SAMMEN kan EUs 27 medlemslande sikre en bedre aftale med medicinalindustrien om køb og distribution af covid-19-vacciner, end hvis vi gør det enkeltvis. Det var rationalet bag at overlade arbejdet til EU-Kommissionen, og virkede det både sympatisk og indlysende, står det i dag klart, at Kommissionen har forkludret opgaven i massiv grad. På den baggrund skal man forstå den nuværende strid med AstraZeneca. Den tog fart i sidste uge, da medicinalfirmaet meddelte EU, at man grundet produktionsvanskeligheder kun ville være i stand til at levere omkring en fjerdedel af de vacciner, man havde stillet i udsigt.
BLEV det hele yderligere betændt af, at AstraZeneca i første omgang fuldt ud vil honorere den aftale, man har indgået med den britiske regering, står det samtidig klart, at sagen er blevet en propaganda-strid mellem EU og Storbritannien oven på Brexit. Her ligger EU i forvejen elendigt i svinget. Kun to procent af EUs befolkning er blevet vaccineret, mens Storbritannien er oppe på 11 procent. Den forskel vil kun øges i de kommende måneder. Det er ingen behagelig erkendelse, specielt ikke i lyset af hvor lemfældigt premierminister Boris Johnson håndterede krisen til at begynde med: Men man kan næppe fortænke mange EU-borgere, hvis de misunder briterne deres regerings effektivitet og rettidige omhu i denne sag.
VI ved stadig ikke, hvem der bærer det egentlige ansvar for den manglende leverance, skønt det er vanskeligt at forstå, hvilken interesse AstraZeneca skulle have i at snyde så stort et marked som EU for så essentiel en vaccine. Medicinalfirmaet siger selv, at Storbritannien fik sin aftale i hus tre måneder inden EU, hvilket ingen har benægtet. Derfor har man haft mere tid til at forberede produktionen for briterne. AstraZeneca har også forklaret, at man aldrig lovede EU hele leverancen; blot at man ville gøre sit bedste for at nå det. Det afviser Kommissionen, som nu truer med eksportforbud og bål og brand. Det hele er meget uværdigt.
SVAGERE argumenter bliver ikke bedre af, at man hæver stemmen. Sikkert er det, at EU har været for lang tid om at indgå aftaler, hvorfor andre lande som Israel, USA og Storbritannien er kommet forrest i køen. Om smøleriet skyldes, at Kommissionen har været for bureaukratisk, for nærig og for bundet af medlemslandenes modsatrettede krav, er mindre vigtigt. Vi ved, det vil koste liv, der kunne være reddet, og sætte dybe økonomiske spor. For tiden taler sundhedskommissæren om AstraZenecas »moralske ansvar« for at levere vaccinerne. Så ved man, at Kommissionen står på tynd is. Katastrofens omfang er så stort, at havde Kommissionen været en national regering, var sundhedskommissæren for længst blevet skiftet ud. Det samme var kommissionsformanden. Men sådan er EU desværre: Ansvaret – selv for en så gigantisk skandale – fortaber sig i tågerne.
