DET forstyrrede næppe manges nattesøvn, da en dansk-marokkansk kvinde i 2019 fik frataget sit statsborgerskab af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Den fraværende omsorg var ikke uforståelig. Få har i moderne tid gjort sig mere fortjent til danskernes afsky end de muslimer, som tog til Syrien for at melde sig under Islamisk Stats faner. De har støttet og medvirket til de mest horrible overgreb i årtier. At det også gælder den 31-årige, som opholder sig med sine små børn i en kurdisk fangelejr i Syrien, har ministeriet fastslået. I denne uge har hun in absentia gennem sin advokat lagt sag an i Østre Landsret mod ministeriet.
HANDLER sagen om det urimelige i, at hun – sammen med ti andre – fik frataget sit statsborgerskab? Nej. Den lov kan bruges mod enhver med et dobbelt statsborgerskab, som »har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser«. Retssagen handler alene om, at kvinden fik frataget statsborgerskabet uden rettergang. Hendes skæbne var lagt i hænderne på embedsmænd, som ikke har behøvet besvære sig med at overbevise en retsinstans om rimeligheden i deres afgørelse. Delete-knappen var tilstrækkelig.
OM det er retfærdigt, kan man overveje ved at se på sagen om den 31-årige. Kvinden fik således ifølge DR navnlig fjernet sit statsborgerskab på baggrund af udtalelser, vist fortrinsvis fremsat i en reportage i denne avis. I marts 2019 sagde hun, at hun aldrig kommer »til at føle den samme frihed som i kalifatet«. Skønt vi altid gør det yderste for at citere vores kilder præcist, er det næppe rimeligt, hvis bemærkninger i en artikel har dannet grundlag for så skelsættende en afgørelse. Utænkeligt er det ikke, at hun har ment, hvad hun sagde – hun blev trods alt gift med en af Danmarks mest forbenede islamister. Men det hører med til billedet, at hun blev interviewet i en fangelejr omgivet af Islamisk Stat-fanger, som hyppigt har gjort kort proces med afvigere af enhver art. Der kan herske berettiget tvivl om, hvorvidt embedsværket, på en gang forsvarer, anklager og dommer, har overvejet, om hun under de betingelser var fri til at sige, hvad hun virkelig mente.
HÆVN og straf med så vidtrækkende konsekvenser bør ikke administreres af embedsmænd. Som minksagen har vist, er de undertiden overivrige efter at lyde ministerens ønsker. Og lige så stålsatte som over for minkbranchen var regeringen over for syrienskrigerne, som den fra begyndelsen nærede en total uforsonlig holdning til. Hellere lade dem forbløde i fangelejre sammen med deres sagesløse børn end at bringe dem hjem, statsborgerskab eller ej. At statsministeren efter pres fra støttepartierne har måttet moderere sit syn, ændrer ikke på, at sager om fratagelsen af statsborgerskab redeligst varetages af et uafhængigt og uhildet retsvæsen.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
