Debat. Læs om de ortodokse jøder der nægter at underkaste sig coronarestriktioner i Israel, om den danske EU-debat og om Sjostakovitjs fremstilling i Weekendavisens hjemmeskole.

Læserbreve

 

Ultraortodoks

Jotam Confino, journalist, Haaretz

Hvor i verden må en premierminister tigge og bede religiøse mindretal om at indordne sig under landets love? Svaret er Israel, der netop nu er i en absurd situation, hvor Benjamin Netanyahu bønfalder ledende rabbinere om at beordre ultraortodokse jøder til at overholde coronarestriktionerne.

Vi befinder os i en tredje lockdown i Israel, hvilket betyder, at alle skoler er lukket. Eller det vil sige næsten alle. De ultraortodokse, med rabbinernes velsignelse, blæser på direktivet. Og vover politiet at bevæge sig ind i de ultraortodokse områder for at lukke skoler eller udstede bøder til dem, der overtræder reglerne, bliver de udsat for voldelige overgreb, der i visse tilfælde har mindet om lynchninger. Stenkast, brand i gaderne, smadrede ruder på politibiler, smadrede busser samt fysiske og verbale angreb på journalister er hverdag i ultraortodokse områder i Israel lige nu. Det har ført til, at politiet har lavet ulovlige og hemmelige aftaler med rabbinere om ikke at håndhæve loven i forskellige ultraortodokse områder, så længe de ikke bliver udsat for vold, når de en sjælden gang viser sig. En aftale, mine kollegaer på den israelske avis Haaretz har dokumenteret.

Alt imens Israels massevaccinationskampagne bliver lovprist verden over, er smittetallet stadig skyhøjt, hvilket i høj grad skyldes den totale mangel på respekt for lockdownreglerne blandt ultraortodokse. Apatien over for pandemien har ført til, at de har været stærkt overrepræsenteret i statistikkerne over smittede siden marts måned.

At bevæge sig i de ultraortodokse områder er lidt som at være i det vilde vesten, hvor love og regler er ophævet, og hvor du kun er velkommen, hvis du er religiøs. Sådan har det været i mange år, men i disse dage er det decideret farligt at gå ind i de mest hardcore områder, særlig som journalist eller politi.

Som tv-korrespondent i starten af pandemien lavede jeg reportager fra et af de ultraortodokse områder, hvor der lige nu er massive kampe mellem politiet og religiøse fanatikere. Det var en absurd og meget ubehagelig oplevelse at blive råbt ad, konfronteret og forstyrret under liveudsendelser. »Hvad laver du her? Er du jøde?« blev jeg spurgt af aggressive børn og voksne i den ultraortodokse by Bnei Brak.

Endnu en gang bliver det tydeligt, at de ultraortodokse har en uproportional stor magt i Israel. I nationale kriser får de lov til at opføre sig, som de vil, uden at blive straffet. Hundredvis kan være samlet til begravelser, bryllupper og i skolegårde uden konsekvenser. Men når sekulære israelere dyrker yoga på stranden i Tel Aviv, eller en mor vil have frisk luft med sine børn, er politiet hurtige til at udstede bøder.

Inden pandemien brød ud, var det allerede soleklart, at sekulære israelere lod sig kue af et fanatisk mindretal på cirka ti procent. På forunderlig vis har de ultraortodokse skabt en situation, hvor de har været tungen på vægtskålen rent politisk i årevis. De har støttet Netanyahu i tykt og tyndt, der til gengæld har tilladt de ultraortodokse massiv arbejdsløshed, undtagelse fra militæret og magt over vigtige institutioner i samfundet, såsom ægteskab og immigration. Alt dette på bekostning af sekulære israelere, der finansierer, beskytter og underlægger sig ultraortodokse.

Den afskyelige arrogance fra en selvretfærdig minoritet, der i øvrigt ikke mener, at de hundredtusindvis af israelere, der sørger for, at de kan bibeholde deres liv, er »rigtige« jøder, ser dog ud til langt om længe at have rusket godt og grundigt op i befolkningen. Vil man blive ved med at tillade religiøse fanatikere at sætte landets helbred over styr, eller vil man langt om længe tvinge dem til at indordne sig i det moderne samfund? Det er det store spørgsmål, Israel står over for, og som vil afgøre landets fremtid.

EU

Morten Helveg Petersen (RV), europaparlamentariker

Mine øjne drages altid, når der dukker en artikel om EU op i nyhedsbilledet. Ofte for at glædes over, at EU får mere spalteplads i nyhedsstrømmen. Desværre dæmpes denne glæde, når uvidenheden om EU skærer igennem, som ved Søren K. Villemoes’ indlæg »Op af tidslommen« i WA #3, der paradoksalt handler om selvsamme frustration over den danske EU-debat. Villemoes siger, at det gælder for EU-entusiaster, at »Unionen opløses og reduceres til blot at bestå af summen af medlemslandene og deres viljer«, når det gælder dårlige sager.

EU er en kompleks størrelse, der ikke kan reduceres, uden at vigtige nuancer går tabt. Derfor står fløjene ofte og diskuterer på forskellige grundlag, og debatten ender derefter. Villemoes formår nemlig selv at reducere EU til at være noget, der kan overføres direkte på det danske folketing, selvom institutionerne er vidt forskellige.

Kompleksiteten bunder i, at selvom unionen har et parlament, så ligger store dele af magten stadig i medlemslandene. Magten ligger også i Det Europæiske Råd, der består af landenes fagministre og regeringsledere. Endda gælder det, at Rådet har den største vægt i beslutningerne på eksempelvis sundhedsområdet.

Det er her, det går galt for Villemoes. EU kan nemlig reduceres til at være summen af medlemslandene og deres viljer, netop når det gælder spørgsmål om sundhed. Hvis landenes regeringer ikke vil finde flere penge, for eksempel til at købe flere vacciner, så er den samlede EU-beslutning, at der ikke købes flere. Kommissionen er bundet op på det mandat, Rådet har givet, og det budget, som gives til vaccineindkøb. Det betyder, at hver gang mandatet skal ændres, skal det godkendes af samtlige medlemsstater, før Kommissionen kan agere igen.

EU kan og skal kritiseres for meget. Men samarbejdet er ikke stærkere, end vi selv vælger at gøre det. På sundhedsområdet har medlemslandene omhyggeligt valgt, at EU ikke skulle blande sig. Indtil nu. For pandemien har forhåbentlig fået de flestes øjne op for, at den ikke stopper ved landegrænser. Og at kun et stærkt og forpligtende samarbejde på tværs af grænser kan bekæmpe en grænseoverskridende pandemi.

Sjostakovitj

Mikkel Thrane Lassen, cand.mag. i historie, forfatter

Vesten har i mange år haft et billede af komponisten Dmitrij Sjostakovitj som en tavs og sammenbidt dissident, der anvendte hele sit musikalske virke til syrlig og ironisk systemkritik. Det er også det billede, der videreformidles i Frederik Cilius’ veloplagte og begavede præsentation af komponisten i Weekend­avisens Hjemmeskole for voksne. Men billedet hviler på en myte om Sjostakovitj, som Vesten blev præsenteret for i bogen Testimony skrevet af den russiske musikforsker Solomon Volkov i 1979.

Testimony, der udkom godt fire år efter Sjostakovitjs død, hævdede at være baseret på interviews med komponisten i hans sidste år og tegnede et ganske andet billede end det, som den vestlige verden ellers på det tidspunkt havde af Sjostakovitj, nemlig som den partiloyale ideologiske medløber, der underlagde sig alle krav fra statens side. Allerede året efter påviste den engelske musikforsker Laurel Fay, at Testimony var et falsum, konstrueret af Volkov selv, men løbet var kørt. Om billedet var sandt eller ej, var underordnet i denne fase af Den Kolde Krig: Bogen gav det billede af Sjostakovitj, som Vesten ønskede, fordi det påviste, at Sovjetunionens borgere »i virkeligheden« alle var dissidenter.

Bogen blev fulgt op af den engelske musikjournalist Ian MacDonalds The New Shostakovich fra 1990. I denne bog forsøgte MacDonald at påvise, at ethvert værk fra Sjostakovitjs pen »i virkeligheden« var et skjult budskab fyldt med dissidens, kritik af styret og latterliggørelse af Stalin. Meget lidt kan understøtte dette narrativ om Sjostakovitj som en komponist, hvis hele kreative virke blev anvendt i systemkritikkens tjeneste, bortset fra Vestens behov for at få understøttet denne attraktive fortælling.

Den meste ædruelige forskning de seneste 30 år har tværtimod imødegået denne mytologi og forsøgt at tegne et bredere, mere nuanceret billede af Sjostakovitj som en mand, der ikke var synderligt optaget af politik, og hvis budskaber i musikken oftere var af erotisk end politisk karakter.

Men i den enorme mængde af litteratur, der er udkommet siden komponistens død, er det fortsat Volkov og MacDonald, der topper listen over de mest solgte Sjostakovitj-bøger. Fortællingen er simpelthen for god, selv om den måske ikke er sand. Og den viderekolporteres forståeligt nok af musikformidlere over hele verden, fordi det er en fortælling, der gør sig langt bedre som formidling.

Det ville være en befrielse at få lov til at høre Sjostakovitjs musik uden eksterne forsøg på at styre vores opfattelse. Sjostakovitj var først og fremmest en af verdens førende komponister – ikke hverken politiker eller dissident. Han skrev musik for musikkens skyld, ikke for løbende at kommentere på Sovjetunionens inden- og udenrigspolitik. At tro, at dette var hans primære formål, er en desavouering af hele Sjostakovitjs kunstneriske virke.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk