68-GENERATIONEN – det, der på nydansk hedder boomers – er for alvor ved at blive gamle. De fleste er pensioneret og nyder forhåbentlig en god rødvin, mens manden med leen langsomt nærmer sig. Generationen, der snublede i sit lange hår, er med rette blevet ålet af børn og børnebørn både for deres egoisme, deres moralisme, deres virkelighedsfjerne idealisme, deres automatmarxisme, nu også deres krænkende adfærd – og meget mere. Alt dette uden tvivl berettiget.
Men netop derfor kan det være rimeligt at opholde sig ved, at generationen også frembragte nogle lysende skikkelser, der nu er ved at forsvinde.
Alene i 2021 kan jeg i humanisternes rækker blandt egne bekendte tælle figurer som arkitekturhistorikeren Carsten Thau, litteraten Klaus P. Mortensen, idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt og semiotikeren Per Aage Brandt, omtrent en halv generation ældre end undertegnede.
De viser en anden side af 68, som der er grund til at mindes: akademisk nybrydende, sprænglærde, originale, eksperimenterende, altid værd at høre på, selv når de tog fejl. Inspirerende forelæsere, produktive skribenter, initiativtagere til nye akademiske former og institutioner. Det var crème de la crème af 68.
Måske er en del af humanioras evindelige problemer, at sådanne figurer er blevet sjældne. Men i så fald følger næste spørgsmål: Hvorfor er de blevet sjældne? Der er flere mulige forklaringer: Generationer skifter, og den ene generations styrker og svagheder er anderledes end den næste. Figurer som de nævnte var første generation af masseuniversitetet med de store studenteroptag, der eksploderede i 60erne – de blev toppen af en bølge, der skyllede gennem universiteterne, den berømte »lange march gennem institutionerne«, og som first movers i denne bevægelse fik de en naturlig friskhed, frækhed og ukuelighed. I en lang periode fra 60erne til 80erne var tidsånden med dem i en grad, der må have været berusende: Deres personlige udvikling og den institutionelle og historiske udvikling var i sync i en grad, der må have været enestående og som er få generationer beskåret. Adfærdsformer skiftede, og stillinger åbnede sig, hvor de kom frem. Det må have føltes, som om institutionerne var lavet af flødeskum. De blev ansat som purunge, ofte var et godt speciale nok til en fastansættelse. Undertegnedes generation kun 15 år senere studerede modsætningsvis under det himmeltegn, at der ingen stillinger var i udsigt, og man skulle nu være ph.d., måske endda doktor, for at kunne drømme om ansættelse – her var enhver synkronicitet mellem den personlige karriere, tidsånd og den historiske udvikling fordampet. Men det kan ikke være hele forklaringen.
En anden del er, hvad de bedste af 68erne så faktisk foretog sig. Nu om dage er tværfaglighed blevet noget, der står at læse i samtlige forskningsprogrammer og politiske erklæringer og institutionsmålsætninger som en træt erklæring, ofte ser man det nærmest som noget, man bør begynde med helt fra studiestart, og som næsten fremstår som en selvfølge, man kan indfri ved bare at sløjfe nogle faggrænser. De bedste 68ere praktiserede tværfaglighed, ikke fordi nogen sagde, de skulle, men fordi de var intellektuelt sultne. De troede heller ikke, at tværfaglighed kunne være udgangspunktet – men snarere et mål, der skulle opnås ved faktisk at kende de eksisterende fagtraditioner som forudsætning for at forbinde eller integrere dem.
Men jeg frygter, der er en yderligere grund til, at fyrtårnene bliver færre. Den enorme politiske disciplinering af de danske statsuniversiteter hen over den seneste generation gør det vanskeligt at se plads for disse originaler. Studieordningerne skrumper, studenten skal præstere stadigt mindre for at få sin grad – samtidig bliver de samme ordninger fyldt med åndløse standardkurser. Da jeg i sin tid læste, var de bedste kurser at gå til dem, hvor underviseren var i gang med at skrive en bog, og man så fik de nye indsigter frisk fra fad, næsten fra kapitel til kapitel. Det gav en undervisning, der var akut inspirerende, der med sine ofte ufærdige resultater kaldte på diskussion, modsigelse, aktivitet. Nu er man i stort omfang tilbage ved standardkurser, hvor stakken vendes, og de samme powerpoints slides år ud og år ind. Det er næsten umuligt at komme til at undervise i sine egne forskningsprojekter, for der er ikke plads i studieordningen, og de studerende piskes til at ile gennem uddannelsen, kun at tænke på akutte jobfærdigheder, ikke på at forstå verden, udvikle sig, blive samfundsborgere, få sig en karakter ikke i betydningen et tal, men en personlighed. Den evindelige politiske detailstyring af universiteterne har reelt skåret den klassiske Humboldt-forbindelse mellem forskning og undervisning over. Man forsker i en ting og underviser, nærmest på gymnasieniveau, i noget helt andet og meget mindre.
Men det er helt i modstrid med, hvad der gjorde de bedste 68ere gode. De forfulgte grådigt deres egne forskningsinteresser, og netop det gjorde dem fascinerende at lytte til. De talte længere, end der var afsat tid til. De underviste ikke i standardkurser dikteret af studienævn og politikere. De inkarnerede åndelig overflod. Det er måske derfor, det er ekstra vemodigt at vinke dem farvel – de var de sidste af en storslået art.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere kommentarer i oversigten her.
