Leder.

Valget

FOLKETINGSVALGET om få uger bliver af mange omtalt som historisk. Det vil vise sig. Historisk er dog allerede det faktum, at et fascistisk parti står på stemmesedlen. Det er ikke sket siden 1939, og det alene er en milepæl. Tiden var en helt anden, men folk, der kan huske dét valg, har muligvis grundet over den slående fysiske lighed mellem Frits Clausen og Rasmus Paludan. Sådan ser danske nazister altså ud.

2019 er ikke 1939, og man vil måske indvende, at de ideologiske forskelle er store. Nazismens bidrag til fascismen er det ideologiske jødehad, men skifter man jøder ud med muslimer, består Paludan til fulde prøven: Muslimer hører pr. definition ikke hjemme i det kristne Danmark, mener Stram Kurs. Erklærer de sig overhovedet som muslimer, skal de deporteres. Børn af blandede par sorteres efter antallet af »rene« bedsteforældre. For de tilbageværende muslimer i Danmark gælder særlige regler for deres færdsel i det offentlige rum. Danmark skal renses for muslimer. Paludan kender tydeligvis Nürnberglovene og den national­socialistiske racelære. Til alle dem, der kalder Paludan for klovn, opvigler, gøgler, provokatør, nar eller andet muntert, må man sige nej: Med sit menneskesyn er Rasmus Paludan nazist.

ER det afsporende at slå ham i hartkorn med støvletrampende nationalsocialister? Ikke for muslimske statsborgere, og det burde det heller ikke være for andre: På stemmesedlen har vi et parti, der vil afmontere grundloven for at dele borgere op efter race, religion og etnicitet. Det rejser et af de mest omdiskuterede spørgsmål for et demokrati: Hvordan skal det håndtere kræfter, der bruger alle demokratiets muligheder for at kunne ødelægge det? Også det har vi erfaring med: Vi møder uhyret i åben kamp. Frits Clausen blev fordømt og bekæmpet af langt de fleste demokratiske kræfter. Selv om han red på den tyske nazisme, fik han kun 30.000 stemmer i 1939. Nazisme og fascisme er aldrig blevet forbudt eller bekæmpet med juridisk eller politisk censur. Tværtimod stilles alle demokratiets principper og institutioner til rådighed.

ALLEREDE ved Anden Verdenskrigs afslutning diskuterede tyskerne, hvordan de efter krigen skulle håndtere nazisterne. Selv om man forstår tilskyndelsen til at forbyde nynazistiske partier og propaganda, kan man konstatere, at det overhovedet ikke har udryddet fænomenet i Tyskland. I Sverige har de forsøgt at udgrænse den yderste højrefløj med politisk censur, hvilket heller ikke har hjulpet, tvært­imod. Man ville naturligvis ønske, at et nazistisk randfænomen ikke skulle sætte sit præg på en dansk valgkamp med væsentlige spørgsmål på dagsordenen. Men når det nu skal være: Vi har her i landet et lille, iltfattigt rum til den radikale højrefløj, men racismen lever et uforpligtende halvliv på sociale medier. Nu vil folketingsvalgets klargørende projektør afsløre fænomenets udbredelse.

I valglokalerne konfronteres vælgerne snart med et nazistisk parti. Indtil da handler meget om, hvordan andre politiske aktører reagerer, og her har straks vist sig flere bekymrende tegn. Mange mener, at Paludan er symptom på en årelang hetz mod muslimer. Her er det igen vigtigt at minde om den højreradikale udbredelse i Tyskland eller Sverige, hvor indvandrerdebatten er anderledes venlig. Og huske på, at det er demokratisk helt legitimt at ville forhindre indvandring eller ønske flygtningekonventionen ændret. Det er også demokratisk forsvarligt at mene, at det multikulturelle samfund skal begrænses. Man kan være dybt uenig, og debatten fører ofte til lovgivning, som ligefrem skader integrationen. Men den afhandles inden for rammerne af demokratiet.

HISTORIEBOGEN om folketingsvalget 2019 vil lægge mærke til, om andre partier bekendte sig til den solide danske erfaring med at bekæmpe nazister som de forbryderiske elementer, de er. Det er derfor afslørende, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i de sene­ste dage ikke har været i stand til at trække nazikortet og lægge klar afstand til Paludan. Ét er, at de håber at fiske i samme sump som et nazistisk parti. Værre er det, at det demokratiske funda­ment i deres eget hus er så vaklende. Også det må resten af Folketinget reagere på. God valgkamp til alle: Valget er demokratiets fest. Man kan aldrig helt vide, hvad der kommer til at ske. Larm og højrøstet tale er velkommen. Hvordan det ellers udarter sig, handler i sidste ende om, hvordan man behandler de ubudne gæster.

 

Hør også denne uges udgave af »En time med Weekendavisen: Krasnik trækker nazikortet«

Læs også artiklen »Stram Kurs på slap line«: Hvor passer Rasmus Paludan egentlig ind på den yderste danske højrefløj anno 2019?

Læs også Frederik Stjernfelts kommentar om, at Rasmus Paludan er et symptom på kampen »Mellem demokrati og sociale medier«