Af og til fører tiltag, der skridt for skridt virkede fornuftige, til ugunstige resultater.
Det er eksempelvis tilfældet i historien om, hvordan nogle læger på mindre prestigefyldte hospitaler sikrede sig kæmpe lønninger.
Den tager sin begyndelse i årene før årtusindeskiftet, da lægerne fik ret til at forhandle deres egen løn. Tanken var den sympatiske at belønne de dygtigste, men det udløste en krig på lønnen mellem landsdele med knaphed på specifikke lægetyper. Den kamp intensiveredes, da et andet fint tiltag, behandlingsgarantien, blev indført i 2002. Denne gjorde det endnu lettere for læger med efterspurgte specialer at bede om mere i løn, for ellers risikerede hospitalerne at bryde garantien.
Der gik ikke længe, før aldrende læger på Mors ifølge datidens pressehistorier fik en halv million ekstra om året for at blive i jobbet, og før overlæger på Bornholm tjente 90.000 kroner om måneden i gennemsnit. Ringkøbing fulgte trop og tilbød engangstillæg på 50.000 kroner. Et lønhop i ét yderområde motiverede logisk nok andre til også at tilbyde mere. Alle handlede rationelt. Summen af deres handlinger kostede samfundet dyrt.
Denne fortælling er værd at huske på efter en sommer med et lovindgreb mod de strejkende sygeplejersker, der ikke gjorde dem tilfredse, og som mandag fik dem til at genoptage strejken ulovligt på Rigshospitalet. Der har nemlig også været nye enkelthistorier om forgyldte læger. I juni skrev Danmarks Radio, at nogle vagtlæger har tjent over 42.000 kroner om dagen og tre millioner kroner om året. Det forhindrer en ny lov nu. Men at lægemangel stadig tit løses med personlige lønninger, som sygeplejersker kun kan drømme om, er let at konstatere.
165.000 kroner om måneden
I et jobopslag tilbød det private lægefirma Practio for nylig læger 990 kroner i timen inklusive feriepenge for at videokonsultere før coronavaccinationer. Ved en arbejdsuge på 37 timer udløser det en årsløn på små to millioner – en god bid mere, end statsministeren får. Det er i øvrigt samme Practio, som på én uge i august fik 15,9 millioner skattekroner for at vaccinere blot 60 danskere, fordi langt færre lod sig vaccinere, end de var blevet lovet betaling for.
Et andet eksempel er en speciallæge, som arbejder på et sygehus i provinsen, og som selv har henvendt sig til Weekendavisen. Vedkommende er ansat via et vikarbureau og har en aftale om at arbejde 37 timer om ugen til 1.025 kroner i timen. Det giver en månedsløn på 165.000 kroner – omtrent det dobbelte af en fastansættelse. Desuden kan vikaren ikke som de fastansatte pålægges ekstraarbejde.
»Det er en ekstremt dyr og uheldig måde, man vælger at løse problemer med lægemangel i provinsen,« siger speciallægen, som ønsker at være anonym. Han kalder det for »en hovsaløsning, som man tager af en akutkasse«.
Jørn Mørup, vicedirektør for HR i Region Midt, fortæller, at man her har skabt sit eget regionale vikarbureau for sygeplejersker, men ikke for læger, som er tilknyttet forskellige private firmaer. Lægerne har, som Mørup udtrykker det, »formået at få en gunstig situation ud af manglen på speciallæger i psykiatrien«. På spørgsmålet om, hvorfor man vælger at benytte private vikarbureauer og derved slås om lægerne, henviser Jørn Mørup til, at man i de forskellige regioners psykiatri har en dialog om, hvordan man kan komme uden om de mest ublu forlangender, men at man i sidste ende bliver presset af, at udbuddet af speciallæger ikke er der.
»Jeg ved godt, at nogle får meget høje lønninger, og vi synes bestemt ikke, det er en god løsning, men man er afhængig af at have læger i alle afdelinger,« siger også Tina Ebler, som er hospitalsdirektør for psykiatrien i Region Midt. Regionen er presset af den nationale mangel på psykiatere, og i praksis bestemmes deres løn af simple markedskræfter, når vikarbureauerne overbyder hinanden i deres tilbud til de læger, de repræsenterer.
Fra Region Nord forlyder det således, at man har indgået kontrakt med et antal vikarbureauer, og at man betragter disse aftaler som en forretningshemmelighed. Heller ikke Region Midt vil udtale sig til citat om, hvad rammeaftalerne med de forskellige vikarbureauer lyder på.
Også sygeplejerskerne har faktisk ret til at forhandle en individuel løn, men ifølge deres fagforeningsformand, Grete Christensen, udløser det typisk blot nogle tusinde kroner mere om måneden. Det skyldes ikke kun udbud og efterspørgsmål, siger hun. For heller ikke de højt specialiserede og svært erstattelige anæstesisygeplejersker lokkes med store lønstigninger. Ligesom speciallægen har flere af dem ellers forsøgt at kræve meget højere løn fra hospitaler med mangel på deres kompetencer, fortæller hun. Men uden held.
Christensen mistænker, at HR-cheferne i de enkelte regioner har aftalt et loft over, hvad de vil lade lønnen stige til for medarbejderne, men at det af en eller anden grund ikke gælder for speciallægerne.
»De har ikke indset, at manglen på sygeplejersker snart risikerer at bevirke, at nogle operationer ikke kan udføres,« siger hun. Det provokerer hende, tilføjer hun, at der gives løn »helt ude af proportioner« til nogle, mens selv væsentligt mindre tillæg ikke er muligt til andre. Hvorfor denne ulighed?
Årsagen er den simple, at det ikke har været nødvendigt at give sygeplejerskerne mere, siger Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. »Så slem har manglen åbenbart heller ikke været. Eller så unikke har deres kompetencer ikke været,« siger han.
At en speciallæge i det offentlige tjener 165.000 kroner om måneden, overrasker ikke Kjellberg: »Enkelte tjener også mere end det. En overgang tjente nogle fedmekirurger i det private flere millioner om året. Den slags sker (én tjente ifølge artikler 9,2 millioner kroner i 2007, red.). Det var offentlige midler kanaliseret til dem via privathospitaler. Det er selvfølgelig et håbløst spil i længden, fordi det ender i en budkrig, som er svær at styre. Men hvis man virkelig mangler en specialist, har man intet valg. Alle betaler, hvad de er nødt til at betale. Sådan er det jo. Murere er også hundedyre i København, fordi der bygges så meget. Da man havde overskud af læger i 80erne, overbetalte man dem ikke,« siger han.
Kvotekonger
Også praktiserende læger har markedets logikker begunstiget med en høj løn flere steder i provinsen. Praktiserende læger er selvstændige, som køber retten til at drive en klinik. I nogle landsdele var denne ret svær at sælge, indtil det blev gjort muligt for læger at stå som ejere af klinikker, der i praksis drives af private firmaer. Den industri har siden vokset sig stor. Firmaerne med navne som alles Lægehus og Nordic Medicare betaler tit mere i løn, men bruger flere vikarer. De sparer penge ved at stordrifte. Kritikere kalder det for stråmandsklinikker og vil forbyde det. Et forslag om et forbud blev dog nedstemt i juni af Radikale, Liberal Alliance, Venstre og Socialdemokratiet.
Før folketingsafstemningen havde formand for Praktiserende Lægers Organisation Jørgen Skadborg ellers formuleret sig med stor patos på sin hjemmeside: »Vi ser, at koncerner aktivt går efter at lade stråmænd opkøbe klinikker, som så efterfølgende drives af koncernerne med løst tilknyttede vikarer. Desværre står vi på randen af at få kvotekonger i almen praksis. Og det er skidt for patienterne.«
Hvad Skadborg ikke opholdt sig ved, er, at disse »kvotekonger« åbner lægehuse i små byer som Bøvlingbjerg, Pandrup, Horslunde, Store Heddinge, Gørlev, Måløv, Dronninglund, Brovst, Frøstrup, Roslev, Erslev, Hvidbjerg og Gelsted, som måske ikke ellers ville kunne tilbyde borgerne lægehjælp.
Det er altså løsningen af et samfundsproblem, de gør til en forretning. Der udgives ligefrem guides til praktiserende læger i at presse de mest desperate kommuner – på egen hånd eller med et lægefirma i ryggen.
»Jo større lægedækningsudfordringer en kommune eller region har, desto mere bør du drøfte mulighederne for andet end et godt samarbejde,« skriver tidligere driftschef Nikolaj Jonstrup i sådan én. Han har sammen med private investorer i Nordjylland været med til at drive en håndfuld lægeklinikker. Kommunerne er lettere at prutte med end regionerne, mener han. Man kan som praktiserende læge i provinsen bede om alt fra udstyr eller inventar til revision, personaleressourcer og eget hus med lav husleje.
Jonstrup fortæller, at han har været med til at forhandle sig til over 15 millioner kroner i tilskud til at starte lægehuse i Storvorde og Aabybro. »Partnerskabsklinikker« – han foretrækker det udtryk – »opsøger tit læger, som er stressede eller pensionsmodne, og spørger, om de vil være med til det her. Nogle får et fast honorar pr. klinik, de understøtter som partner, andre får måske en afregning i procent af overskuddet. Modellen er en succes, fordi man får læger ud i flere områder. Det samme gælder de høje lønninger til nogle speciallæger.«
