I felten. Danmark bruger mange kræfter på pesticidrester i drikkevand – men der er en gruppe stoffer med højere risiko, som vi slet ikke overvåger systematisk.

Vandet er aldrig helt rent

Snart kan det være slut med at drikke vand fra hanen.« Sådan stod der på forsiden af Samvirke for nogle måneder siden, og lige nu proklamerer SF, at »vores grundvand er truet af pesticidrester«. Generelt skorter det ikke på overskrifter i pressen om, at vores drikkevand er forurenet. Men hvad er det for nogle trusler, der omtales? Og hvornår er vand egentlig »rent«?

Hvis man vil prøve at smage det tætteste, vi kan komme på HELT rent vand, kan man gå i Matas og købe en dunk destilleret vand og smage på det. Det er en temmelig tam oplevelse, for vandmolekyler alene smager … fadt.

Det grundvand, vi baserer vores drikkevand på, indeholder nemlig mange andre stoffer ud over vand, som giver det den smag, vi er vænnet til. Vores grundvand bærer først og fremmest aftryk af den geologi, igennem hvilken det er dannet. Men det er også præget af de planter, der har vokset på overfladen, og de mikroorganismer, der lever i de øverste jordlag. Det har aftryk af den aktivitet, vi mennesker har på overfladen, såsom landbrug, industri, bebyggelse og veje, og det er påvirket af de materialer, vi bruger, når vi pumper vandet op, behandler det og pumper det ud til forbrugerne. Endelig vil drikkevandet bære aftryk af, hvilket materiale vi opbevarer det i. Så intet vand er helt rent – heller ikke det destillerede vand fra Matas, som vil indeholde spor af det destillationsapparat, der er brugt til at producere det, og den flaske, det er opbevaret i. Vores kemikere er efterhånden blevet så dygtige til at måle selv meget store fortyndinger af alverdens kemikalier, at man vil finde kemikalier med mærkelige navne i al slags vand. Og det kan hurtigt komme til at lyde farligt. Dihydrogen mono­oxid lyder i sig selv temmelig farligt for en stor del af den almene befolkning, selvom det bare er det kemiske ord for vand.

Når først kemikerne begynder at måle, finder vi potentielt farlige kemikalier fra alle ovennævnte kilder. Fra geologien har vi for eksempel arsen, som ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er det drikkevandsrelaterede kemikalie, der giver de største sundhedsproblemer i verden. I Bangladesh alene vurderes det, at over 70 millioner mennesker er syge på grund af arsen i deres drikkevand. I Danmark har vi rimelig styr på arsen, blandt andet gennem den behandling, vi giver vandet på vandværkerne. Fra biologien får vi for eksempel det kræftfremkaldende stof formaldehyd, som specielt dannes under skov, men heldigvis let fordamper under vandværkernes gennemluftning. Men vi kan også finde kræftfremkaldende stoffer fra planter som bregner og hestehov, hvis vi leder efter dem. Og så er der den store gruppe af stoffer, vi selv fremstiller og bruger.

Vi finder både medicinrester, koffein, industrikemikalier og selvfølgelig pesticider, når vi leder efter dem. Og stoffer, der frigives af bildæk, kan være vældig giftige for fisk, hvilket i USA har ført til massedød af laks, der svømmer under motorvejsbroer i regnvejr.

Fluorerede stoffer som for eksempel PFOS er et andet eksempel på en gruppe af industrielt fremstillede stoffer, som vi i et par årtier har vidst var sundhedsskadelige, selv i meget små mængder. PFOS kan blandt andet stamme fra brandskum og er blevet fundet i drikkevand i Sverige i alt for høje mængder. Det måler vi ikke systematisk for i dansk grundvand, selvom det ville være yderst relevant. Det viser historien fra Køge, hvor der er mennesker, som nu har for høje værdier af PFOS i blodet, fordi de har spist kød fra køer, der havde græsset i et område, der har været udsat for brandskum.

Hvordan finder vi så ud af, hvornår de kemikalier, vi måler, udgør en risiko, og hvornår de bare er spor af en geologisk sammensætning, en vegetationstype eller en menneskelig anvendelse på overfladen?

Det er et spørgsmål, vi bruger meget krudt på inden for mit fagfelt, hvor vi arbejder med både risiko og cocktaileffekter. Hvis et kemikalie skal udgøre en risiko for mennesker eller miljø, skal det både være giftigt OG findes i en mængde, der kan være giftig. Forholdet mellem, hvor meget kemikalie der er, og hvor giftigt det er, kan man bruge til at beskrive risikoen for, at det vil gøre skade. Et meget giftigt kemikalie, der er til stede i meget små mængder, kan for eksempel udgøre en mindre risiko end et mindre giftigt stof, som til gengæld er til stede i meget store mængder. Og to kemikalier, som er til stede i samme mængde, kan have meget forskellig risiko.

Hvis vi som eksempel tager en pesticid-­metabolit som BAM, som er den metabolit, der har været årsag til flest vandværkslukninger i Danmark, og et industrikemikalie som PFOS og antager, at de begge findes i samme mængde, så vil de have en meget forskellig risiko. PFOS er nemlig 200.000 gange mere giftig end BAM, hvis man sammenligner deres giftighedsbaserede grænseværdier.

Når man har en stor cocktail af kemikalier, kan man beregne den samlede risiko for alle de stoffer, man måler for. Og nok vigtigst: Man kan vurdere, hvilke kemikalier der potentielt udgør den største risiko af de stoffer, man måler for. Så hvis jeg fik til opgave at vurdere en vandprøve, som indeholdt 0.1 µg/L af BAM og 0.1 µg/L PFOS, så ville jeg sige, at BAM var et spor af en aktivitet, der engang havde fundet sted på overfladen, da den giftighedsbaserede grænseværdi for BAM ligger på >400 µg/L. Men jeg vil vurdere PFOS til at være et stof med en stor risiko. Den giftighedsbaserede grænseværdi for PFOS er nemlig på 0.002 µg/L.

Ikke alle stoffer er lige vel undersøgte. Men på trods af vores altid ufuldkomne viden har vi gode redskaber til at skelne mellem kemiske »spor« og de kemikalier, der kan udgøre en risiko i de fundne mængder. I øjeblikket bruger vi mange ressourcer i Danmark på at undersøge for forholdsvis ugiftige pesticid-metabolitter i drikkevand, mens langt mere giftige stoffer som for eksempel PFOS og den store gruppe af fluorerede stoffer, PFOS er en del af, ikke undersøges systematisk. I min optik kunne de ressourcer, der bruges på pesticid-metabolitter, derfor bruges bedre på at måle efter stoffer, som vi véd kan udgøre en sundhedsrisiko i meget lave koncentrationer.

Rent vand er en af vores vigtigste ressourcer. Derfor er redskaber til at skelne mellem kemiske spor og kemikalier, der kan udgøre en sundhedsrisiko, også supervigtige, så vi kan fokusere vores kræfter på at undgå forurening, som udgør en trussel for mennesker og miljø.