Snyd i gymnasiet er ingen nyhed. Der har altid været snydere, som ikke bare springer over, hvor gærdet er lavest, men også går over stregen. I gamle dage, da skuespilleren Gotha Andersen var frontfigur i den legendariske tv-serie Flid, fedt og snyd, var snyderiet til at tage og føle på. Afskrift af opgaver var klokkeklart snyd. Det vidste enhver. Også snyderen selv vidste, at han/hun snød – og snyderen havde vel oftest en passende dårlig samvittighed.
Det er mit indtryk, som gymnasielærer i tysk, fransk og mediefag, at snyderiet tager til i takt med den teknologiske udvikling. Det er samtidig min oplevelse, at mange elever i dag i mindre grad har dårlig samvittighed, når de snyder. Eller rettere: De er knap nok bevidste om, at de snyder, når de gør det. Når grænsen mellem menneske og maskine udviskes, daler respekten for og værdsættelsen af egen indsats.
Lad mig anskueliggøre mine påstande med et par eksempler fra sprogundervisningen. En 1. g-klasse skulle holde oplæg om en seværdighed i Berlin. Bagefter skulle de aflevere deres talepapir som skriftlig afleveringsopgave. En dreng, som jeg bad om at holde sig klar til at holde sit mundtlige oplæg virtuelt via Teams, meldte sig på linjen. Han ville gerne have sit oplæg udsat en anelse på grund af et mindre uheld, som han smågrinende sagde. Da han skulle oversætte sit oplæg via Google Translate, forklarede han, var han kommet til at vælge hollandsk. Han havde måske forvekslet dutch og deutsch. Det er jo også næsten det samme. Viste drengen tegn på, at han var bevidst om, at hans arbejdsmetode ikke var helt fin i kanten? Ikke det fjerneste.
Eksempel nummer to fra samme opgave: En pige afleverede et fejlfrit manuskript på tysk som opfølgning på en meget mangelfuld mundtlig præstation. Jeg spurgte hende, om hun mon havde haft adgang til særlige hjælpemidler. Ja, det havde hun da, for hun var jo ordblind. Hendes tonefald antydede, at det var hendes soleklare ret at kompensere for sin læse- og skriveudfordring med et stykke relevant værktøj: Google Translate.
Men mine to eksempler kan vel ikke være normalbilledet? Nej, ikke helt. Men der er skam også velbegavede elever, som ikke synes at have skyggen af skyldbevidsthed, når de benytter metoder, som i gamle dage ville være soleklart snyd. En intelligent dreng, hvis tidligere skriftlige niveau var særdeles mangelfuldt, skrev pludselig en formfuldendt opgave uden grammatiske fejl. I min individuelle tilbagemelding på Teams læste jeg demonstrativt de første linjer op for drengen selv i den tro, at han ville erkende, at der var noget, der ikke helt stemte. At han måske endda ville angre og tilstå. Men drengen var behersket og i fuld selvkontrol.
Han var faktisk helt cool. Han havde jo også dokumentationen i orden. Jeg kunne selv se hans danske forlæg, som han efterfølgende havde oversat til tysk. Hvordan det præcist var foregået, stod dog hen i det uvisse. Jeg var ikke selv spor cool. Jeg blev efterhånden så ophidset over, at jeg ikke formåede at forklare drengen det forkerte i hans fremgangsmåde, at jeg efterfølgende fik den tanke, at han måske ville klage over mig til en mellemleder.
Jeg er ret sikker på, at mine eksempler på snyd uden skyldbevidsthed fra gymnasiets sprogundervisning kan oversættes til andre fag og andre skoleformer. Systemet er så gennemsyret af snyd uden snydere, at man kan blive helt rørt, når en elev – mod alle odds – selv tilegner sig stoffet. Ikke gennem fedt og snyd. Men ved god gammeldags flid.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også Weekendavisens andre debatindlæg fra denne uge
