Stjerneattitude

Messi. Neymar. Mbappé. Min 12-årige søn har formentlig sagt det bedst: »Far, det lyder som én, der har snydt i FIFA,« altså computerspillet, der udkommer hver september til en fanfare af global interesse.

Men den er som bekendt god nok: Den 34-årige argentiner, den 29-årige brasilianer og den 22-årige franskmand, alle med hvert sit distinkte udtryk og indlogeret på forskellige stadier i karrieren, udgør i øjeblikket franske Paris Saint-Germains frontlinje.

Stakkels Ángel Di María, en kontraraket af Guds nåde og en af det seneste tiårs bedste offensivspillere. Nu må han nøjes med at spille de mindre profilerede kampe. I stormøderne i Champions League er banen forbeholdt den knasende delikate trio M-N-M.

Indtil videre har der været, skal vi sige, tilvænningsproblemer. På banen har Messi stadig sit første ligamål til gode, mens Mbappé og Neymar tilsammen blot har scoret tre mål i de seneste ni kampe i alle turneringer. Og så er der al kævlen.

Først de stærke forlydender om, at unge Mbappé ikke var på bølgelængde med gamle Messi, som har et nært forhold til Neymar fra deres fælles tid i FC Barcelona.

»Når man spiller med andre topspillere, må man dele kagen, så alle tre kan få et stykke hver. Det nytter ikke noget hellere at ville aflevere til den ene og ikke den anden,« sagde Mbappé til tv-stationen RMC Sport.

Dernæst fulgte bataljen mellem Neymar og Mbappé under en kamp mod Montpellier, hvorefter sidstnævnte indrømmede at have kaldt førstnævnte for »en vagabond, der aldrig gider at spille til mig«. I sidste uge kom Paris Saint-Germains argentinske cheftræner, Mauricio Pochettino, for skade at kalde landsmanden Messi for verdens bedste. Tirsdag måtte han så indrømme, at udtalelsen havde skabt en del uro i omklædningsrummet:

»Jeg stod med et problem, da jeg havde sagt, at Messi burde vinde Ballon d’Or (Den Gyldne Bold, der gives til årets bedste fodboldspiller, red.). Efterfølgende spurgte både Neymar og Mbappé mig, hvorfor jeg ikke havde nævnt dem ...« sagde Pochettino til dagbladet Sport.

Hvad der kan lyde som en samspilsramt børnehaveklasse, kan snart vise sig at være et nyt vilkår i europæisk fodbold. For efter længere tids fokus på det sammentømrede kollektivs kraft vil sportens seneste udvikling både på og uden for banen sandsynligvis betyde, at solisterne får mere spillerum.

DET ER EFTERHÅNDEN en del år siden, fodbolden blev systemisk. Helhedsorienteret, kunne vi også kalde det, eller måske endda holistisk. Hvornår det skete, er svært at tidsfæste, ligesom bevægelsens inspiratorer er flere og ganske forskellige i stil og temperament.

Med det spanske landshold i slutningen af Luis Aragonés’ styre (2004-08) og den første tid under efterfølgeren Vicente del Bosque (2008-2016) manifesteredes troen på, at det gode kollektiv nemt overvinder selv de største individualister. Den anden scoring i 3-1-sejren over Danmark i Aarhus i 2007 markerede et vendepunkt for spanierne, der længe havde rådet over gode spillere, men ikke noget egentligt hold. Der var tilmed tale om et tidehverv i europæisk fodbold.

Her udvekslede Aragonés’ spillere afleveringer i ét langt stræk, der vred danskerne i ubalance. Sekunderne gik. Klejne, teknisk funderede spillere som Xavi, Andrés Iniesta og Francesc Fàbregas sammensatte 28 pasninger, og det hele endte med, at den unge back Sergio Ramos susede med helt frem og vippede bolden forbi Thomas Sørensen i det danske mål.

Tiqui-tacaen, dette tålmodige, pasningsorienterede kollektivspil, blev et eksempel til efterfølgelse i hele Europa. Tik-tak som det perfekt afstemte urværk, hvor ingen af enkeltdelene kunne undværes. Idealet var det samme i Barcelona under Josep Guardiola i 2008-12.

Spaniens og Barcelonas succes i årene, der fulgte, gjorde livet sværere for den utilpassede enegænger og nemmere for den læringsparate elev. Måske bedst illustreret i selvsamme Guardiolas år i FC Bayern München, hvor den omhyggelige Philipp Lahm fik en nøglerolle, mens den arrede gadedreng Franck Ribéry blev udgrænset.

»Somme tider snakker han for meget. Fodbold er simpelt,« sagde Ribéry til Sport Bild, da de tre år under Guardiolas monitorering endelig var ovre. Den aparte franskmand følte sig med egne ord »befriet«.

Men det nye blik på fodboldspillet handlede ikke kun om stil. Det viser de to klynger af toptrænere, der gik henholdsvis forud for og efterfulgte spanierne, og som ligeledes tilhørte den nye tid.

Tilbage i 00erne præsiderede således mere defensivt tænkende alvorsmænd som Héctor Cúper, José Mourinho og Rafael Benítez, hvorimod de seneste fem år har tilhørt folk som Jürgen Klopp, Diego Simeone, Antonio Conte, Thomas Tuchel og Mauricio Pochettino med fokus på løbevillighed, pres og aggression.

Fælles for hele flokken, fodboldens førende tænkere i det 21. århundrede, er ønsket om fuld kontrol over alle spillere på hele banen hele tiden. En totalidé, der kan spores tilbage til pionerer som Rinus Michels og Valerij Lobanovskij i 1960erne og Arrigo Sacchi og Louis van Gaal i 1990erne, men som først med »den spanske vending« har opnået udbredelse.

MED FÅ UNDTAGELSER var fodbolden før årtusindeskiftet dog fortsat at sammenligne med andre holdspil (med færre udøvere på mindre baner): basketball, volleyball og håndbold. Forbindelserne mellem spillerne var væsentlige, men en eller to profiler kunne gøre hele forskellen. En fantastisk målmand, en hærfører på midtbanen eller en uimodståelig forward. Fodbolden var stadig en individuel sportsgren forklædt som holdspil.

Det er ikke helt sandt at påstå, at Diego Maradona vandt VM 1986 eller Peter Schmeichel EM 1992 på egen hånd, men det er heller ikke helt forkert. Spillet var stadig styret af gale og/eller geniale enere. Folk som Roy Keane, Patrick Vieira, Oliver Kahn, Hristo Stoichkov, Matthias Sammer, Éric Cantona, Zinédine Zidane, Thierry Henry og Dennis Bergkamp.

Det er denne dyrkelse af det skæve, uforudsigelige unikum, som efter halvandet årti i skammekrogen – periodens to topnavne, Messi og Ronaldo, var i årevis en planmæssig, integreret del af hvert sit storhold – nu yder modstand mod det teoribaserede trænervælde.

Vi ser det tydeligst i Paris, hvor en af disse dygtige systematikere, cheftræner Pochettino, prøver at forlige sig med den kendsgerning, at hans bedste spillere også er de største krukker. Han må og skal finde plads til tre fænomenale forwards, som ikke har den store lyst til at hjælpe resten af holdet, når bolden tabes.

Men vi ser det også i opkomsten af en ny generation af selvbevidste spillere, der kender (markeds)værdien i at stikke ud på den ene eller anden måde. Enten ved at sætte nye standarder for kreativ hårvækst eller måske ligefrem have en mening om samfundets indretning.

Man kunne her nævne Erling Haaland, Renato Sanches, João Félix, Matteo Guendouzi, Marcus Rashford og Vinícius Júnior samt de lidt ældre Jack Grealish, Memphis Depay og Paul Pogba.

Det begyndende kursskifte i Europas absolutte top er imidlertid ikke blot et spørgsmål om forfængelighed. Også de forandrede ejerforhold og den sportslige skævvridning spiller ind.

Landenes største klubber er efterhånden så meget bedre end deres konkurrenter, at de kan tillade sig at ofre en smule struktur til fordel for genkendelig overdådighed i form af et par af disse luksusspillere. Det sidste synes også at være et ønske fra flere af de rigmænd, stater og kommercielle partnere fra Nordamerika og Asien, der uden tvivl ser muligheder i at øge attituden og spektaklet.

Men det er ikke ligetil. Fodbolden er et andet sted end for 15 år siden. Trænerne kræver deres ret, de ønsker at udvikle systemer og vil kendes for det. På samme tid brænder pengene i lommen på især Mellemøstens despoter, der har travlt med at vaske blod bort i sportens show.

I Paris satser ejerne fra Qatar på larmende egoer, mens Abu Dhabi United Group i Manchester City forsøger at gå balancegang mellem en formalistisk træner (Guardiola) og fristelsen til at shoppe vildt a la sommerens 100 millioner pund for Grealish. Indtil videre må vi vente og se, hvilken vej Newcastle Uniteds nytilkomne saudiarabiske konsortium, der refererer til kronprins Mohammed bin Salman, vælger at betræde.

Det kan man da kalde en hovedpine på første klasse.