INGEN havde regnet med, at det ville blive ved. Ingen havde troet, at der ville gå to lange år med corona. At vi igen skulle holde jul og nytår under nedlukning. Med aflyste julefrokoster, sammenkomster og nytårsfester. Familier og venner, der har siddet hver for sig i isolation. I så måske, at jeg i juledagene lagde fotografier af juletræ, røde blomster og hjemmelavede æbleskiver op på sociale medier. Her prøver jeg at holde en balance mellem det formanende og det optimistiske. Men lad mig sige det, som det er: Julen og nytåret 2021 er ikke glædelig. Den er heller ikke god. I min nytårstale sidste år sagde jeg: »Det nye år kan kun blive bedre end det gamle.« Jeg tog grueligt fejl. Ja, nu vil jeg prøve at sige det, som det er. Jeg behøver ikke en pågående journalist til at stille mig spørgsmålene; for jeg siger det bare ligeud: Vi har sovet i næsten to år. Jeg har sovet. I har sovet. Nu skal vi vågne. Men det bliver ikke med et kys. For det er ikke et eventyr.
STATSMINISTER har jeg været i to et halvt år. Det meste af tiden har jeg brugt på denne sundhedskrise, der forekommer uendelig. Det har været anstrengende, og jeg har følt det nødvendigt at pakke krisehåndteringen ind i de samme budskaber hele tiden: om hvor unikt et land Danmark er. Jeg har vel næsten sagt, at danske værdier og socialdemokratiske værdier er det samme: sammenhold, fællesskab og solidaritet. Men det er ikke det samme. Jeg er socialdemokrat, så når noget skal løses, griber jeg altid ud efter staten. Vi socialdemokrater kommer kort sagt til at tro, at staten og samfundet er to sider af samme sag. Måske tror vi, at der slet ikke er noget samfund – kun stat og borgere. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og gudskelov for det. Det er borgernes forpligtelser på hinanden og borgernes fællesskaber, der er det vigtige: familier, naboer. Venner og skoleklasser. Arbejdspladser, sportsklubber, foreninger. De fællesskaber har ikke noget at gøre med mig, mit parti eller staten. Faktisk kan staten næsten ingenting klare alene.
OG samtidig har jeg givet det indtryk, at jeg og ganske få andre har kunnet styre det hele uden hjælp fra andre. Uden råd fra sundhedsmyndigheder, embedsmænd og efterretningstjenester og uden at skele til indvendinger fra oppositionen. Man siger, at coronaen er en fremkaldervæske, hvor en kultur eller nation træder tydeligt frem. Coronaen har fremkaldt noget om mig selv og mit parti. Jeg kan først se det nu: Koncentrerer man magten om så få mennesker, begår man fejl. Først er det små fejl, som ikke betyder så meget. Så er det store fejl. Med store konsekvenser. Og fordi man sidder i en lille, lukket kreds, kan man ikke se det selv. Man opfatter kritik som uretfærdig. Denne indadvendte magtfuldkommenhed er farlig. Nu hvor coronasøvnen er slut, vil jeg løfte blikket og lytte til mine kritikere. En regering kan fremstå effektiv og stærk på kort sigt. Men når det virkelig betyder noget, kan den næsten ingenting alene.
INTET gør stærkere end samarbejde, og det er helt nødvendigt med de udfordringer, der venter os. I pandemiens tid har vi været så selvtilstrækkelige, at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på det. Vores sundhedsvæsen har været presset, men mest af mangel på personale. Tænk engang; det er velfærdsstatens juvel, og vi gider ikke arbejde der selv. Hvilken falliterklæring. I de kommende år kan vi ikke klare os uden hjælp udefra. Jeg vil nu indlede et storstilet program, der åbner Danmark for udenlandsk arbejdskraft. Stik imod alt det, jeg før har sagt. Jeg håber ved gud, at dygtige udlændinge gider arbejde her. Samtidig har vi ført an i en snæver coronanationalisme, hvor vores egen sundhedspolitik har trumfet alle andre hensyn. Vi har sendt hjælp ud i verden, og det har sandt at sige været helt latterligt. Fremover skal vi gå forrest med hjælpen til at styrke vaccineprogrammer og sundhedsvæsen i lande, der ikke selv har råd til det. Som vi har set, kan vi være nok så dygtige bag lukkede grænser; sygdommen muterer alligevel i andre lande, og så kommer den her. Den trænger lige gennem tjørnehækken. Fra en fattig sydafrikansk forstad til Danmark – det tager et par dage. Vi kan godt lade, som om vi kan lukke skodderne. Men coronatiden har vist, at verden virkelig er en landsby. Intet land står alene.
LAND mod land og hver nation for sig selv. Det er og bliver opskriften på katastrofer. Ikke mindst nu, hvor vi slår øjnene op fra coronasøvnen. Det er ikke en ædel ridder, der står foran os. Det er Vladimir Putin. Ruslands præsident er ved at hævne nederlaget i Den Kolde Krig. Han opfører sig aggressivt og truer Ukraine; et frit, demokratisk land i Europa. Han kræver, at vi, de vestlige demokratier, lover aldrig at beskytte østlige naboer mod russisk aggression. Og det betyder noget for Danmark. Forsvarets Efterretningstjeneste siger det klart: Vi er i en meget udsat position – i Østersøen og i Arktis. Mener Vladimir Putin sig sikker på at kunne dominere Ruslands nærområder, er også vi på dybt vand. Danmark kan ikke klare sig alene.
KAN man ikke nogensinde forestille sig krig i Europa igen? Så bør man huske, at Vladimir Putin plejer at gøre det, han siger. NATOs sammenhængskraft og forsvarsvilje er usikker, og det skyldes, at vi, de vestlige demokratier, er rystede. Coronaen har mildt sagt ikke gjort det bedre. Det samme gælder Kina, som nu bevæger sig fra at være en rival, man kan tale med, til en frygtindgydende ideologisk modstander, der ikke er interesseret i dialog. 2021 har været et vendepunkt: Illusionen om et frit Hongkong brast, og nervøsiteten over Taiwans udsatte position vokser. Det er demokratiske værdier, demokratiske stater, der trues, og vi, de vestlige demokratier, bøjer af. Truslen fra Kina og Rusland overstiger langt alt det, vi har oplevet med corona. Med så store ideologiske modsætninger og interessemodsætninger ved vi af erfaring, at det en dag ender med væbnet konflikt. Hvordan den vil se ud, ved vi ikke. Men det vil være helt uansvarligt af os ikke at forberede os.
STÅ alene kan ingen vestlige demokratier. Og da slet ikke hvis vi er afhængige af russisk energi og kinesiske handelsaftaler. Kernen i dansk sikkerhedspolitik er derfor denne: Vi skal gøre os mere uafhængige af russisk gas og kinesiske kontrakter. Og vi skal styrke de demokratiske fællesskaber markant. I disse måneder taler vi meget om, hvordan vi bedst forsvarer os militært. Skal EU have en selvstændig militær dimension – eller skal det være i NATO? Det er en hul diskussion, for sandheden er, at de fleste vestlige lande slet ikke har lyst til at forsvare sig; hverken i EU- eller NATO-regi. Hvis vores venner i Baltikum kom og spurgte, om NATO ville forsvare dem, hvis Rusland kommer for tæt på, er jeg ikke sikker på, at jeg ville turde sige ja. Det giver mig kuldegysninger. Når Rusland mobiliserer tropper på grænsen til Ukraine, bør vi svare markant igen. Vi har brug for både oprustning og mandskab. Jeg vil gøre mit absolut yderste for, at Danmark nu spiller en aktiv rolle for at få både EU og NATO styrket.
ALENE kan ingen demokratiske lande modstå tyranni og autoritære ideologier. Så meget har vi dog fået lært vores børn i folkeskolen. I de kommende år er det vores vigtigste opgave at besinde os på et stærkt, forpligtende samarbejde. Jeg vil hurtigt øge forsvarsbudgettet og udskrive folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og jeg vil sørge for, at Danmark stopper fodslæberiet og slutter sig til den gruppe af lande, der arbejder for et meget mere aktivt og forpligtende EU. Til syvende og sidst handler det om at stå fast på, hvem vi er. Vi har brugt de seneste år på at forsvare os selv og vores egne mod en virus. I den tid har vi også lukket øjnene for verden omkring os. Der er ingen vaccine, der kan beskytte os mod den store, åbne verden. Vi er midt i den på godt og på ondt. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at sidde som statsminister i mere end fire år. Det virker til, at I er temmelig trætte af min stil og måde at regere på. Men lad mig ved indgangen til dette nye år love jer, at også jeg er vågnet op. Coronatiden er slut. Nu gælder det fremtiden. Godt nytår!
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
