Våbenhandel. Sverige har europæisk rekord i skuddrab. Ofte køber de kriminelle problemfrit deres våben fra netværk af forstadsunge og jagtglade småbysvenskere, som bygger dem selv af våbendele indkøbt lovligt i EU-lande. Våbnene havner også i Danmark.

Skorpioner på Øresundsbroen

STOCKHOLM – Polisen lå på lur og tog fotos, da nogle danske mænd 28. maj 2015 gjorde forretninger med svenske våbenhandlere på en stille gade i Malmö Söder. På vej hjem over Øresundsbroen blev danskerne anholdt med to maskinpistoler af mærket Skorpion bag i bilen. Måske fornemmede de, at de var overvåget. I hvert fald kørte de midt på broen fra via et nødspor på den kunstige ø Peberholm, som forbinder højbroen og motorvejstunnellen, for at kaste Skorpionerne i havet. De blev anholdt og dømt, men deres motiv aldrig konstateret, selvom dansk politi hjemme hos en af dem fandt Hizb-ut-Tahrir-materiale.

At våbenhandlen afsløredes, skyldtes et lykketræf, som er en kriminalroman værdigt.

Således havde de svenske sælgere undsluppet ordensmagten i årevis, da de i 2014 i et udslag af overmod drak sig fulde med ejerne af en slovakisk våbenbutik. De var storkunder i butikken Stary Tekov, som solgte kraftfulde militærvåben lovligt uden krav om licenser, fordi våbnene var deaktiverede: Der var sat metalstifter i geværløbene, så de ikke kunne affyres.

De svenske våbenhandlere havde længe tjent godt på at fjerne disse metalstifter i interimistiske våbensmedjer ude på landet i Skåne og sælge dem videre til kriminelle.

Nu kom de så med den ugenerte bøn, om ikke slovakkerne fremover ville placere stifterne helt ude i enden af geværløbene for at gøre dem endnu lettere at fjerne. Alt dette vidste svensk politi, fordi de havde sporet ét våben fra ét skyderi i Göteborg tilbage til netværkets mange handler i Stary Tekov, hvor de så havde skaffet en liste over alle indkøbene.

Historien er med i de prisvindende svenske graverjournalister Mathias Ståhle og Jani Pirttisalos nye bog Vapensmederna – våbensmedene – som bærer undertitlen Männen som beväpnar Sveriges kriminella. At våbensmedene i tilgift bevæbner Danmarks kriminella, stod klart, da Skorpionerne blev bjærget i land i vandkanten ud for Peberholm: Også her havde svenskerne fjernet metalstifterne fra de slovakiske våben, viste det sig senere.

»Illegale svenske våben havner jævnligt i Danmark,« vurderer bogens forfattere. Præcis hvor tit har de ikke undersøgt, men der er flere enkelteksempler på det i deres bog.

Jeg har taget toget til Stockholm for at møde Ståhle og Pirttisalo, fordi jeg håber, at deres sporing af våbens vej til gerningssteder afslører noget om, hvordan gamla, fria Sverige fik europæisk rekord i skyderier.

Natten før var der fire skyderier i den svenske hovedstad. På seks år har Sverige registreret 263 skuddrab foruden angreb med dynamit og håndgranater. Det blå-gule landkort er fuldt af de huller, som politiet kalder for »no go-zoner«, hvor de dårligt kan operere, og hvor butikker afpresses. Lokalpolitikere er blevet afsløret i kriminelle klanforbindelser.

Den svenske underverden er tæt vævet sammen med den danske. I august fortalte de danske og svenske indvandrerbander Loyal to Familia og Dødspatruljen om deres nye alliance på forsiden af Ekstra Bladet, og mænd fra netop Dødspatruljen begik i 2019 et dobbeltdrab i et boligområde i Herlev.

Jeg taler med Mathias Ståhle og Jani Pirttisalo på hjørnet af Chronas väg og Klintvägen i Stockholm-forstaden Huddinge, fordi en ung mand her blev forvekslet med et bandemedlem og dræbt. Det er et af de gerningssteder, de i bogen undersøger våbnets vej til. Mathias Ståhle er sportsskytte, hjemmeværnsmand og ret lav. Jani Pirttisalo har haft en opvækst i et udsat boligområde i Husby og er meget høj. Bogens danske fund har de gjort tilfældigt, så de tager her en del forbehold. Deres politikilder fortæller dog, at to tredjedele af de skånske våbenhandleres forsvundne våben kan være endt i Danmark.

Det spørgsmål, der optager dem mest, formulerer de sådan i deres medrivende bog:

»Hvordan kan unge mænd i svenske forstadsbander bevæbne sig med fabriksnye pistoler og militære automatvåben, som om de var filmskurke eller kommandosoldater?«

Det havde hverken pressen eller politiet rigtig gode svar på, da de gik i gang med deres undersøgelser, siger de.

Ideen fik de netop fra en filmskurk: Nicolas Cage spillede skruppelløs våbenhandler i Hollywood-filmen Lord of War fra 2005. Filmen følger en patron fra en fabrik i Europa til et menneskes tinding i en borgerkrig i Afrika. Filmen og bogen deler morale: Sælger man et våben, kan man være skyld i nogens død.

– Det er et opbyggeligt budskab, men er det sandt? Der findes meget få lande, hvor de kriminelle ikke har våben, så hvorfor egentlig interessere sig for, hvem der skaffer dem? Hvad var det vigtigste, I fandt ud af, som rokker helt grundlæggende ved jeres syn på Sverige?

Det kan der være noget om, siger Pirttisalo, der dog fastholder, at våbensælgeren moralsk har et medansvar. Og det mest skelsættende, som de fandt ud af:

»At problemet er os. Svenske politikere taler helst om ’illegale våben fra Balkan’. I den fortælling kommer det onde udefra. Men færre end hvert femte illegale våben i Sverige stammer faktisk dernedefra. Ofte handles våbnene lovligt i andre EU-lande og bygges om i Sverige. I den fortælling er vi selv skurken, for det er vores naive love og mangelfulde kontrol, der gør det muligt for vores egne jægere og våbensmede og forstadskriminelle at handle med våben,« siger Ståhle.

Den pointe understreges effektivt med en læsning af to versioner af den samme rapport fra 2014. Regeringens hemmelige version fokuserede netop på kontrolsystemernes huller og nedtonede Balkan-våbnenes betydning. Men disse var i fokus i den kortere, offentlige version.

30 minutters smedearbejde

At våbenlove i Sverige og EU svigter, dokumenterer bogen med overbevisende detaljer.

Når svensk politi ransager en ulovlig våbensmedje, har de ikke lov til at dømme nogen for de våben, som kun måtte være halvt færdige. Så hvis man som kriminel straks sælger sine færdige våben, er man svær at stoppe.

I Slovakiet købte netværket bag Skorpion-handlen hele 236 våben ganske lovligt. De efterlod navne og pasnumre i butikkens logbog og kørte til Malmø via Puttgarden, Rødby og København med Uzier, Glock-pistoler og Skorpioner uden at blive stoppet ved grænserne. De solgte de ombyggede våben til folk på begge sider af bandekonflikterne. Fra Sjælland i syd til Ångermanland i nord blev våbnene benyttet til snigmord, attitudeafstivning og skyderier.

Via det samme hul i EUs love er ombyggede våben endt hos de terrorister, der i 2015 angreb Bataclan, Charlie Hebdo og det jødiske supermarked Hyper Cacher i Paris. Dengang sendte en af de skånske våbenhandlere helt uforståeligt en mail til avisen Expressen, som gik i rette med en lederartikel om angrebene, der havde krævet større kontrol med illegale våben fra Balkan: »Våbnene er fra Slovakiet, deaktiverede og købt lovligt over disken, altså købt lovligt i et EU-land,« skrev den kække våbenhandler uden dog samtidig at oplyse om sit erhverv.

Fra Østudvidelsen i 2004 til 2015 blev hundredtusindvis af våben fra de slovakiske koldkrigsoverskudslagre solgt af staten til lovlige mellemmænd for ned til ti euro stykket. Først da terroren ramte Paris, blev fidusen med de deaktiverede våben forsøgt forhindret.

Da hullet lukkedes, fandt forbryderne et nyt. I stedet købte de lovlige Flobert-geværer, et ligeledes umiddelbart ufarligt salonvåben, som også kan bygges om og sælges videre som skarpt våben. Det smedearbejde, det kræver, tager ifølge svensk politi kun 30 minutter. Våbnet blev siden gjort licenspligtigt i Sverige, men det er ifølge forfatterne stadig »ikke sværere at føre dem ind i landet illegalt, end det er at tage mere end ti liter alkohol med fra Polen eller Tyskland«.

Også i våbenbutikker i Baltikum, Bulgarien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland og Østrig handler svenske kriminelle, eller de benytter sig af postvæsenet. Selv fra Norge har de ved flere lejligheder bestilt gaspistoler hjem, som i tolden accepteredes som »legetøj«, selvom de let kan bygges om til dødbringende våben. 8. januar 2018 blev netop sådan et våben brugt til at begå et mord i Stockholm-forstaden Rinkeby, dokumenterer bogen. Nogle af de folk, der havde solgt våben til morderne, slap fra det med fængselsstraffe på nogle få måneder.

I dag sælges reservedele, som bruges til at fremstille illegale våben, stadig uden licens i jagt- og sportsskyttebutikker, som findes alle vegne i Sverige. Populær blandt de kriminelle er ifølge bogen særligt én F&K Sport i det stockholmske velhaverkvarter Nacka. »Vi stoler på Gud – alle andre betaler kontant,« stod der på et skilt ved kasseapparatet, da de besøgte butikken. Våben er værdipolitik i Sverige – Skandinaviens mest amerikanske land.

Mændene bag Skorpion-handlen købte et utal af skulderstøtter og Glock-magasiner så store, at det ifølge bogen »ingen som helst praktisk funktion har for jægere og sportsskytter«. For 95 svenske kroner fik de i en anden jagtbutik hjælp til at samle deres gør det selv-våben. Uden licens købte de så mange våbendele fra svenske butikker, at det svenske forsvar er citeret for, at der var nok til »at tilgodese de statslige myndigheders behov i fem år«.

Skydesvensson

Hvem er de så, disse skånske våbenhandlere, som ikke navngives i bogen, selvom de er lette at google sig til navnene på? Én er en gammelsvensk gennemsnitssvensker, en rigtig medelsvensson, fra et hjem med ressourcer. De to andre er fra mellemøstlige familier, der ejer såvel sorte som grå og hvide forretninger. Den enes brødre sørgede for at stjæle de Audi-biler, som blev brugt i danmarkshistoriens største røveri, hvor 70 millioner kroner i 2008 blev røvet fra en filial af Dansk Værdihåndtering i Brøndby. Da de tre blev anholdt, blev deres værktøjer til at fremstille våben ikke engang konfiskeret på grund af mærkværdigt milde svenske paragraffer. Kun en anke fra anklagerne forhindrede i sidste øjeblik de beslaglagte våbenmagasiner i at blive leveret tilbage til forbryderne efter dommen.

Skåne-netværket er det måske grundigst efterforskede i Sverige. Andre kriminelle har altså haft endnu lettere spil. Mest indtryk på mig gør kapitlet om en lille våbengårdbutik i Dalarna. Ejeren bestilte i gennemsnit ét nyt våben hver anden dag i flere år fra jagtbutikken i Nacka og solgte dem direkte videre til den kriminelle underverden. Politiet blev advaret om våbenhandleren igen og igen – sågar af deres egne betjente, for han var kendt på egnen. Men ifølge mails fra en politichef, som er gengivet i bogen, manglede der »ressourcer« til at tage på kontrolbesøg hos manden. I én advarsel skærer en betjent forgæves problemet ud i pap for politiledelsen: »Vi har altså en våbenhandler, som er mistænkt for lovbrud, men som stadig kan handle med våben.« Den samme butik i Dalarna solgte også dynamit og håndgranater til kriminelle.

Fra Huddinge kører jeg med de to journalister til Riksdagen i Stockholms gamle bydel, hvor de skal interviewes til fjernsyn. Her fortæller de, at de trods alt ikke regner den svenske stat for truet. Sammen går vi til et glashøjhus bag Centralstationen, hvor Svenska Dagbladet har sine redaktionslokaler. Pirttisalo skal hente børn. Jeg taler videre med Ståhle. »Kun i små lommer har staten mistet sit voldsmonopol,« siger han. »Men det kan også blive farligt nok.«

– De fleste af våbenhandlerne har ikkevestlige navne, og det etablerede Sverige har håndteret dem naivt: Er der nogle danske fordomme om Sverige, jeres bog ikke bekræfter?

»Måske vil det overraske dine læsere, hvor centrale våbensmedene – typisk hvide, midaldrende, ustraffede og fra landet – er for våbenhandlen. Det kom i hvert fald bag på mig.«