Sanddru hedning, tyrk og jøde/ dem har Gud i grunden kær/ hader fremfor alt de søde/ som på skrømt ham træder nær.«
Selvretfærdighed og hykleri har altid hørt menneskelivet til. Kan vi smøre anstændighed og gode viljer ud over os selv som skinnende lak til dække for ambition og magtbegær, så gør vi det gerne. Det er der ikke noget nyt i, og det havde salig Grundtvig et sikkert blik for, som det læses ovenfor.
På Grundtvigs tid havde man de gudelige vækkelser. Blandt dem fandt man »de vakte«. Det var dem, der havde rejst sig for Herrens sag. De havde set lige ind i Guds mening med dem selv og verden. De følte sig med andre ord dejligt stensikre på, at de havde ret.
Således kan man mene, at der er andet end det rent sproglige, der forbinder datidens aktivister med de nutidige brødre og søstre, der kalder sig »woke«. Engelske låneord var man ikke til fals for dengang, men den (selv) retfærdige harme og viljen til at omskabe verden efter sit helt eget hoved i en ruf er en påfaldende fællesmængde.
Og heldigvis er det aldrig for sent at blive klogere. Da Dagbladet Politiken endnu var teenager og organ »for den højeste oplysning«, så bladet sig selv i skarp opposition til de vakte. De hellige fik gentagne tæsk i spalterne, blandt andet i Henrik Cavlings berømte og berygtede reportage fra forliset i Harboøre.
Men i dag er Politiken blevet woke. Den høje moralske hest har fået standplads på redaktionen, og herfra fældes der lystigt dom efter de mest moderne standarder over høj og lav, i nutid, fortid og al fremtid. Om man er en statue, tv-vært, jubilæumskomponist, børnebogsforfatter, ABBA-sang, filmproducent eller satiretegning, så gælder det samme. Kan nogen finde en krænkelse, så er der nok en krænkelse, synes ræsonnementet at lyde, og på den måde forsyner verdenshistorien avisen med stof til mange år frem. Der er meget at revidere, og hvad med Lucky Luke? Bladets bestræbelser på at skabe en bedre verden bakkes helt op af koncernens øverste ledelse, må man forstå. De siger gerne alt det rigtige, og sidste sommer lukkede direktør Stig Ørskov endda bladhusets ellers hermetisk lukkede døre op for en demonstration, der krævede mere mangfoldighed af alle slags på redaktionerne. »Vores ringe diversitet er en ren tilståelsessag,« skrev den vakte topchef med passende skam på Twitter.
Normalt har man bare kunnet bebrejde Ekstra Bladet det meste, men det gik galt for nylig, da det efter de obligatoriske undersøgelser viste sig, at Politiken havde væsentligt flere sager om seksuel chikane end den sjofle lillebror. Den gjorde av. Og helt galt blev det, da det drevne radikale byrådsmedlem David Munis Zepernick fra Frederiksberg igen pustede liv i den gamle traver om husets lukrative prostitutionsannoncer.
I stedet for bare nok engang at hoppe på hovedet af den allerede skævvredne Poul Madsen rettede Zepernick lyskeglen mod de noble (og derfor også meget forfængelige) mænd i toppen, først og fremmest bestyrelsesformand Lars Munch. Han er for eksempel også formand for SOS Børnebyerne i Danmark, og Zepernick skrev blandt andet til dem for at høre, om de kunne få tingene til at gå op, sådan moralsk og intellektuelt? Så blev de sure inde på JP/Politiken, og nu har de sendt nogle meget dyre advokater efter Zepernick.
Vi andre har nemlig at forstå, at der er »vandtætte skotter« mellem husets ledelse og redaktionerne. Munch og Ørskov har absolut ingen indflydelse på det trykte ord, uanset hvad. Derfor henviser de til EBs til enhver tid siddende chefredaktør, som de med automatik har gjort det i årtier.
Problemet er bare, at det argument faldt sammen som en soufflé, da Flemming Rose i 2016 i en bog afslørede skåltalerne og berettede om, hvordan både Jørgen Ejbøl og Lars Munch i detaljer havde blandet sig i, hvad han og JP måtte skrive og deltage i. Daværende formand Ejbøl havde endog egenhændigt formuleret en »håndfæstning«.
Så syndefaldet for »skotterne« er for længst en kendsgerning, og forlydender har da også længe villet vide, at chefredaktør Poul Madsen har foreslået bestyrelsen, at man droppede de annoncer. Men det var man angiveligt ikke interesseret i. Og uanset om det er sandt eller ej, så udgiver JP/Politiken søreme også de digitale guides til sex kaldet Escortguide.dk og Massageguide.dk. Hvis de også skal tilskrives EBs uvornhed, så er vi vist pænt ude i formalia.
Så mens man duknakket folder hænderne og fromt taler om diversitet, og mens man jagter krænkere af alle størrelser i historiebøgerne og den fascinerende kreative klasse, så formidler man stadig velvilligt kontakten til en bortløben nigeriansk kvinde, der lader sig gennembanke for en plovmand.
Det tjener huset et hemmeligt tocifret millionbeløb på årligt. Som ryger ned til de cirka tre milliarder, der allerede ligger på kistebunden.
Man bør bide mærke i ordet »skrømt« hos Grundtvig.
Den høje moralske hest har fået standplads på redaktionen, og herfra fældes der lystigt dom efter de mest moderne standarder.
Læs også, hvordan de progressives oprør har spredt sig i redaktionslokalerne på New York Times.
