Leder. Demokratiet har ikke stor tålmodighed med store sort-hvide grundfortællinger. By mod land. Velfærd over for frihed. Den slags. Politikere lægger tiårsplaner, medierne fortæller deres historier, og vælgerne griner.

Hvilket vidunderligt valg

DE britiske vælgere havde i Winston Churchill et fyrtårn. Han førte landet gennem the darkest hour og fik vælgernes massive opbakning gennem hele krigen. Da han havde fordelt verden med de andre sejrherrer, skulle han hjem og indkassere den store gevinst. Ingen kunne forestille sig Storbritannien uden Churchill. Den 26. juli 1945 gik briterne til valg – og udtrykte deres taknemmelighed med et svidende nederlag til Churchills konservative parti. Krigen var slut, og vælgerne var videre. Churchills modstandere præsenterede en ny vision for landet, og den ville de have.

STORE armbevægelser har præget fortællingen om Socialdemokratiet og danskerne de seneste år. Danmark har ikke været i krig, men i en politisk undtagelsestilstand, vi ikke har set mage til siden Besættelsen. Statsminister Mette Frederiksen har ført landet gennem en pandemi. Hun har haft en kontrakt med vælgerne med overskriften fællesskab, sundhed og samfundssind: Regeringen har ført en effektiv og ofte imponerende politik. Vi er gået med til udstrakt politisk kontrol og indskrænkelser i vores frihed. Men med kommunalvalget tirsdag ophævede vælgerne den kontrakt. Coronaen er ikke overstået, men danskerne vil videre. De vil have politik tilbage.

SOCIALDEMOKRATISKE nederlag over næsten hele landet viser, at både medier, socialdemokrater og vælgere har lagt for meget i coronakrisens politiske betydning. Med coronaen genfandt Socialdemokratiet og vælgerne hinanden, men der var virkelig tale om undtagelsestilstand; ikke en dybere socialdemokratisk genrejsning. Socialdemokratiet fik ikke et særlig godt valg for to et halvt år siden, og kommunalvalget bekræfter, at den socialdemokratiske strategi er seriøst udfordret. Statsministeren, der normalt er en strålende taler, som behersker fortællingen om tryghed, velfærd og det nære forhold mellem danskerne og hendes parti, var i vildrede, da hun skulle forklare nederlaget tirsdag aften. Stor tilbagegang i hendes egen hjemby, Aalborg. Læsterlige klø i Aarhus, Odense og København.

PLANER for tilbageerobringen af magten blev lagt med en klar forventning om, at storbyerne ikke var afgørende: Opmærksomheden var stift rettet mod arbejdere og landdistrikter. Det var hér, vælgerne skulle vindes tilbage fra Dansk Folkeparti. Opskriften var forståelig, men stærkt ensidig og demografisk kortsigtet; præcis som Det Republikanske Parti i USA, der troede, at de kunne vinde ved ikke bare at ignorere, men udgrænse minoriteter, veluddannede og store byer. Demografien har slået igen, og på den måde har det været et vidunderligt kommunalvalg. Disse vælgergrupper har leveret en tredobbelt protest mod regeringspartiet: Opbakningen til Enhedslisten og Radikale er forventelig, her udtrykker de moderne fællesskabsorienterede deres vrede. Men at Konservative er blevet en tryg havn for veluddannede storbyvælgere, burde illustrere Socialdemokratiets krise.

ER demokratiet ubarmhjertigt, skyldes det måske mest dets ringe tålmodighed med store sort-hvide grundfortællinger. By mod land. Velfærd over for frihed. Den slags. Politikere lægger tiårsplaner, medierne fortæller deres historier, og vælgerne griner. Magtens slitage regerer i virkeligheden. Socialdemokratiet har styret ensidigt i en dyb krise, og mange vælgere identificerer nu partiet med denne krise. Det har skabt træthed, udslidning. Særligt den danske politiske kulturs mishag mod markant magtudøvelse manifesterer sig nu; kommunalvalget falder sammen med en sms-skandale, der har forvandlet regeringspartiets store narrativ til defensiv og selvretfærdig, mestendels sort udenomssnak.

GRUNDSTØDT er den socialdemokratiske masterplan. Det er pludselig ikke usandsynligt, at Mette Frederiksen kun får én valgperiode. Problemet er, at alternativet virker lidet dragende. Er man virkelig klar til, at blå blok tager magten? Venstre og Konservative har i årevis fulgt samme skabelon som Socialdemokratiet; en manglende interesse grænsende til mishag mod byerne, uddannelse og forskning, en indadvendt provinsialisme. Måske giver kommunalvalget energi til at formulere en seriøs og ikke mindst positiv vision for landet?