Da jeg for en hel del år siden læste på universitetet, havde jeg brug for et studiejob. På baggrund af hvad jeg havde lært under knap fem års ophold i Tyrkiet, fik jeg job som dansk-tyrkisk tilkaldetolk. Arbejdet gav en langt højere timeløn end de tilgængelige alternativer, såsom cafémedarbejder eller ekspedient i en bagerbutik. Samtidig gav det også et spændende indblik i alt fra møder på kommunen, over jordemoder-konsultationer og til hospitalets lægesamtaler: Jeg fulgte med de steder, hvor folk med begrænsede danskkundskaber kom, fordi de havde brug for hjælp.
En enkelt gang blev jeg kaldt ud for at tolke på den psykiatriske skadestue i København. Jeg kan stadig huske den store, solide dør, som blev låst efter mig ved ankomsten, og udredningssamtalen med en nyindlagt tyrkisk mand. Han var i 50erne og meget svær at tolke for – han svarede ikke rigtig på lægens koncise spørgsmål; i stedet kom en forvirrende strøm af ord, der sprang hid og did. Han havde det ikke godt.
Jeg ved ikke, hvordan lægen endte med at vurdere denne mand, men jeg ved, at psykisk sygdom kan være et betragteligt – og af og til overset – problem for både mænd og kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.
Det kan handle om mange faktorer. Migration og et liv i samfundets udkant kan lægge pres på folk. Flygtninge kan være særlig hårdt ramt på grund af traumatiske oplevelser, de har gennemlevet under krig og flugt. Udfordringerne handler også om alt det, man har mistet – sin plads i samfundet, kontakt til nære relationer og støttende fællesskaber og et sprog, man forstår og kan udtrykke sig på. Sådanne oplevelser kan i sig selv skabe problemer, eller de kan få allerede sårbare personer til at krakelere. Også andre sygdomsforståelser og en oplevelse af, at psykisk sygdom er så stigmatiserende, at man må skjule eller bagatellisere symptomerne, kan spille ind. Så søger man måske ikke den hjælp i tide, der kunne have gjort en vigtig forskel.
Men også det sundhedsfaglige blik betyder noget. Måske tænkes der lidt for meget »kultur«, når en etnisk minoritetsdreng er voldsom og udadreagerende, i stedet for at få set på, om hans adfærd for eksempel skyldes ADHD. Faktisk får etniske minoritetsbørn kun halvt så ofte en ADHD-diagnose som børn fra majoriteten – en forskel, der nok er drevet af såvel forældre, der i mindre grad søger hjælp, som af fagprofessionelle, der kan have for lidt viden om eller tid til at forstå »vanskelige« og »anderledes« patienter.
Jeg fik mere viden om emnet psykisk sygdom på en online-konference i december 2020. Konferencen markerede afslutningen på det femårige nordiske forskningsprojekt CAGE – Coming of Age in Exile. Projektet kombinerer forskellige metoder i dets undersøgelse af helbred, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning for unge med flygtningebaggrund i de nordiske lande. Dets styrke er, at der er store ligheder imellem de nordiske velfærdsstater, men også vigtige forskelle i for eksempel de nationale politikker.
Med såvel en mangeårig tradition for nordisk samarbejde som adgang til registerdata af høj kvalitet har forskerne i projektet kunnet følge alle unge flygtninge i Danmark, Sverige, Norge og Finland over tid. Dette giver rige muligheder for at blive klogere på ligheder og forskelle på tværs af vores nordiske region.
På konferencen holdt en svensk professor, Anders Hjern, et oplæg om psykiske udfordringer hos flygtninge i de fire lande. Det registerbaserede studie tog afsæt i flygtninge, der var født imellem 1972 og 1997, og som havde fået ophold i Danmark i perioden 1986-2005. Man fulgte disse personer frem til 2015 (hvor de var op til 43 år gamle) for at se, hvor store andele der for eksempel havde været hospitalsindlagt med en psykose eller modtaget bestemte former for medicin. Resultaterne fra disse analyser kunne sammenlignes såvel på tværs af landene som med resultater fra de fire landes majoritetsbefolkninger.
Studiet dokumenterer, at flygtninge har større udfordringer end majoritetsbefolkningerne, og at mænd har det klart sværere end kvinder. Flygtningemænds særlige udfordringer kunne ikke kun ses på indlæggelser og medicinforbrug, men også på de andele, der var på førtidspension som 30-årige.
Endelig så forskerne på, hvor mange der døde, før de blev 30 år. I Danmark var risikoen for tidlig død hele 40 procent højere blandt flygtningene end i majoriteten. Denne forskel var næsten udelukkende båret af mændene, der havde cirka 70 procent større risiko for at dø tidligt end danske mænd – ofte af trafikulykker og andre voldsomme begivenheder.
Dette sammenlignende registerstudie viser altså, at der er forskelle i flygtninges psykiske helbred på tværs af både køn og de fire nordiske lande. Og af alle grupper er det flygtningemænd i Danmark, der har de største udfordringer. I sit oplæg diskuterede Anders Hjern, hvad der kan ligge bag dette mønster, og spørger åbent, om det måske kan kobles til en dansk asyl- og integrationspolitik, der generelt har været langt mere restriktiv end i de andre nordiske lande.
Uanset baggrunden var det ikke ligefrem opløftende ny viden, der strømmede ud gennem Zoomlinket og ind på hjemmekontoret. Men det ligger i forlængelse af andre studier, der dokumenterer, at indvandrere i Danmark – sammenlignet med en række europæiske lande – har såvel en højere risiko for depression som for at dø tidligt. Et første skridt hen imod en forbedring af sådanne triste statistikker er at opdage, at man har et problem. Og det er netop sådan noget, komparative registerstudier på tværs af landegrænser kan bidrage til.
A. Hjern m.fl. (2020). The Health of Child Refugees as Young Adults – a Nordic Quantitative Comparison.
