke behøver at udsættes for samme mængde fiskepinde som jeg. Men statistikken om, at det kun er halvdelen af de aleneboende under 35 år, der laver deres egen mad, vidner om, at udviklingen af madkulturen handler om mere end tid. Det handler om prioritering af tid. Hvis vi ikke vil bruge tid på at lave mad, hvad er det så, vi vil bruge vores tid på? Tøjet, tallerkenen og taburetten er der nogle, der laver for os allerede i dag.

Jeg er under 35 år, laver mad to gange om ugen, og jeg er sikker på to ting om dansk madkultur. Jeg ønsker ikke at blive husket som »generation takeaway«, og jeg ønsker ikke, at tiden, som mindre madlavning kan frigive, skal bruges på flere Twitter-timer.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.