Gestapo slog til 13. maj 1944. Cirka 200 politifolk, mange bevæbnede med maskinpistoler, afspærrede en række gader i det, der var kendt som Hamburgs »Kineser-kvarter«. Så gik de fra hus til hus. Enhver, der så kinesisk ud, blev anholdt.
En dame med barnevogn kom tilfældigvis forbi og protesterede.
»Hvorfor behandler I dem sådan?« spurgte hun ophidset. »De har jo ikke gjort noget.«
Hun blev brutalt slæbt bort af medlemmer af det hemmelige politi.
Inden dagen var omme, var 129 kinesiske mænd blevet indfanget og transporteret i lastbiler til det berygtede Gestapo-fængsel Fuhlsbüttel. Nu begyndte torturen.
En efter en blev kineserne bragt til forhørslokalet og gennemtævet, mens de blev udsat for vage anklager om »begunstigelse af fjenden«. Lederen af aktionen, Gestapo-manden Erich Hanisch, der var blevet tydeligt forrået efter i to år at have deltaget i jødeforfølgelser i Polen, stod personligt for en stor del af mishandlingen. Kineseren Poon Chum Yew var et af ofrene:
»Jeg blev så slemt tilredt af Hanisch, at jeg var ude af stand til at spise de følgende dage,« fortalte han senere. »Mit ansigt var helt ophovnet.«
Mens torturen stod på, sad fangen Eva Müller i en celle i nærheden og kunne høre slagene og skrigene.
»Da jeg senere betrådte den celle, hvor Hanisch gennemførte forhørene, lagde jeg mærke til, at væggene var stænket til med blod,« sagde hun senere i et vidnesbyrd.
Gestapos Chinesenaktion, der fandt sted næsten præcis et år før krigens afslutning, er et af de mere upåagtede kapitler i den ellers tæt beskrevne historie om nazisternes mange ugerninger i perioden fra 1933 til 1945.
Her i sommer har 13 af de kinesiske ofre fået en form for sen anerkendelse gennem såkaldte »snublesten«, som er blevet indviet i Hamburgs gamle og nu forsvundne Chinatown.
Eskalerende chikane
Hamburgs kinesiske distrikt, centreret omkring Schmuckstrasse i bydelen St. Pauli, havde rødder helt tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor afmønstrede kinesiske søfolk skabte sig et nyt liv som eksempelvis restauratører eller vaskeriejere.
Mange tyskere var på det tidspunkt besat af frygten for »Den Gule Fare« – japanere og kinesere som en trussel mod den vestlige kultur – og både før og efter Første Verdenskrig var Hamburgs politi på nakken af byens kinesere, som de mistænkte for både virkelige og imaginære forbrydelser, typisk narkotikasmugling.
Politiet i den nordtyske storby var op gennem 1920erne i et konstant modsætningsforhold med Udenrigsministeriet i Berlin, der havde en interesse i at pleje forbindelserne til den diplomatiske allierede Kina, fortæller Lars Amenda, en uafhængig historiker, der står bag en lang række skrifter om Hamburgs kinesere.
»Der er masser af dokumenter i Berlin, hvor der står, at I kan godt udvise folk, men lad være med at gøre det i store mængder, og hold endelig lav profil. Det var vigtigt for Udenrigsministeriet, fordi den kinesiske ambassade var på vagt over for diskriminerende adfærd over for kinesere,« siger han.
Med nazisternes magtovertagelse i 1933 og den gradvise tilnærmelse til Japan i årene efter bortfaldt det diplomatiske hensyn, og diskriminationen mod kineserne blev lidt efter lidt forværret, ikke mindst efter at der indtrådte en regulær krigstilstand mellem Tyskland og det nationalistiske Kina i 1941.
»Kineseraktionen« var den voldelige kulmination på den eskalerende chikane mod Hamburgs Chinatown. Tyske kvinder, der havde haft et kærlighedsforhold til kinesiske mænd, blev også udsat for terror. En af kvinderne havde et barn med en kineser, og hun blev truet på det groveste af Hanisch.
»Vi klasker din unge mod væggen, så indvoldene vælter ud,« sagde han.
Efter at de anholdte kinesere var blevet mishandlet i Gestapo-fængslet i flere måneder, blev hovedparten i efteråret 1944 overført til arbejdslejren Wilhemsburg nær Hamburgs havn. Det blev forholdene ikke bedre af.
»De var meget udsatte. I lejrsystemet gjaldt det om ikke at skille sig ud, og kineserne skilte sig i høj grad ud. De lignede naturligvis ikke de andre fanger, og nogle talte ikke særlig godt tysk. Det var en kæmpe ulempe, når vagterne gav dem en besked, og de ikke kunne svare øjeblikkeligt,« siger Amenda.
Gerd Beschütz, en straffefange i lejren, huskede sin overraskelse, da han pludselig så den store gruppe af kinesere. De var udsat for en hård behandling, fortalte han senere:
»De blev systematisk udryddet, og jeg husker tydeligt én, der syg og svækket hver dag bogstaveligt talt blev slæbt på arbejde og tilbage i lejren af sine lidelsesfæller. En aften blev han transporteret på en trillebør. Han var død.«
Mens de øvrige indsatte hovedsagelig var i 20erne, var kineserne generelt ældre, og mindst en af dem var i 60erne. Det drev mange af dem til desperation. En af de kinesiske fanger solgte sine guldtænder, trukket ud én efter én, til gengæld for noget at spise.
Lokalt initiativ
Det blev aldrig klart for kineserne, hvorfor den grumme skæbne skulle overgå dem, og selv i dag er der forskellige forklaringer på årsagen til, at »kineseraktionen« overhovedet blev sat i værk. Det var ikke nødvendigvis det nationalistiske Kinas stilling som allieret nation. For samtidig eksisterede også et Japan-venligt kinesisk regime, som formelt havde ansvaret for Tysklands kinesere.
Nogle af bødlerne i Gestapo, som for eksempel Hanisch, så sig selv som racekrigere, og for dem var det ikke nok at udrydde jøderne. Som et udslag af naziregimets voksende radikalisering i krigens sidste år blev nye befolkningsgrupper mål for deres vanvittige ideologi. Andre var måske drevet af grådighed. De anede muligvis allerede i midten af 1944, at krigen var tabt, og det kan tænkes, at de ønskede at forberede sig på freden ved at konfiskere nogle af de værdier, som kineserne ifølge rygterne sad inde med.
Men én ting er sikkert: Hele aktionen var resultatet af lokalt initiativ. Det var hos Hamburgs Gestapo, at beslutningen blev taget. Ingen i Berlin havde været inde over, fortæller Amenda.
»De nazistiske forfølgelser involverede tusinder og atter tusinder af aktører. Det var meget decentraliseret, og derfor er det lokale perspektiv enormt vigtigt. Efter krigen sagde mange nazister, at de ikke havde haft andet valg end at handle, som de gjorde. En eller anden i Berlin havde givet ordren. Men det var naturligvis ofte det rene vrøvl,« siger han.
»Den såkaldte kineseraktion er bare et lille kapitel i den store historie, men det er nyttigt til at forstå naziregimet og de måder, som det forfulgte folk på.«
Selvom kineserne blev holdt indespærret i kun knap et år, kostede det livet for et ukendt antal – mindst 17, ifølge diverse opgørelser – og andre betalte med deres førlighed.
Jürgen John var søn af en kinesisk fange, der endte i koncentrationslejren Neuengamme, hvor han i foråret 1945 blev befriet af englænderne.
»Da han vendte hjem, vejede han 37 kilo og havde syv brækkede ribben. Han kom sig aldrig helt igen,« fortæller John i dokumentarfilmen Bis die Gestapo kam ...
Kun få havde lyst til at blive i Tyskland, efter at krigen var forbi, og de fleste rejste tilbage til Kina. Blandt andet derfor eksisterer Hamburgs Chinatown ikke længere.
Det stiller skarpt på en tragisk kendsgerning: Hitlers følgere ønskede et racerent Europa, og de nåede at dræbe og fordrive en stor del af kontinentets jøder, ligesom andre minoriteter også forsvandt.
Lars Amenda: ’Chinesenaktion’. Zur Rassenpolitik und Verfolgung im nationalsozialistischen Hamburg i Zeitschrift des Vereins für Hamburgische Geschichte, vol. 91 (2005), s. 103-132.
Bis die Gestapo kam ... (dokumentarfilm). Rotermund Film, Hamburg 2020.
