Voksende donationer fra en række private fonde har gennem de seneste år givet forskningen på universiteterne et markant løft. Siden 2007 er beløbene fra danske private kilder til forskningen på de højere læreanstalter i faste priser steget fra 1 til 3,6 milliarder kroner sidste år.
Gaveregnen fra pengetanke som Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Carlsbergfondet, Villum Fonden og Velux Fonden er en væsentlig del af fortællingen om, hvordan eksterne midler udgør en stadig stigende del af finansieringen af forskningen, og der er intet, der tyder på, at fondene bliver fattigere. Rigest er Novo Nordisk Fonden, hvis pengetank er svulmet i takt med insulingigantens markedssucces. I de seneste fire år har fonden i gennemsnit i alt uddelt cirka fem milliarder kroner om året, hvoraf en betragtelig del tilfalder forskningen på universiteterne.
Hertil kommer, at statens egne penge også i højere grad end tidligere uddeles som bevillinger efter ansøgning fra forskerne, og oveni kommer puljemidler fra EU. Samlet har det intensiveret konkurrencen blandt forskere om bevillinger.
Gavmildheden fra de private fonde er selvsagt påskønnet på rektorkontorerne. Men donationerne fra de private pengetanke har en pris. De private fonde har i dag en anseelig indflydelse på, hvad der skal bedrives af forskning på universiteterne, og det er med til at rykke på balancen mellem hovedområder som sundhedsvidenskab, naturvidenskab og humaniora. Fondene, der er bundet af deres fundatser ved uddelingen af pengene, bruger overvejende deres penge på sundheds- og naturvidenskab – de såkaldt våde fag, hvor man arbejder i laboratoriet.
45 procent af de private midler går til sundhedsvidenskab, og 42 procent anvendes til naturvidenskab og teknik. Relativt har humaniora og samfundsvidenskab tabt terræn som følge af de ændrede pengestrømme.
De mange penge fra fondene betaler blandt andet løn til hundreder af forskere, men udgifter til eksempelvis husleje, energi, it-support, administration og så videre – såkaldt overhead – skal universiteterne typisk selv dække med deres basisbevillinger og uddannelsestilskud fra staten. Paradokset er med andre ord, at det koster penge at modtage fondspenge.
Præcis hvor mange har universiteter og fonde i årevis diskuteret uden at nå til enighed. I de offentlige fonde regner man med 44 øre pr. uddelt krone, mens Københavns Universitet (KU) med hjælp fra revisionsfirmaet Deloitte har regnet sig frem til en højere sats, nemlig 74 øre pr. krone. Disse følgeomkostninger skal dækkes af universiteternes egne midler.
»Så lukker universiteterne fag som grækenlandsstudier eller finsk, det er den barske sandhed,« siger Heine Andersen, professor emeritus i sociologi og forfatter til bogen Forskningsfrihed – ideal og virkelighed. »De fleste uden for universitetsverdenen tror, at fondspengene er flødeskum på lagkagen. Hvis de vidste, at fondspenge fører til lukningen af fag på humaniora, ville de tro, det ikke kunne passe.«
Ulykken ved at være afhængig af fonde
Selvom ingen får flere penge fra de private fonde end sundhedsforskerne, er de faktisk ikke glade.
Det er i korte træk beskeden fra Thomas Mandrup-Poulsen, professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU og formand for den faglige forening APPA, som omfatter omkring 330 af fakultetets 500 professorer og lektorer.
Ifølge en undersøgelse, som foreningen har foretaget blandt sine medlemmer, oplever et stort flertal, at forskningsansøgninger forbitrer deres arbejdsliv til skade for forskningen og, omend i mindre grad, undervisningen af studerende. Selv hvis man har succes og lander en stor bevilling fra en privat fond, er man ikke sikret arbejdsro, siger Thomas Mandrup-Poulsen.
»Vores undersøgelse viser, at flertallet må sende over ti supplerende fondsansøgninger, typisk til mindre fonde, for at få alle driftsomkostninger i forbindelse med én større projektansøgning dækket. Så med det her eskalerende fondsansøgningscirkus er du aldrig færdig med at søge midler som forsker.«
I forskerjargon kaldes de mindre støtteportioner på måske 50-100.000 kroner for »cigarkassebevillinger«, og der skal skønsmæssigt findes 4-500.000 kroner pr. ph.d.-studerende, som en forsker har sikret eksterne lønmidler til at ansætte.
»Vores undersøgelse viser, at langt hovedparten af forskerne mener, at arbejdet med at søge fonde påvirker deres livskvalitet negativt, men det overrasker mig, at de også mener, at det påvirker deres forskning negativt. Jeg troede nok, at arbejdet med at formulere en ansøgning til et forskningsprojekt også gjorde, at kvaliteten af projekterne blev højere,« siger Thomas Mandrup-Poulsen, der kalder det tankevækkende, at bevillingssystemet ikke skaber mere glæde blandt dem, der får mest.
»Den seneste danske Nobelpris gik til Jens Christian Skou, der beskrev natrium-kaliumpumpen. Han fik betalt al sin forskning med basisforskningsmidler. I dag accepterer vi en kultur, hvor forskere ansættes og får løn, men de skal selv finde midler til alle deres forskningsaktiviteter og endog til visse undervisningsopgaver som specialevejledning. Forestil dig, at du blev ansat som kontorchef i et ministerium, og departementschefen sagde: ’Velkommen til, her er dine opgaver, nu skal du bare selv skaffe midlerne til at løse dem’.«
Mandemidler
De konkurrenceudsatte midler, der altså udgør en stigende andel af pengene, modarbejder samtidig intentionerne om en mere ligelig fordeling af kønnene i forskerverdenen. Kvinder har 40 procent af de videnskabelige stillinger i den offentlige sektor, men de får blot 22 procent af den samlede bevillingssum. En væsentlig del af forklaringen er, at sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknik er domineret af mænd. Og da det især er disse områder, som fondene kanaliserer pengene til, står kvinderne svagere.
Det er Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA), der har gravet tallene frem. Her har man også påvist, at de voksende eksterne midler er med til at koncentrere forskningsbevillingerne, der ofte går til en elite af forskere fra relativt få faglige miljøer.
Som professor Jesper W. Schneider fra CFA bemærker om denne Matthæus-effekt: »De, der har, får typisk mere. Så kan man spørge, om det er, fordi de drejer deres forskning derhen, hvor pengene er, eller om det er, fordi pengene finder derhen, hvor superforskerne er. Det er nok en kombination.«
Det er i altovervejende grad tre af de otte universiteter, der modtager pengene fra de private kilder. KU fik sidste år knap 1,6 milliarder kroner, DTU modtog knap 0,8, mens Aarhus Universitet (AU) fik godt 0,7 milliarder.
Problemet med at få de private fonde til at dække flere af følgeomkostningerne ved forskningsprojekterne rammer KU hårdest. Det er især på universitetet i København, at man døjer med høje huslejeudgifter, i øvrigt med staten selv som udlejer. Derimod ejer DTU sine bygninger, mens AU nyder godt af at have sin egen fond i ryggen, der gennem et datterselskab ejer en del af bygningerne og i øvrigt sidste år uddelte knap 120 millioner kroner til forskningen på AU.
KUs topledelse påskønner de »fantastiske muligheder« for at skabe ny viden og store forskningsresultater på grund af de private fondes bidrag. Men der hersker også bekymring over skævvridningen mellem fagområder, alt efter om de har fondenes bevågenhed eller ej.
»Hvis vi skal blive ved med at bruge af vores basismidler til at dække de indirekte omkostninger ved fondenes bevillinger til især de våde områder, forsvinder der i sidste ende basismidler, som ellers kunne være brugt på humaniora og samfundsvidenskab. Det svækker vores muligheder for at bedrive forskning og undervisning i topklasse på alle områder,« siger prorektor David Dreyer Lassen.
Ifølge David Dreyer Lassen er der faktisk forskere på institutter med mange eksterne midler, som har fået nej af institutlederen til at søge om fondsbevillinger til nye projekter, »fordi der simpelthen ikke er flere penge til at støtte det«.
På DTU går der ligeledes penge fra primært basismidlerne til at lukke finansieringshullet, når fondene giver bevillinger. Her er det også kommet dertil, at nogle institutdirektører er blevet tvunget til at sige nej, fordi der ikke er ressourcer til at påbegynde nye forskningsprojekter i samarbejde med fondene, fortæller rektor Anders Bjarklev.
»Derfor må vi med stor beklagelse sige til fondene: Vi vil gerne, men vi har ikke mulighed for at tage det ind på nuværende tidspunkt. Vi håber, at I stadig er interesserede næste år.«
Vil ikke betale i blinde
Spørger man i Novo Nordisk Fonden, er løsningen at få bedre styr på, hvordan forskerne og deres ledere på universiteterne vil bruge de penge, de søger om at få.
»Det er ærgerligt, at spørgsmålet om følgeomkostninger tager så meget fokus fra substansen – vores arbejde sammen med universiteterne om at nå et excellent niveau for forskningen,« siger Søren Nedergaard, fondens chief operating officer.
Novo Nordisk Fonden vil ikke blot sende penge i form af et fastlagt overhead i tillæg til deres bevillinger, og fonden vil heller ikke betale universiteternes ofte dyre husleje.
»Vi vil derimod meget gerne forholde os til konkrete bevillinger og her drøfte omkostningerne,« siger Søren Nedergaard. »Der er ikke mange typer udgifter, vi ikke principielt vil dække. Det er ikke i vores interesse at starte et stort forskningsprojekt, hvor det viser sig, at der ikke er dækning på universitetet for omkostningerne.«
– Er det jeres skyld, at små fag som finsk er lukket i de senere år, fordi jeres projekter har suget alle basismidler til sig til dækning af følgeomkostninger?
»Klart nej. Universiteterne må gøre op med sig selv, om de har råd til de projekter, de gerne vil have. Man kan i sidste ende lade være med at søge projekter, hvis man vurderer, man ikke har råd.«
»Vi får stadig mange ansøgninger i fonden og henvendelser om endog meget store initiativer, så vi oplever ikke, at universiteterne bliver mere tilbageholdende med at søge penge,« siger Søren Nedergaard.
