I felten. Ny forskning bekræfter, at der er bestemte tal, som dommere foretrækker, når de skal udmåle længden af en straf.

Dommerens yndlingstal

Når en person er kendt skyldig i en forbrydelse, forestår opgaven at finde en passende straf. Det kan være en kompliceret sag. Der er mange forskellige forhold, der skal tages i betragtning, og som skal opvejes mod hinanden, når en domstol udmåler en straf. Da disse forhold varierer fra forbrydelse til forbrydelse, kunne man tro, at der også ville være en stor variation i de straffe, der gives. For eksempel virker det oplagt at forvente, at der vil være stor spredning på længden af fængselsstraffe. Noget tyder imidlertid på, at det ikke er tilfældet.

Allerede i 1895 gjorde den engelske polyhistor Francis Galton følgende bemærkelsesværdige observation:

»De fængselsstraffe som typisk udmåles falder i rytmiske serier. Hvis vi begynder med straffe, som udmåles i måneder, så ser vi, at de hyppigst forekommende er tre, seks, ni, 12, 15 og 18 måneder, som altså er adskilt fra hinanden med et ensformigt interval på tre måneder ... et rundt tal, der måske melder sig for dommeren på grund af dets simpelhed.«

Siden har flere forskere undersøgt, om der er hold i Galtons oprindelige konstatering. For 20 år siden gennemførte amerikanske kriminologer således et studie af små 10.000 straffe, der var udmålt i staten Michigan. Konklusionen var, at »et lille antal straffe dominerer: 12, 18, 20, 30, 36, 48, 60, 72, 84, 96 og 120 måneder. Disse ti straffe udgør 78 procent af alle de straffe, der er udmålt«.

Nu gjaldt dette studie altså kun en enkelt delstat i USA, men kan man tænke sig, at der også andre steder er tilsvarende talmæssige mønstre i de straffe, dommere udmåler?

Spørgsmålet er blevet rejst i et nyt studie, som netop er publiceret i tidsskriftet Journal of Empirical Legal Studies. Det er udført af psykologer fra en række forskellige universiteter og er det hidtil mest omfattende af sin art. Forskerne har nemlig undersøgt alle de straffe, der på et enkelt år blev givet i England og Wales, samt i den australske delstat New South Wales. De har kigget både på længden af fængselsstraffe, længden af perioder med samfundstjeneste og størrelsen af bøder. Tilsammen indgik flere hundrede tusinde straffe i datasættet.

Da forskerne analyserede straffene i England og Wales, viste der sig nogle klare mønstre. For de kortere fængselsstraffe gjaldt, at de typisk var delelige med syv dage (altså at de blev udmålt i uger). En undtagelse var dog en 30 dages straf, som forekom ofte. Herefter fulgte straffene for de mere alvorlige forbrydelser, som typisk var delelige med 30 dage, indtil man nåede op til de mest alvorlige forbrydelser, som blev udmålt i halve eller hele år. Samme mønster viste sig ved tildeling af samfundstjeneste, som blev udmålt i timer. Tilsvarende faldt også bøde i nogle klare mønstre. For mindre bøder gjaldt, at de var delelige med ti pund, og for større, at der var tale om beløb, som kunne deles med 50 pund.

Det samme billede viste sig i New South Wales. De mindre hårde fængselsstraffe var typisk delelige med 30 dage, mens de mere alvorlige, med få undtagelser, alle var dele­lige med seks måneder. Samfundstjeneste blev typisk tildelt i perioder, der var delelige med 20 timer. Bøder blev tildelt i beløb, der for de mindre bøders vedkommende var delelige med 50 dollars, mens de større alle var delelige med 100 dollars.

Tilsammen viste studiet, at selvom både varigheden af fængselsstraffe og samfundstjeneste samt størrelsen af bøder alle er målelige på rent kontinuerte skalaer, og dommerne i princippet var frie til at vælge de helt præcise straffe, de fandt passende, så stod et ganske lille arsenal af »fælles straffedoser« for mere end 90 procent af alle de straffe, der blev givet.

Men hvordan kan det så være? Hvorfor er der ikke en langt højere grad af variation i straffene? Ifølge forskerne er det svært at se, at der ligger en snæver retlig begrundelse bag de relativt få straffedoser, som udmåles igen og igen. Tværtimod finder de det mere oplagt, at der er psykologiske mekanismer på spil. Når der er mange faktorer, der skal opvejes mod hinanden, som ikke er let målelige eller sammenlignelige, er det ifølge forskerne velkendt, at sindet tyr til mere intuitive tommelfingerregler, som kan »lette den mentale aritmetik«. Studier har i øvrigt også vist, at hvis man beder folk udpege tal mellem et og 100, så forekommer nogle tal langt hyppigere end andre, blandt andet tal, der er delelige med ti – netop som det var tilfældet i udmålingen af bødestørrelserne.

Men hvis den forklaring er korrekt, gør det så noget? Som forskerne påpeger, har de ikke foretaget analyser af alle de forbrydelser, der blev begået i England/Wales og New South Wales i den relevante periode. Men som de siger, er det »højest usandsynligt, at hundredvis af sager skulle være nøjagtigt ens med hensyn til de ’juridisk’ relevante straffefaktorer«. Tværtimod skulle de forskelle, der er mellem individueller sager, netop gøre det oplagt at tro, at straffene ville være langt bredere fordelt.

Bekymringen er derfor, at psykologiske mekanismer bevirker, at der reelt er mange kriminelle, der enten bliver straffet for lidt eller for meget, set i forhold til, hvis det alene havde været relevante straffefaktorer, der var reflekteret i udmålingen af straffene. Om den bekymring er velbegrundet, er dog ikke helt let at afklare. Det afhænger nemlig i sidste ende af et spørgsmål, som i dag bliver diskuteret inden for den straffe­etiske forskning, nemlig hvor præcist overordnede strafferationaler – altså begrundelser for straffens formål – formår at guide dommere i deres daglige arbejde i individuelle straffesager. Som udgangspunkt er en vis bekymring dog forståelig.

Criminal Sentencing by Preferred Numbers. Journal of Empirical Legal Studies, februar 2020.

Blå bog

Jesper Ryberg er professor i etik og retsfilosofi ved Roskilde Universitet.

 

Lyt også til videnskaben. Hør 24 spørgsmål til professoren med Lone Frank.