Hvidvaskning af naturhistorien

Statuer af store hvide mænd med kolonialistisk fortid står for fald. Senest er en monumental Theodore Roosevelt-statue blevet fjernet af myndighederne i New York City. Det skete en sen nattetime i januar måned. Statuen stod foran det endnu mere monumentale American Museum of Natural History beliggende ved Central Park. Statuen forestillede Roosevelt – USAs præsident fra 1901-1909 og i 1906 modtager af Nobels fredspris – til hest med henholdsvis en indfødt og en afrikansk amerikaner gående ved hestens side. De var begge portrætteret med nøgen overkrop og et resigneret blik i øjnene, mens Roosevelt så stålfast frem for sig med pistoler ved hoften.

Det var museet selv, der havde bedt om at få statuen fjernet. Beslutningen kan ikke have været nem. Theodore Roosevelts far var med til at oprette museet i 1869, og fundatsen blev underskrevet i familiens stue. På det tidspunkt havde sønnen allerede som otteårig oprettet sit eget naturhistoriske museum bestående af 12 indsamlede genstande omhyggeligt opstillet på rad og række. Theodore Roosevelt Jr. var en passioneret naturforsker gennem livet og støttede museet på mange måder. Derfor accepterede museet med stor selvfølgelighed, at Roosevelt Memorial Association i 1930 betalte for statuen af Roosevelt. Området, hvor museet ligger, hedder Theodore Roosevelt Park, og der er stadig permanente udstillinger på museet dedikeret til Roosevelt og hans naturhistoriske arbejde.

Indtil videre har sagen mest handlet om statuen placeret uden for museet, men museets indhold bliver også mødt med postkolonial kritik. Historikeren Julia E. Rodriguez fra University of New Hampshire påpeger, at naturhistoriske museer er fodslæbende, når det gælder anerkendelse af samlingernes og udstillingernes indbyggede kolonialisme og racisme. For eksempel har American Museum of Natural History mange permanente udstillinger dedikeret til indfødte amerikanske folk, oprindelige folk fra Stillehavsøerne, Central- og Sydamerika samt Afrika. Der er ingen hvide mennesker udstillet, måske fordi hovedparten af de ansatte og besøgende selv er hvide og ikke ser sig selv som museumsobjekter. Rodriguez understreger, at museets udstillinger af oprindelige folk er med til at naturalisere og dermed forstærke forestillingen om en grundlæggende forskel mellem euroamerikanere og resten af verden, der understøttede den koloniale udbytning og undertrykkelse.

Umiddelbart har naturhistorie måske ikke meget med kolonialisme at gøre. Dyr, planter og mineraler fordømmer ingen. Men på trods af den overfladiske uskyld er naturhistorien, som man oplever den på naturhistoriske museer, dybt forankret i kolonihistorien. Det bliver klart, når man betragter naturgenstandenes indsamlingshistorie. Naturhistoriske museer er skabt af det europæiske oplysningsprojekt, der ikke bare gik ud på at forstå verden i al dens mangfoldighed, men også at tilrane sig mere magt i verden, blandt andet gennem naturforskning og indsamling af værdifulde planter. Naturhistoriske museer blev oprettet som hyldest til den globalt orienterede naturforskning og til gavn for de imperier, der gjorde forskningen mulig.

På det store naturhistoriske museum i London foregår også en postkolonial selvransagelse. Som så mange andre bevægelser begyndte det med et tweet – her fra Danny Birchall, leder af Wellcome Collections digitale samlinger, der i 2016 skrev på Twitter, at naturhistoriske museer er langt mere racistiske, end man skulle tro. Kommentaren vakte genklang hos museumsinspektør Miranda Lowe ved Natural History Museum i London. I tidsskriftet Journal of Natural Science Collections skrev Lowe, at naturhistoriske museer er med til at fremme strukturel racisme i samfundet, fordi de undlader at fortælle om samlingernes oprindelse i en tid, hvor naturvidenskab, racisme og kolonialisme var tæt forbundet. Det er hvidvaskning af naturhistorien, konkluderede hun. Museet har nu iværksat en undersøgelse af udstillinger og statuer, der muligvis bidrager til en sådan hvidvaskning.