Satellit. Kan USA og Vesten regne med Indien? Eller står premierminister Modi bag Putin, når det virkelig gælder?
Modis dobbeltspil
Få timer efter præsident Putins invasion af Ukraine udtalte Rajkumar Ranjan Singh, Indiens viceudenrigsminister, at landet forholder sig »neutralt« til krigen.
I FNs Sikkerhedsråd afstod Indien i lighed med Kina fra at fordømme Ruslands invasion. Og på Twitter roste den russiske ambassade New Delhi for »den uafhængige og afbalancerede position«.
Siden spændingerne i Ukraine blussede op i januar, har Indien undveget at bekende kulør.
På den ene side har Indien brug for USA som solidt bolværk i konfrontationen med kineserne. Det har betydet, at Indien de senere år har tilnærmet sig USA på grund af den fælles interesse i at holde Kina stangen.

På den anden side har Indien brug for Rusland, som Indien historisk har arbejdet tæt sammen med. En god del af Indiens våben bliver importeret fra Rusland, inklusive forsvarsmissiler, som kan afvæbne mulige angreb fra Kina.
Med andre ord placerer krigen i Ukraine premierminister Modi i et diplomatisk dilemma. Han har flirtet med både øst og vest og er nu i klemme mellem sine to sikkerhedsallierede: Putin og Biden.
Det store spørgsmål er derfor, om USA kan formå Indien til at vælge side til fordel for Vesten. furu
Del: