Aktivering. Coronakrisen har skabt to grupper ledige: de uheldige og de selvforskyldte.

De værdigt arbejdsløse

Med coronakrisen synes fællesskabsfølelsen og solidaritetens sprog genfødt. Der sættes »menneskeliv over økonomi«, og der synges fællessang hver fredag »sammen hver for sig«. Det samme kan siges om håndteringen af de økonomiske konsekvenser af pandemien. Vi »holder hånden under virksomheder og arbejdspladser« med »hjælpepakker«, og krav om kompensation tages meget alvorligt.

Beskæftigelsesministeren retfærdiggjorde blandt andet tiltagene med, at arbejdstagerne var »helt og aldeles uden skyld i det«. Deres eventuelle arbejdsløshed skyldtes ikke, at de var dovne, men at »en eller anden et sted i verden har spist en rådden flagermus«. Samme sprog har smittet af på landets jobcentre, hvor nedlukningen førte til en suspendering af den aktive beskæftigelsesindsats, inklusive rådighedskrav og aktivering, og dagpengeperioden blev sat på standby.

Coronasproget er et radikalt brud med den tænkning, der har gennemsyret reformer af beskæftigelsessystemet de sidste 30 år med målet om at gøre systemet og den arbejdsløse mere »aktive«. I aktiv-tænkningen er arbejdsløshed ikke et efterspørgselsproblem, som en krise, men et udbudsproblem. Det er med andre ord i varen, altså arbejdskraften, og ikke i køberne, altså arbejdsgivere og forbrug, at årsagerne til ledighed findes: Arbejdskraften vil ikke sættes til salg (dovenskab), kan ikke sætte sig til salg (manglende opdragelse), vil ikke flytte sig derhen, hvor køberne er (immobil), er for dyr (manglende incitament), kræver investeringer for at blive salgbar (manglende kompetencer) eller skal markedsføres mere (for lidt eller snæver søgning) og så videre. Årsagerne findes i den enkelte lediges adfærd med øget ansvarliggørelse af den ledige til følge og en formynderisk tilgang, hvor den ledige har »pligter« og overvåges, og uønsket adfærd straffes med økonomiske sanktioner. En ansvarliggørelse, der ofte sætter sine spor psykologisk i form af selvbebrejdelse og øget tvivl på sig selv.

Corona har vendt denne opfattelse på hovedet, samtidig med at ledigheden og især langtidsledigheden har været stigende. Gennem interviews med 45 dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere har vi undersøgt, hvad det har gjort ved oplevelsen af at være ledig.

Det første, der kendetegner langt de fleste, vi har talt med, er en oplevelse af større accept af at være ledig. Flere ledige giver udtryk for, at det er blevet mere socialt accepteret at være arbejdsløs, og at de i mindre grad oplever, at bekendte sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de er ledige, og om de nu også gør nok.

En relativt stor gruppe af de ledige, vi har talt med, oplevede en mere meningsfuld jobsøgning under nedlukningen i foråret 2020, hvor kravet om to ansøgninger pr. uge samt møder i jobcentret blev suspenderet. At disse ledige nu helt selv kunne strukturere deres jobsøgning, oplevede et flertal af dem som frisættende og motiverende. En anden ledig italesætter, at suspenderingen af »Saurons Øje«, der holder øje med, om man gør det godt nok, giver plads til at mærke, at man som ledig søger job udelukkende for sin egen skyld, og det gør således jobsøgningen mere lystbetonet. Det er her vigtigt at pointere, at mens nogle af de ledige i starten af nedlukningen holdt en pause fra jobsøgning, for eksempel for at hjemmeundervise børn, har flertallet af dem, vi har snakket med, fortsat søgt jobs under nedlukningen. Ikke fordi de skulle, men fordi de gerne vil have et job. Coronakrisen har altså muliggjort en anden form for ansvarliggørelse.

Den har desuden givet anledning til nye kategorier. De ledige, som blev arbejdsløse før krisen, sætter sig selv i opposition til de »coronaledige«, som er blevet arbejdsløse under krisen. Det gør dem ifølge nogle af de »gamle« ledige til mere attraktive jobkandidater, og de spekulerer i, at arbejdsgiverne vælger de coronaledige først, både fordi de har været ledige i kortere tid, og fordi de måske associeres med at være blevet ledige af en ekstern og dermed mere legitim grund. En kvinde fortæller om at føle sig skubbet »længere tilbage i køen« til jobbet på grund af »en masse andre nyledige, som formentlig vil blive valgt først frem for mig«.

At arbejdsgiverne vælger de ledige, der har været væk fra arbejdsmarkedet i kortest tid, understreges af nye tal, der viser, at imens det samlede ledighedstal siden maj er faldet med 32.200 fuldtidspersoner, er antallet af langtidsledige i samme periode vokset med 5.200 fuldtidspersoner. Vores interviewpersoner rejser også spørgsmålet om, hvorvidt de coronaledige får en anden behandling i systemet og prioriteres først af jobcentret.

Vores undersøgelse viser således, at en mulig utilsigtet effekt af krisen er, at vi igen inddeler de ledige i to grupper: de værdige og uheldige corona-ledige og de uværdige før-corona-ledige, hvis situation må skyldes dem selv. De første med ret til kompensation og uforbeholden støtte og hjælp, de sidste med behov for øgede pligter og aktivering. Vores undersøgelse viser dog også, at denne skelnen er langt fra den levede ledighed.

Alle de interviewede har på den ene eller den anden måde været uheldige og ville alle ønske, de var i arbejde. De er ramt af de mekanismer, der tilskriver, at jo længere tid væk fra arbejdsmarkedet, jo lavere chance for at komme i arbejde. Noget af det kan selvfølgelig forklares med, at kompetencer mister værdi, og at netværket og selvtilliden bliver mindre. Lige så vigtigt er det dog, at langtidsledighed er blevet en selvindlysende grund til at lægge en ansøgning nederst i bunken, på samme måde som vi ved, at alder, etnicitet og køn bruges som uformelle frasorteringskriterier.

Når coronakrisen har været katalysator for en større forståelse for ledighed, kan man kun håbe, at den sætter varige spor i beskæftigelsessystemet og dets tilgang til alle ledige. På den måde kan erfaringerne fra krisen bruges i debatten om, hvordan man bedst understøtter de ledige til at mestre deres situation, og samtidig få blik for de problematiske aktiveringsregler, der ikke just virker fremmende for jobsøgningen.

Blå bog

Helene Jepsen, Magnus Paulsen Hansen, og Sabina Pultz, er henholdsvis videnskabelig assistent, lektor og adjunkt ved Roskilde Universitet.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Læs også denne uges læserbreve i Weekendavisen