Satellit. Saudi-Arabien har erklæret krig mod kamelejere, der går så vidt som at give deres ørkendyr skønhedsoperationer i håb om, at deres kamel bliver kåret som den smukkeste i landet.

Kosmetisk kamel

Ansigtsløft, botox, læbefiller og hormoner … for kameler. I Saudi-Arabien er det ikke kun forfængelige mænd og kvinder, der får professionel hjælp til at blive smukkere.

I håbet om at være den heldige ejer af den smukkeste kamel i ørkenen betaler flere og flere kamelejere for kosmetiske og kirurgiske indgreb, der skal forbedre deres kamelers chancer for at vinde førstepræmien i de prestigefyldte skønhedskonkurrencer.

Så stort et problem er det blevet, at Saudi-Arabien i sidste uge erklærede krig mod kamelejere, der snyder sig til smukkere kameler. Under den populære skønhedskonkurrence King Abdulaziz Camel Festival, hvor ejerne af den smukkeste kamel vinder svimlende 430 millioner kroner, blev hele 40 kameler udelukket fra at deltage i konkurrencen, fordi kamelerne blandt andet havde fået botox og ansigtsløft.

Nogle kamelejere stiller sig uforstående over for forbuddet, eftersom formålet jo er at finde den smukkeste kamel, og så må det være underordnet, om den har fået professionel bistand eller ej. Og æstetisk kan botox gøre en stor forskel.

»Det gør hovedet større, så når en kamel kommer gående, er det sådan ’wauw, se lige, hvor stort et hoved den har. Hvor er læberne store og næsen’,« udtaler kamelejeren  Ali Al Mazrouei til den engelsksprogede avis i Abu Dhabi the National, ifølge The Telegraph.

Det er dog ikke klogt at fremture. Bliver en kamelejer taget i at snyde, bliver hans kamel ikke alene diskvalificeret, han skal også betale en bøde på op mod 175.000 kroner. lf