Debat. Reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed er enkle og velkendte. Alligevel kan de ansatte ikke ytre sig frit.

Kammeratlig samtale

Ansatte i det offentlige bliver forsøgt truet til tavshed med kammeratlige samtaler, skriftlige advarsler og sågar fyringer eller ufrivillige forflyttelser. Det hører vi om fra mange offentlige fag. Læger, sygeplejersker, politifolk og selv hos DSB, hvor ombudsmanden kort før jul gav mig, der er togfører, og min kollega, en lokofører, medhold i vores klager over skriftlige advarsler givet af DSBs ledelse under en faglig konflikt.

SF var som det første parti ude med et oplæg om lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed efter ytringsfrihedskommisionens betænkning fra 30. april 2020. SF tror, at problemerne skyldes uvidenhed. Retsordfører Karina Lorentzen (SF) skriver i en mail til mig: »Jeg tror faktisk ikke, at offentlige arbejdsgivere ikke vil overholde loven. Det bunder nok i uvidenhed.«

Hvordan kan man mene det, når Justitsministeriet allerede for fem år siden iværksatte det, de kaldte en »styrket oplysningsindsats«, netop fordi det virkede, som om den hidtidige indsats ikke var »trængt tilstrækkeligt igennem«, som ombudsmanden formulerede det i en kronik i 2016. Desuden blev der i 2017 i samarbejde med Moderniseringsstyrelsen udgivet et e-læringskursus for ledere og medarbejdere om offentligt ansattes ytringsfrihed, og samme år blev der ligeledes offentliggjort en myndighedsguide på ombudsmandens hjemmeside.

Et flertal i ytringsfrihedskommissionen vil som SF anbefale en lovfæstelse. For som de siger: »... en lovfæstelse vil kunne give en tiltrængt og mere overskuelig indgang til de relevante regler, praksis og vejledning om det nærmere indhold af ytringsfriheden.«

En tiltrængt og mere overskuelig indgang? Men det er jo slet ikke det, der er problemet. To juraprofessorer fra Aarhus Universitet, Søren Højgaard Mørup og Michael Hansen Jensen, skriver i en kronik fra 13. februar 2019, at »Det kan ikke forklares med, at reglerne er komplicerede, for det er de ikke. Det kan heller ikke forklares med, at myndighederne ikke er blevet vejledt om reglerne, for det er de.«

Også ombudsmanden konkluderede i 2016: »Problemet er ikke, at det er uklart, hvad der gælder. Det er nemlig ret klart. Problemet er, at der er myndigheder, som ikke respekterer de ansattes rettigheder.« Har SF og flertallet i kommissionen overhovedet fulgt med? Man taler altså imod bedre vidende, når man påstår, at det skyldes uvidenhed.

Kommissionen mener ikke, at en lovfæstelse ændrer ved de grundlæggende problemer såsom frygten. De skriver blandt andet, at »... frygten for karrieremæssige konsekvenser grundlæggende er forhold, der i ringe grad lader sig afhjælpe ved en lovfæstelse af de gældende regler«. En lovfæstelse vil altså være symbolpolitik. For at vise, at man handler, men uden reel betydning.

Det giver derimod mening, at man kan tilsidesætte en ulovlig afskedigelse ved dom med krav om genansættelse, hvis medarbejderen ønsker det. I en betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed fra 2015 overvejede det daværende udvalg »... indførelsen af regler om mulighed for dom for fortsat ansættelse ...«, hvilket ville have en »gavnlig præventiv effekt«. Og som de to juraprofessorer afslutningsvis skriver i deres kronik om lige præcis det forslag, som de også plæderer for: »... det vil være et vigtigt værn for den enkelte, som bliver ulovligt afskediget«. Nu skal Christiansborg vise, at de tager offentligt ansattes ytringsfrihed alvorligt. Ikke kun formelt. Men reelt. Ikke kun i ord, men i handling. Der er ikke brug for mere information og politiske signaler om, at vi selvfølgelig har ytringsfrihed. Gør beskyttelsen reel frem for formel.