Med fortællingen om arkitektstuderende i underbetalte studiejobs hævder en artikel i WA #52, at overproduktion af kandidater presser lønnen. Men præmissen er forkert. Siden 2016 er optaget på arkitektuddannelsen på Det Kongelige Akademi blevet skåret med 30 procent. Antallet af nyuddannede arkitekter falder, og om få år vil vi mangle dansk uddannede arkitekter.
Problemet med underbetaling udspringer et helt andet sted: I Danmark har vi ingen mindsteløn og ingen nedre grænse for, hvad man kan betale en studerende for et fuldtidsjob. Store dele af det danske arbejdsmarked er reguleret af overenskomster, som sikrer ordentlige ansættelsesforhold. Det gælder for eksempel i staten, men kun delvist i arkitektbranchen, hvor arbejdsgiverne ikke har villet indgå en overenskomst, som dækker studerende og bachelorer.
Mens både offentlige og private bygherrer tvinger entreprenørerne til at betale eksempelvis østeuropæiske arbejdere en overenskomstmæssig løn, accepterer man social dumping hos rådgivervirksomheder.
Det kan undre, at en bachelor, der arbejder fuld tid, inden kandidatuddannelsen påbegyndes, og bidrager med værdi til virksomhedens kerneforretning, tjener mindre end den student, der netop har fået huen på og arbejder som piccolo. For både udenlandske arkitektstuderende og danske bachelorer er incitamentet dog oplagt: De investerer i deres cv. For når de skal søge det næste job, er det ikke primært karaktergennemsnittet, der tæller, men projektmappen. Jo bedre projekter man har bidraget til på en tegnestue, jo større chancer for ansættelse.
Man må se på tegnestuernes forretningsmodel for at forstå, hvorfor de underbetaler de unge. Basis for deres indtjening er en høj faglig stolthed og et højt kvalitetsniveau, der gør, at de vinder de internationale konkurrencer, og at dansk arkitektur er verdenskendt. Men kvalitet koster, og bygherrerne vil ikke betale den fulde pris. For de er ofte investorer med kortsigtede profithensyn, så her er opførelsesprisen afgørende, og hvis bare markedet er tilpas overophedet, som for eksempel boligmarkedet, så sælger byggerier næsten sig selv uanset kvaliteten. Selv offentlige byggerier, der engang var arkitekternes »hjemmebane« for kvalitetsbyggeri, som de kunne tage med i deres projektmappe og vinde opgaver med i udlandet, udbydes nu i store udbudsrunder og vindes af dem, der kan levere de laveste timepriser. Disse markedsvilkår har de sidste 20-30 år presset tegnestuerne helt enormt. De fleste kører med meget lille overskud.
De urimelige ansættelsesforhold har nedslående perspektiver: Discountansættelser er attraktive for udenlandske studerende, som ønsker at booste deres projektmappe med projekter fra de berømte danske tegnestuer. I mange tilfælde er det et alternativ til en kostbar kandidatuddannelse. Jo flere billige udlændinge i virksomhederne, jo mindre attraktivt er det at ansætte en dansk dimittend på overenskomstløn. Og så er fødekæden brudt.
Underbetaling af studerende og dimittendledighed kan ikke løses ved yderligere tilpasning af uddannelserne til markedets behov. Det redskab er brugt. Hvis vi fortsætter ad den vej, får vi en arkitektbranche, der er baseret på udenlandsk arbejdskraft, som ikke har de kunstneriske formgivningskompetencer, Danmark er verdenskendt for. Vi skal sikre fødekæden fra uddannelserne og ud på markedet. Det kræver to ting: at arbejdsgiverne og deres organisationer tager ansvaret på sig, og at bygherrerne indser, at kvalitet koster.
Blå bog
Lene Dammand Lund og Jakob Brandtberg Knudsen er hhv. rektor og dekan, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også denne uges læserbreve i Weekendavisen
