Da jeg læste Infinite Jest første gang, blev jeg afbrudt i min læsning af en amerikansk backpacker, som ville vise mig sin tatovering – på sin ene overarm havde han en linje fra første kapitel: »So yo then man what’s your story?« Jeg bad ham forsvinde og tænkte, at det var en klassisk amerikansk-bizar ting at gøre. Jeg havde en vag idé om, at David Foster Wallace, forfatteren til Infinite Jest, repræsenterede noget særligt klogt, sjovt og smertefuldt, der i særdeleshed tiltrak en bestemt type ung mand, men den dag på en strand i Tel Aviv kunne jeg ikke se, hvad han så tydeligt så i den bog, der i år fylder 25.

Da jeg var færdig med Infinite Jest, syntes jeg ikke længere, det var så bizart at vise sin tatovering frem. Jeg forelskede mig i dette værk, som man så ofte forelsker sig: gradvist, siden voldsomt og tilsyneladende uigenkaldeligt.