Da tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen trådte ud af gaten i Københavns Lufthavn 8. december klokken lidt i ti om formiddagen, var det med udsigten til en god uge. Findsen, der havde været på rejse til Skopje i Nordmakedonien, kunne se frem til, at han den efterfølgende mandag pure skulle frifindes for beskyldninger om, at FE under hans ledelse havde gjort sig skyldig i en række alvorlige overtrædelser af gældende regler. Beskyldninger, der havde ført til, at han og fire andre med tilknytning til FE havde været fritaget for tjeneste i over et år.
Om den tidligere FE-chef allerede på det tidspunkt kendte resultatet af den undersøgelse, som en kommission bestående af tre landsdommere havde brugt et år på, er uvist. Men det ville være gængs praksis, at han ligesom sagens øvrige parter var blevet forhåndsorienteret om undersøgelsens konklusioner.
De lyse udsigter skulle imidlertid hurtigt fordufte, for det var ikke nogen almindelig modtagelseskomite, der ventede i lufthavnen. Det gjorde derimod betjente fra en særlig efterforskningsenhed i politiet, der kunne meddele, at Findsen var anholdt og sigtet for at have videregivet fortrolige oplysninger fra sit virke som efterretningschef. Oplysninger, hvis offentliggørelse kunne skade Danmarks sikkerhed og forholdet til fremmede magter. Det er paragraf 109 i straffeloven, og overtrædelse af den kan i yderste fald give 12 års fængsel.
Efterfølgende blev Findsens private hjem ransaget af en politistyrke på en halv snes mand, og dagen efter afgjorde en dommer i Københavns Byret, at den tidligere efterretningschef ligesom en anden af i alt fire sigtede i sagen skulle varetægtsfængsles.
Beslutningen om fængsling skete bag såkaldt dobbeltlukkede døre, hvorfor sagens egentlige substans henligger i mørke for den undrende offentlighed. Ej heller var det muligt at få at vide, hvordan Findsen forholder sig til den alvorlige sigtelse. I hvert fald indtil mandag i denne uge, hvor byretten skulle tage stilling til en forlængelse af varetægtsfængslingen. Igen ønskede anklagemyndigheden lukkede døre af hensyn til landets sikkerhed og forholdet til fremmede magter. End ikke sigtelsen måtte læses op i et åbent retsmøde. Det fik Lars Findsen, der inden da selv havde bedt om at få navneforbuddet i sagen ophævet, til at vende sig mod de fremmødte journalister og sige:
»Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I godt citere mig for.«
Herefter indledte Københavns Byret et næsten otte timer langt retsmøde, der endte med kendelse om, at Lars Findsen skal blive siddende i Hillerød Arrest foreløbig til 4. februar.
Indiskret håndtering
Anholdelsen og fængslingen er kulminationen på en langvarig og meget omfattende politiindsats, hvor der har været anvendt både telefonaflytning og anden overvågning. Politiet har blandt andet interesseret sig for Findsens relation til en række journalister, der har beskæftiget sig med baggrunden for den oprindelige hjemsendelse og to andre sager om efterretningstjenesten. Derudover er også familiemedlemmer og andre af Findsens private relationer blevet bedt om at afgive forklaring til politiet.
Ifølge tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen er den massive efterforskning muligvis baggrunden for, at man har valgt at sigte Findsen efter den meget sjældent anvendte paragraf 109 om at røbe statens hemmeligheder og ikke den mildere paragraf om brud på tavshedspligten, der er anvendt i tidligere sager.
»Der er desværre en tendens til at skyde gråspurve med kanoner, når det handler om efterretningstjenesten. Det er der også noget, der tyder på, man har gjort i denne sag. En af grundene til, at man har valgt at bruge paragraf 109, kan være, at man aldrig havde fået kendelser til aflytning og overvågning, hvis man havde valgt en mildere paragraf,« siger Bonnichsen.
Han understreger, at han selvsagt ikke kan afgøre, om Findsen har gjort sig skyldig i noget ulovligt, men han er stærkt kritisk over for håndteringen af sagen, der ifølge ham har anrettet alvorlig skade på efterretningstjenestens internationale relationer.
»Jeg mener, man helt kan udelukke, at en sag som denne ikke er godkendt i regeringens sikkerhedsudvalg, og dermed bærer regeringstoppen også et ansvar for, at en sag, der fra begyndelsen burde have været løst yderst diskret, er endt, hvor den er nu. Vi står med en svækket efterretningstjeneste på det værst tænkelige tidspunkt. Nemlig hvor vi har en spændt sikkerhedspolitisk situation i forholdet til Rusland,« siger Hans Jørgen Bonnichsen, der mener, at sagen har været fejlhåndteret helt fra begyndelsen med hjemsendelserne i efteråret 2020. Og igen peger pilen på regeringstoppen, siger han.
Forgæves arbejde på de indre linjer
Hjemsendelserne skete i kølvandet på en meget opsigtsvækkende pressemeddelelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne fra august 2020. Heraf fremgik det, at tilsynet på baggrund af oplysninger fra en såkaldt whistleblower havde mistanke om, at FE i strid med lovgivningen muligvis havde overvåget danske statsborgere, havde givet tilsynet urigtige oplysninger og havde spioneret mod en ansat i tilsynet.
Udkastet til pressemeddelelsen blev sammen med fire ringbind med baggrundsmateriale overdraget til forsvarsminister Trine Bramsen. Allerede samme dag traf hun efter et møde med sin konstituerede departementschef, Pernille Reuter Eriksen, statsminister Mette Frederiksen og dennes departementschef, Barbara Bertelsen, beslutning om, at Lars Findsen og andre medarbejdere i FE skulle hjemsendes.
Som nævnt blev samtlige beskyldninger i december sidste år afvist, efter at en kommission bestående af tre landsdommere i et år har gennemgået materialet. Hvad de tre landsdommere efter alt at dømme ikke har vidst, er, at hovedpersonen i sagen sideløbende med kommissionsundersøgelsen har været genstand for en omfattende politiefterforskning med telefonaflytning og overvågning. En efterforskning, der ifølge Hans Jørgen Bonnichsen med til vished grænsende sandsynlighed er godkendt af den samme regeringstop, der i sin tid nedsatte kommissionen.
De få oplysninger, der er sluppet ud, tyder på, at politiefterforskningen har stået på i hele den periode, hvor kommissionen har arbejdet. Angiveligt begyndte den, fordi artikler her i Weekendavisen, hos DR og i Berlingske afdækkede, at tilsynets kritik, der førte til hjemsendelserne, handlede om en omfattende aflytning af datakabler, som FE i et par årtier havde foretaget sammen med den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA. Samarbejdet var i forvejen kendt fra artikler, som blandt andet Dagbladet Information havde bragt i 2014 på baggrund af dokumenter fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden.
Men den massive offentlighed omkring sagen blev altså anset for så skadelig, at politiet begyndte en overvågning af Lars Findsen som mistænkt kilde.
Kritikere mente dog, at ansvaret for lækagen lå et helt andet sted. Nemlig hos regeringstoppen og især forsvarsminister Trine Bramsen, som man mente burde have løst sagen med tilsynets kritik så diskret, at alle projektører ikke var blevet rettet mod det, der skulle være forblevet usynligt.
Den hårdeste offentlige kritik stod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for, da han her i avisen kaldte Trine Bramsens håndtering for landsskadelig.
Men Hjort Frederiksen var dog ikke den eneste bekymrede. I noget større diskretion arbejdede eksempelvis de to tidligere statsministre Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen samt flere tidligere departementschefer på de indre linjer for at overbevise regeringstoppen om, at sagen burde under låg. Det lykkedes tydeligvis ikke.
I stedet har man med fængslingen af Lars Findsen endnu en gang formået at rette, ikke blot den danske, men også den internationale offentligheds skarpe søgelys på det, der skulle være de bedst bevarede hemmeligheder.
