Tre politikere med imponerende talent for folkelig kommunikation om udlændingepolitik havde efter rigsretsdommen mandag det chokerede og næsten mundlamme tilfælles.
Hovedpersonen selv, Inger Støjberg, erklærede sig umiddelbart efter rigsretsdommen »meget overrasket« over et udfald af sagen mod hende, som hun angiveligt ikke havde forberedt sig på overhovedet. Pia Kjærsgaard var chokeret, hun kunne »slet ikke kapere det i øjeblikket«, for det var »meget voldsomt, det her. Meget, meget voldsomt«. Og Morten Messerschmidt bekendte, at »vi alle er en lille smule groggy oven på det her«.
Det famlende sprog afslører det epokale ved rigsrettens næsten unisone, bemærkelsesværdigt hårde dom over Inger Støjbergs erklærede omsorg for de såkaldte barnebrudes ve og vel. Den udlændingepolitiske offensiv blev født i dølgsmål under Ninn-Hansen i 1987, erklærede sig partipolitisk ved Dansk Folkepartis dannelse i 1995 og var fælles gods for VKO-blokken fra 2001. Mandag mødte man muren og tabte mælet.
Tre årtiers vælgerbelønnet udfordring af konventioner, pres på embedsværket og politisk kapløb om at vinde med tidsånden og vælgernes ønsker har tabt vitalitet og mistet parlamentarisk orientering.
Undervejs har presset for en opstramning af udlændingepolitikken fældet statsministre, omskrevet partiprogrammer, flyttet et helt folketings tænkning og domineret den offentlige samtale fra morgen til kvæld. Nu skimtes vejs ende. Den stadig strammere udlændingepolitik vil fortsat have et betydeligt publikum, men er placeret ved den parlamentariske sidelinje. Selvskadet, desorienteret og uden kraft til at diktere resten af det politiske liv sine prioriteringer.
Fire år i evigheden
At loven – ministeransvarlighedsloven – endte med at slå så hårdt tilbage, skal søge sin oprindelse i den lange VKO-epokes aftenstund. Paradoksalt nok på det tidspunkt, hvor syriske flygtningestrømme fra efteråret 2015 skabte europæisk panik og syntes at gøre en strammere udlændingepolitik mere påtrængende end nogensinde.
Lars Løkke Rasmussen var statsminister og havde sit flertal intakt, men var travlt optaget af at forlige en selvbevidst liberal strømning med den dominerende nationalkonservative, som havde præget VKO-blokkens værdifællesskab siden 2001.
Inger Støjberg var urørlig som udlændinge- og integrationsminister, også da kritikken af hendes adskillelse af asylpar i februar 2016 begyndte at dukke op i medier som Politiken og Information. Dansk Folkepartis 37 mandater beskyttede hende, hun kunne gøre, hvad hun ville, og det gjorde hun – i skarp konkurrence med Socialdemokratiet, som bare heller ikke ville finde sig i barnebrude.
Strammerkapløbet var for så vidt forbi, efter at socialdemokratisk tøven og tvesind var forvandlet til en ubetvivlelig stram udlændingekurs. Den vældige politiske energi fra 2001-valget blev udtømt politisk i løbet af Løkkes sidste regering. Mandatmæssigt skete det ved 2019-valget, og et juridisk punktum blev sat mandag klokken 13 i denne uge.
Man betjente sig under Løkke i stadig stigende grad af fortrinsvis symbolske markeringer for at demonstrere den afgørende forskel på den blå regering og de ny-stramme socialdemokrater. Smykkelov. Fejrende strammerlagkager. Undtagelsesfri adskillelse af helt unge asylsøgende piger i samliv med noget ældre mandlige asylsøgere. Efter os syndfloden, men solen skinnede hele den udslagne dag, og hvorfor i alverden skulle det dog begynde at regne?
Længe efter at »festen« egentlig var forbi, herskede denne sorgløse stemning af lyksalig evighed, ubundet af politiske modstandere, ubundet af embedsværkets modvilje og med lovens imperativ som en uvedkommende, knap erkendt mulig distraktion. Mandaternes magt skærmede gerningen.
Støjbergs værdibårne ministergerning blev i den periode tilført et betydeligt mål af forfængelighed. Når hun så sig i spejlet, ville hun se den politiker, som i hele kongeriget mest af alle var mod barnebrude.
Var nogen i tvivl om det i et omfang, som ikke kunne spises væk med et ekstra stykke kage? Nu betaler hun forfængelighedens pris.
Thulesen Dahls undren
Lars Løkke, Inger Støjbergs statsminister i perioden, tog straks konsekvensen af rigsretsdommen, da den forelå mandag. Han erklærede sin tidligere minister uværdig til at sidde i Folketinget. Men Løkke øvede også betydelig og interessant selvkritik: Han burde have nedsat en instrukskommission, mens han endnu havde regeringsansvar, »hvorved sagen formentlig ikke var endt i rigsretten«, som han skrev på sin Facebook-side. Så kunne Støjberg være sluppet med en politisk sanktion, som Løkke påpegede.
Den erkendelse er Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ikke nået til, eller de lader, som om de ikke indser, hvordan de selv agerede vejvisere for Støjbergs march mod rigsretten. Dagen før rigsretsdommen undrede Thulesen Dahl sig i sit ugebrev over, at socialdemokraten Morten Bødskov kunne nøjes med en politisk straf for at have brudt ministeransvarlighedsloven i 2013, når Støjberg nu stod anklaget ved rigsretten. Bødskov måtte gå som justitsminister efter at have løjet over for Folketingets retsudvalg, men »‘sad den af’ som folketingsmedlem og er nu skatteminister«, skrev Thulesen Dahl.
Et godt spørgsmål? Ikke rigtig, for svaret slår uden videre tilbage i ansigtet på Thulesen Dahl selv. Under evighedsregimet fra 2015 til 2019 syntes der ikke at være grund til at tage nogen kritik af udlændingestramninger alvorligt. Hvorfor skulle man? Mandaterne, ikke mindst Thulesen Dahls 37, beskyttede mod alt.
Evigheden sluttede 5. juni 2019, da Folkepartiet næstenkollapsede og mistede 21 mandater, hvorefter magten skiftede fra Lars Løkke til Mette Frederiksen. Fra da af var det ude af Dansk Folkepartis hænder, om Støjberg ligesom Bødskov kunne nøjes med at sidde sin brøde af i det uofficielle politiske straffesystem.
I dag skændes folkepartisterne på det fineste om, hvorvidt den dømte Støjberg eller den dømte Messerschmidt bør redde deres nødlidende parti bort fra afgrunden. Måske er et af de varige resultater af tre årtiers udlændingeoffensiv, at man i fuldt alvor diskuterer mulighederne for et politisk comeback for en politiker, samme dag hun dømmes i rigsretten.
Støjbergs dom var for så vidt godt nyt for Messerschmidts formandsambitioner, men ikke nødvendigvis i samme grad for Dansk Folkepartis lykkelige fremtidsudsigter.
Støjbergs mange hamskifter
Inger Støjberg har undervejs i den næsten seks år lange sag om barnebrude eller den ulovlige instruks skiftet ham, som det passede til det skiftende politiske vejrlig. Nådesløst stram i februar 2016. Under rigsretssagen med konventionsmedholdelighed som absolut ledestjerne. Og nu, efter dommen, med en omsorg for unge kvindelige asylsøgere, som synes ophøjet til eksistentielt anliggende for hende. Inger Støjberg erklærer det som en moralsk og menneskelig pligt at »beskytte de piger, der kommer hertil« og vil derfor bøje sig for loven »uden at bøje nakken«. Unægtelig et billede, som er svært at få til at stå helt skarpt. Hun lyder som en politiker, som higer efter comeback, men også som en politiker under forvandling til missionær.
Rigsretten er skønt sammensat af både højesteretsdommere og politikere ikke til fals for den slags argumenter. Det er i det hele farligt for politikere at måtte forlade den politiske verden, hvor en djærv proklamation af egen kernejysk herkomst eller oplysning om lige at ville vende skråen kan give offentlig medvind til fordel for den uvante tørre, juridiske scene.
Ministeransvarlighedsloven opererer med objektive betingelser for at have forbrudt sig mod loven: Er loven overtrådt? Og den opererer med subjektive betingelser: Har der været forsæt til eller grov uagtsomhed bag overtrædelsen?
Rigsretten synes ikke at have haft behov for at vende nogen skrå ved vurderingen af Støjbergs brøde. 25 af 26 dommere fandt hende skyldig. Mange har allerede gættet på, at dissensen i den fortrolige votering mest er politisk dikteret og hidrører fra den af Dansk Folkeparti udpegede, Christian Langballe, så det gæt skal ikke gentages her.
Parlamentarisk afregning sker tirsdag i næste uge. Næsten alle finder Inger Støjberg uværdig til at fortsætte i Folketinget. Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Naser Khader ser ikke et værdighedsproblem, hvilket sidstnævnte fastslog som sit synspunkt allerede inden dommen.
Næste stop minksagen
Det interessante er naturligvis, i hvor høj grad der kan argumenteres for et »overløb« fra Støjbergs sag til den granskningskommission, som i øjeblikket undersøger minksagens forløb. Parallellerne synes talrige, og det er en fast figur i den offentlige debat, at hvis Støjberg, så også Frederiksen.
Som sagen er belyst indtil nu, er der dog ikke meget, der tyder på, at det bliver udgangen. Ikke alene skal der etableres et politisk flertal – i praksis skal Enhedslisten og/eller Radikale ønske at styrte regeringen. Tillige skal granskningskommissionen i sin redegørelse give en angrebslysten opposition et minimum af sagligt grundlag for at træde i aktion.
Nogen bedømmelse af ministrene vil ikke ske, men kommissionen kan jo vælge at dvæle ved bemærkelsesværdige forhold uden at fælde dom: Regeringens koordinationsudvalg undte sig ikke bare et kvarters læsepause, selvom beslutningen var så indgribende. Og man synes at have været ude af stand til at få den tanke, at det ville kræve ny lovgivning at aflive alle mink.
Regeringens hovedforsvar bygger på, at den ansvarlige minister, Mogens Jensen, allerede har betalt den politiske pris, og især lægger man vægt på, at man ikke fik den embedsmandsrådgivning, som var fornøden. Det juridiske var ikke rigtig »top of mind«, som departementschef Henrik Studsgaard egentlig meget prægnant har forklaret stemningen i de hektiske novemberdage sidste år.
Særligt det sidste er vigtigt. Hvis ministre søges straffet i rigsretten for forhold, som skyldes dårlig embedsmandsrådgivning, etablerer man et krav til fremtidige ministre, som de ikke har nogen mulighed for at opfylde i den virkelige verden. Eller sagt på en anden måde: En rigsretssag får næppe noget politisk, forvaltningsmæssigt håndterbart eller juridisk afsæt, når granskningskommissionen aflægger rapport til foråret.
Derimod kan sagen fint anvendes til at angribe regeringen politisk, hvad der jo også sker med betydeligt held.
