SANKT PETERSBORG – En vielse uden fortilfælde i Ruslands historie. Sådan kan man beskrive den ceremoni, som Weekendavisen for nylig var vidne til i Sankt Petersborgs monumentale, 101,5 meter høje Isak-katedral. Vielsen var nemlig royal – og alligevel ikke.
I russiske medier er der heller ikke enighed om, hvad der skete, da en efterkommer af zarfamilien, den 40-årige såkaldte storfyrste Georgij Mikhajlovitj, blev gift med sin udkårne, den 39-årige Viktorija Romanovna. Hun kommer fra Italien og hed Rebecca Bettarini, inden hun konverterede til den ortodokse tro, som det var kutyme i zartiden.
»Århundredets bryllup,« lød overskrifterne i flere konservative medier – selv på Ruslands svar på DR1, Pervij Kanal. »Absurd teater,« opponerede kritikerne især på internet- og sociale medier, og ved første øjekast kan man være tilbøjelig til at give dem ret.
For Rusland er en føderal republik, hvor den tidligere zarfamilie Romanov ikke har nogen officiel særstatus. Men dog er Rusland også et land, der ikke nødvendigvis bliver bygget med lov, og man må efterhånden konstatere, at Georgij Mikhajlovitj Romanov og hans familie i hvert fald delvis er lykkedes med at finde deres plads i Putin-systemet.
Ved Isak-katedralen blev parret mødt af en æresgarde og inde i kirken af op mod 800 oppyntede gæster og flere dusin gejstlige. Det var ikke en menig præst, men metropolitten af Sankt Petersborg, Varsonofij, der forestod vielseshandlingen. I rang er metropolitter som ham kun under den russiske patriark Kirill. Brudens bryllupskjole var naturligvis overdådig, og det seks meter lange slør udsmykket med den kejserlige russiske dobbeltørn.
Både før og efter vielsen, i tre dage i træk, holdt de nygifte receptioner i flere af Sankt Petersborgs statsejede slotte, inklusive Konstantin-paladset, hvor Vladimir Putin ofte tager imod statsledere fra udlandet. Således er brylluppet blevet »en milepæl« i familiens »forsøg på at genetablere en royal tilstedeværelse i den russiske offentlighed«, som New York Times formulerede det i sin smukke reportage.
Men både den anerkendte amerikanske avis og andre medier tager fejl, når de skriver, at Georgij Mikhajlovitj i øvrigt ikke har nogen ambition om at blive russernes zar. For familien lægger kun dårligt skjul på, at den i virkeligheden gerne vil genindføre det russiske monarki.
Kejserhuset
På nettet kan man hurtigt finde frem til »Det Russiske Kejserhus«, som to efterkommere af zarfamilien kalder sig. Den ene er den ovennævnte Georgij Mikhajlovitj. Den anden er hans mor, den 67-årige Marija Vladimirovna, der er barnebarn af storfyrste Kirill Vladimirovitj, som var fætter til den sidste russiske zar, Nikolaj den Anden.
I modsætning til mange andre medlemmer af Romanov-dynastiet overlevede Kirill Vladimirovitj revolutionen og flygtede til udlandet. I 1924 udråbte han sig selv til Kejser af Rusland som Kirill den Første.
Han blev efterfulgt af sin søn, Vladimir den Tredje, der ved sin død i 1992 gav stafetten videre til Marija den Første, står det forklaret på Det Russiske Kejserhus’ hjemmeside. Her fremgår det også, at hun dog for tiden ikke titulerer sig sådan, men nøjes med lidt mere ydmyge ord som Storfyrstinde, Hendes Kejserlige Højhed og Gosudarinja – regenten. Sønnen Georgij Mikhajlovitj bliver omtalt som Storfyrste, Tsesarevitj – kronprinsen og Naslednik – tronfølgeren.
Både Marija (den Første) Vladimirovna og hendes søn, Georgij Mikhajlovitj, er født i Madrid og har boet det meste af deres liv i Vesteuropa. I de seneste år har Georgij Mikhajlovitj dog etableret sig i Rusland, hvor villige sponsorer hjælper ham og hans mor med at arbejde med velgørenhed samt hyppige »royale« besøg på blandt andet museer, sygehuse og i kirker.
»Det Russiske Kejserhus (det vil sige Marija Vladimirovna og Georgij Mikhajlovitj, red.) understreger altid, at genindførelsen af monarkiet i Rusland ikke er dets hovedformål,« fastslår Kirill Nemirovitj-Dantjenko, der er Marija Vladimirovnas rådgiver.
Men man må ikke tage fejl:
»Storfyrstinde Marija Vladimirovna har ret ofte sagt, at Det Russiske Kejserhus dog selvfølgelig ikke kan afsige fra at tjene det monarkiske princip. Ligesom den russisk-ortodokse kirke heller ikke kan afsige fra at tjene Gud.«
Kirkens støtte
Netop kirken kan man nok godt kalde for Romanov-familiens vigtigste allierede. Lige siden Sovjetunionens sammenbrud har den nemlig taget godt imod Marija Vladimirovna og Georgij Mikhajlovitj.
Aktuelt var det kirkeledelsens beslutning at gøre vielsen til en stor folkelig begivenhed ved at afholde ceremonien i Ruslands næststørste katedral i stedet for at begrænse den til en privat ceremoni i en af de mange mindre kirker.
I Isak-katedralen så Weekendavisen desuden mindst én præst, der kyssede »regenten« Marija Vladimirovnas hånd. Normalt er det omvendt præstens hånd, der skal kysses
»Det er helt vildt,« lyder bedømmelsen fra Annika Hvithamar, en af Danmarks førende eksperter inden for ortodoks kristendom.
»Den, der kysser hånden, er den underdanige. I det her tilfælde kan det tolkes som et signal om, at præsten anerkender, at den verdslige magt er over den kirkelige. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor bevidst det var, men historisk set har det kun været den regerende zar, som kysses på hånden af præster,« forklarer Hvithamar, institutleder på Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
Hun hæfter sig desuden ved, at den russisk-ortodokse kirke i det hele taget mener, at »monarkiet principielt er den mindst ringe styreform«: »Kongen opfattes som guddommeligt udvalgt og efterfølger af kongerne fra Det Gamle Testamente som Herrens salvede.«
Det kommer tit til udtryk, når kirken deltager i offentlige diskussioner; også selvom den passer på med at sige og skrive noget, der kan opfattes som en udfordring af Vladimir Putins magt.
»Personligt mener jeg, at når en person er blevet salvet til zar af præsterne og ikke bare har fået mandat fra vælgerne til at regere i en begrænset tidsperiode, er det selvfølgelig en styreform, som har mange fordele i forhold til alle andre styreformer,« sagde den kendte og populære metropolit Illarion i 2017.
Det skabte især debat, fordi metropolitten tilføjede, at han ikke talte om konstitutionelt og dermed symbolsk monarki, samt fordi han anses som en af de to stærkeste kandidater til at overtage rollen som kirkens overhoved efter den nuværende russiske patriark Kirill.
Dengang for fire år siden måtte Illarion tage delvist afstand fra sine udtalelser for at undgå en konflikt med Kreml. Men fra flere mindre profilerede gejstlige og i en del ortodokskonservative medier kan man ofte høre og læse akkurat det samme; at Rusland har brug for samoderzjavije – enevælde.
Det samme mener en gruppe monarkister, som op til vielsen har samlet sig uden for Isak-katedralen i Sankt Petersborgs centrum.
Monarkistisk mindretal
»Vi er et kæmpestort og multinationalt land med rigtig mange forskellige meninger. Der er derfor brug for en enkelt mening, der kan blive påduttet ovenfra,« argumenterer den 31-årige redaktør Ilja Jefimov, der har brugt knap et døgn på at valfarte til Sankt Petersborg fra Vladimir-regionen.
»Demokrati kan ikke fungere her i Rusland, fordi rigtig mange mennesker i så fald vil forsøge at gøre det hele på hver sin måde,« siger Ilja Jefimov, der får opbakning fra en lokal Petersborg-monarkist, 64-årige Andrej Krylov.
»Det Russiske Kejserrige havde en enormt stor befolkningstilvækst under Nikolaj den Andens regeringstid. I dag oplever vi en befolkningsnedgang, og vi har også mistet mange af kejserrigets territorier,« ræsonnerer Krylov.
»Selv under socialismen (i sovjettiden, red.) gik det bedre end nu, så socialisme er umiddelbart bedre end det, vi har i dag, men monarki er klart bedre end socialisme,« siger Andrej Krylov. Han tilhører Ruslands forholdsvis lille, men ikke ubetydelige mindretal, der gerne vil genetablere monarkiet.
Flere meningsmålinger fra det russiske analyseinstitut Levada Center viser, at det drejer sig om ni-ti procent af befolkningen – og at tilslutningen til monarkisterne har været stabil siden 1990erne. En del flere, 22 procent af russerne, er »ikke principielt imod monarki«, fremgik det i 2017 af en undersøgelse fra et andet russisk analyseinstitut, VTsIOM. De fleste russere er altså republikanere.
I 1910 og endda i revolutionsåret 1917 var det dog også kun et mindretal, der støttede kommunisterne, som alligevel endte med at gribe magten i landet. På samme måde var der i begyndelsen af 1980erne stort set ingen, der kunne forudsige, at Sovjetunionen ville styrte sammen, og at russerne blot ti år senere ville erstatte kommunismen med kapitalismen.
I dag sidder Vladimir Putin tungt på magten, som han tilsyneladende har tænkt sig at bevare helt frem til 2036, men hvad der sker efter ham, er et åbent spørgsmål. I den forbindelse vil en monarkistisk udvikling ikke nødvendigvis være mindre sandsynlig end en liberaldemokratisk.
Konservativ drøm
»I Rusland er der mange organisationer, som arbejder på at genindføre monarkiet,« fastslår Kirill Nemirovitj-Dantjenko, rådgiver for »regenten« Marija Vladimirovna. »Det er også et diskussionsemne i den russiske politiske elite. Ansvarlige politikere og samfundsaktivister forstår, at det er én blandt flere retninger, som Rusland kan udvikle sig i.«
Dog ikke hvis man spørger den danske ruslandshistoriker Erik Kulavig: »For mig at se er det noget drømmeri, som det russiske samfund for længst er løbet væk fra,« siger Kulavig, lektor emeritus ved Institut for Historie, Syddansk Universitet. »Jeg ser denne vielse som en ikkebegivenhed og dermed helt anderledes end for eksempel Aleksandr Dugin (den kendte imperialistiske russiske ideolog, red.), som var til stede under ceremonien. Han sagde, at den viste den russiske sjæl og kontinuitet midt i en verden, der falder sammen i fremmedgørelse og mangel på tradition, der så til gengæld blomstrer i Rusland. Men det er noget fordrukkent sludder,« lyder det fra Erik Kulavig.
»Generelt er den russiske befolkning lige så sekulariseret som den danske, og konservative nationalister er altså ikke talsmænd for den russiske sjæl, selvom de har fået en renæssance i visse kredse, måske også hos Putin selv. Jeg tror ikke på deres projekt, selvom jeg selvfølgelig ikke kan love, at zarismen aldrig vender tilbage i en reaktionær og nationalistisk alliance med kirken. Men jeg vil tillade mig at sige: Gud forbyde det!«
Skulle Gud alligevel tillade det, vil den nygifte Georgij Mikhajlovitj Romanov næppe være den eneste prætendent til den russiske trone. For i virkeligheden ser kun et mindretal af zarfamiliens efterkommere ham som den retsmæssige arving.
»Da hans oldefar, storfyrste Kirill Vladimirovitj, udråbte sig selv til kejser i 1924, var der rigtig mange medlemmer af Romanov-familien, der ikke anerkendte ham. Ikke mindst Marija Fjodorovna (den danskfødte enkekejserinde Dagmar, der var vendt tilbage til Danmark, red.),« fortæller historikeren Ivan Matvejev fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet.
Der var flere årsager til den manglende anerkendelse, blandt andet at storfyrsten tidligere havde giftet sig med sin kusine mod zarens vilje og i strid med den ortodokse tradition. En generation senere gik det endnu værre, da storfyrstens søn, Vladimir Kirillovitj, giftede sig klart under sin stand: »Godt nok var hun efterkommer af georgiske zarer, men de regerede i en meget fjern tid, i 1500-tallet, så ægteskabet kunne ikke blive andet end morganatisk,« forklarer Ivan Matvejev – morganatisk er et ægteskab, især mellem en fyrstelig person og en ikke ligestillet kvinde.
Victoria of Russia
Oven i fik parret kun en datter, den nuværende »regent«, Marija Vladimirovna. Ifølge den berømte russiske tronfølgelov af 1797 er kvinder ellers understillede i forhold til mænd, så arveretten burde umiddelbart gå til en anden gren af familien.
»Men i dag er der ingen Romanov’er, heller ikke dem fra andre grene, der rent juridisk har ret til tronen. Den sidste, som kunne påberåbe sig en sådan ret, døde i Uruguay i 2007,« påpeger Ivan Matvejev. »Det er altså helt absurd, at Marija Vladimirovna kalder sig for regent og uddeler gamle kejserlige ordener til forretningsmænd, politikere og gejstlige.«
Senest gjorde hun det i forbindelse med vielsen, der blev afsluttet med, at brudeparret gik ned ad katedralens hovedindgang hen til limousinen, forbi journalister, royalister og nysgerrige petersborggensere.
»Hvad føler De, Georgij Mikhajlovitj?« råbte en tv-korrespondent.
»Lykke,« svarede »tronfølgeren« på russisk: »Sjtjastje!«
Det er tydeligvis ikke noget nemt ord at udtale, når man ikke mestrer sproget helt flydende. Hans brud, den italienskfødte Viktorija Romanovna, klarede sin del bedre: »Da, konetjno!« – »Ja, selvfølgelig!« – supplerede hun på et veludtalt russisk. På sin Instagram-profil bruger hun dog primært engelsk, når hun præsenterer sig som russisk prinsesse: Victoria of Russia.
