Leder. Det er først og fremmest civilsamfundet, der har båret Danmark gennem coronakrisen. Det er en langt mere storslået historie, end at smittetallet går grassat, sygehusvæsnet er presset, regeringen har smølet, og at omikron inden længe vil indtage os alle.

En julefortælling

<p>Illustration: Christoffer Zieler</p> Foto: <p>Illustration: Christoffer Zieler</p> Foto:
Illustration: Christoffer Zieler

NOGET er i denne tid på færde, der ikke er helt så galt, som det kunne se ud. Tag nu bare en fredag i december i Fælledparken på Østerbro i København, hvor et par enorme hvide telte er stablet op omkranset af hegn. Teltene var denne aften badet i skarpe projektørlys; sneen dalede stille ned; store, sorte plastikrør pumpede varm luft ind; alle bar ansigtsmasker, og hjælpere var pakket ind i azurblåt smittesikret udstyr og iført sikkerhedsbriller. Indenfor stod de klar med kanyler. Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro, at fremtiden havde meldt sig i al sin dystopiske gru. At en forfærdende pandemi havde skabt dødsangst og panik. At vi befandt os i de sidste tider.

GØR vi os selv uret, handler det om, at vi undervurderer vores evne til at tilpasse os. Det var bemærkelsesværdigt, at disse kliniske telte brutalt placeret midt i den park, hvor der normalt gås ture, spilles fodbold og holdes 1. maj-taler, ikke gav stemning af desperation, men snarere af forventning og gemytlighed. Personalet var i højt humør, de jokede med de ventende i køen, som hurtigt kom til. Det gjaldt vaccineboostet. Det hele var overstået på under en halv time. Et lille stykke naturstridigt og effektivt sundhedsarbejde udført med overskud og systematik. I skrivende stund har 37 procent af befolkningen fået et tredje stik, og det er gået hurtigt. Det er en svimlende tanke, hvor kolossalt logistisk arbejde der må ligge bag for at kunne organisere dette i al hast opstillede vaccineprogram. Der findes nogle embedsmænd i forvaltningen et sted, der gør deres arbejde godt, og som har fortjent noget juleferie. Bureaukratiets anonyme frelsere. Men danskerne er over en bred kam også forbavsende samarbejdsvillige. Hvis et begreb som tillidssamfundet nogensinde har givet mening, er det i en tid som denne.

VI taler konstant om, hvordan offentligheden flås itu af splittelse og foragt. Store mediehuse, også denne avis’ eget, er rystet af det opgør, MeToo har ført med sig, og på de sociale medier botaniseres der grundigt i detaljerne. To førhen særdeles populære politikere er stillet for en dommer i denne tid, den ene, tidligere minister Inger Støjberg, er af rigsretten idømt fængselsstraf og netop i tirsdags erklæret uværdig til at sidde i Folketinget. Vi skal mere end 30 år tilbage i tiden for at have oplevet noget lignende. Den anden, Dansk Folkepartis fortidige stemmesluger Morten Messerschmidt, er anklaget for svindel. Også statsministerens håndtering af minksagen udnævnes af prominente stemmer til at være en skandale, en rigsret bør se på. Vi savner kort sagt ikke grunde til at være mismodige. Alligevel er det, som om sammenbruddet i toppen ikke sætter sig afgørende spor i civilsamfundet, på trods af at pandemien antager et omfang, vi skal mange årtier tilbage i tiden for at finde noget at sammenligne med. Når Danmark – trods nedlukning, sygdom og flere tusinde døde – er kommet lettere gennem denne undtagelsestilstand end langt de fleste andre lande, har vi myndighederne og os selv at takke. Man skal bare rejse syd for grænsen for at opleve en helt anden stemning af forvirring, raseri og mistillid. I Danmark har vi kunnet opretholde en bemærkelsesværdig grad af frihed og ro.

VIST har vi det i pressen med at kaste lys over de mest spektakulært dårlige nyheder, som den canadiske psykolog Steven Pinker fortalte her i avisen i sidste uge. Det er sjældent, der bliver plads til det, der går godt. Anklagen er jo en ren tilståelsessag, men svaret må være, at medierne er sat i verden for at udpege det, som ikke fungerer. I den forstand deler vi jobbeskrivelse med lægen, der jo heller ikke roser patienten for den arm, som forblev ubrækket. Alligevel er det her i juletiden værd at henlede opmærksomheden på denne forbløffende veladministrerede vilje til at beskytte os selv og hinanden. Over hele landet kaster vi os ud i en gigantisk øvelse, vi på rekordtid både har vænnet os til og accepteret som en del af denne pandemis prøvelser. Jo, der er dem, der nægter at lade sig vaccinere, og som protesterer i gaderne, men historien er ikke, hvor megen larm de kan lave, men hvor rørende få de er.

RIGTIGT højsind kræver overbærenhed og opofrelse. Det er præcis, hvad der udleves i telte, apoteker, klinikker, hospitaler og andre steder rundtomkring, som har taget den herkulesopgave på sig at vaccinere danskerne, og hvor langt over hundredtusind for tiden hver dag blotter skulderen. Vi har en fælles og privat interesse i at løfte denne opgave. Det gælder både den store loyalitet over for resten af samfundet, og det gælder selvfølgelig også den personlige og skæbnesvangre kamp for at undgå at skulle holde jul syg og alene i isolation. Dette juledrama er langt mere storslået, end at smittetallet er ved at gå grassat, at sygehusvæsnet er presset, at regeringen har smølet, og at omikron inden længe vil indtage os alle. Den opløftende fortælling er, at landet ikke af den grund er sunket ned i en tilstand af gysende, kollektiv fortvivlelse. Vi smøger ærmerne op. Glædelig jul.