Nyheden om GameStop-aktiens raketstigning har floreret bredt i de internationale medier i de seneste uger. Historien om en flok private investorer fra underforummet wallstreetbets på Reddit, der orkestrerer et angreb mod store investeringsfonde, de såkaldte hedgefonde, har skabt en del debat. Det er nemlig en historie, der taler til retfærdighedsfornemmelsen, når den lille mand i ren David og Goliat-stil besejrer de store fonde.
De »angribende« investorer massekøber ikke GameStop-aktien, fordi de tror på den underliggende forretning. Massekøbene skal ses som et direkte angreb på de hedgefonde, der har valgt at satse stort på, at selskabet går konkurs, ved at shorte selskabets aktier. Dette anskues af mange deltagere i debatten om GameStop-aktien som moralsk forkasteligt, og dette syn på shorting er ikke et nyt fænomen. I 1995 foreslog det malaysiske finansministerium eksempelvis, at shorting skulle straffes med stokkeprygl. Derfor er det vigtigt at få nuanceret debatten. Hvorfor bruger hedgefonde shorting, og hvad gør det godt for?
Ligesom mange hedgefonde begrunder købet af et selskabs aktier i fundamental analyse, begrundes også shortingen af et selskabs aktier i fundamental analyse. En uholdbar forretningsmodel, et svagt likviditetsberedskab eller direkte svindel kan altsammen være årsager til, at en hedgefond mener, at et selskabs aktiekurs udtrykker en overvurdering af dets reelle værdi. Enron, Wirecard og Lehman Brothers er gode eksempler på selskaber, som – til stor utilfredshed for selskabernes investorer – blev udsat for voldsom shorting-interesse. Samfundet har brug for short-sælgere til at opdage erhvervssvindel, præcis som vi har brug for journalister til at opdage svindel blandt magthavere.
En af de væsentligste fordele ved shorting er, at negative holdninger til et selskab også kan afspejles i aktieprisen. Som finansmanden Bernard Baruch pointerede for over 100 år siden, har et marked uden short-sælgere ligheder med et land uden fri presse. Der ville ikke være nogen til at kritisere eller lægge låg på den overdrevne optimisme, som altid fører til katastrofer. Short-sælgere beskytter altså potentielt din bedstemor mod at investere sine surt optjente midler i et selskabs aktier til en kurs, som forretningen slet ikke understøtter. Markedspriser kan kun være retvisende, såfremt aktørerne kan handle på deres observationer, uagtet om disse er positive eller negative.
Short-sælgere bidrager til en mere effektiv allokering af kapital i samfundet, således at de mest produktive og værdiskabende selskaber har nemmest adgang til kapital, mens de mindst værdiskabende må stille sig bagest i køen. Shorting muliggør desuden afdækning af risiko, gør markederne langt mere likvide og tillader, at de, som ejer en aktie, kan tjene et beløb på at låne aktien ud til short-sælgerne. Det ovenstående skal ikke forstås således, at shorting ikke kan medføre negative tendenser. Hvis short-sælgerne forsøger at manipulere kursen, eksempelvis ved at sprede usandheder om et selskab, gør de sig skyldige i værdipapirsvindel. Dette gælder dog ligeledes for dem, som spreder usande, positive historier om et selskab for at presse kursen i vejret.
Dele af den negative jargon omkring short-sælgere kunne måske afmonteres, hvis short-sælgerne var bedre til at stå frem i medierne og fortælle om deres bevæggrunde. Short-sælgerne burde vise sig og forklare, hvorfor de shorter selskabers aktier, og hvilke selskaber de primært kigger efter. Short-sælgerne udfører altså en vigtig rolle på de finansielle markeder.
Blå bog
Nicklas Heitmann er kandidatstuderende i finansiering og regnskab ved CBS, og økonomisk analytiker hos Gorrissen Federspiel.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også denne uges læserbreve i Weekendavisen
