Anders Matthesens toilet på hans kontor har sin egen fjernbetjening. Den er marginalt mindre end fjernbetjeningen til en hospitalsseng. Der er tale om et japansk Toto-toilet, hvis forskellige varianter ifølge internettet ikke koster under 11.000 kroner, men heller ikke over 25.000. På forespørgsel piller komikeren fjernbetjeningen ned fra holderen på væggen og gennemgår knapperne.
»Det her er en spulefunktion, så man kan vaske sig. Du kan se her, rear, front, soft. Man kan skrue op og få vandet til at pulsere, og der er også en tørrefunktion. Så har du dine settings, bruger 1 og bruger 2, og så kan toilettet rengøre sig selv og køre kalkprogrammer. Her kan du indstille varmen i sædet, varmen i vandet her. Der er også deodorizer. Alle offentlige toiletter i Japan har spulefunktion.«
– Bruger du den?
»Ja, når man først har prøvet det ... Som Thomas Hartmann (komikerkollega, red.) siger: Hvis du fik lort på armen, vil du så helst tage noget papir og gøre sådan her (han tværer imaginært toiletpapir ud på armen, red.), eller ville du vaske din arm?«
Toilettet er ikke det eneste fra menneskehedens dunkle indre, som Anders Matthesen trækker frem i lyset. Fra samme verden kommer en af de største biografsucceser i Danmark. Ternet Ninja solgte 900.000 billetter i 2019, og en kvart million købte billet til Ternet Ninja 2 alene i premiereweekenden i august.
Den kujonudskammende, retfærdighedshåndhævende og ikke særlig store ninja ville nok ikke blive hyret til en Tal Pænt-kampagne for Undervisningsministeriet. Den vil hverken ligne en »kælling« eller kaldes »homo«, men at dømme efter dens rockstjernestatus er den en bedre overlevelsesguide til barndommen end alle folkeskolens pædagogiske værktøjer.
Frygthåndtering
En fremlæggelse ved tavlen om frygthåndtering v/Ternet Ninja lyder nogenlunde sådan her: Der kommer ikke en voksen og redder dig. Vær ikke en taberkylling. Kæmp, eller duk nakken for evigt. Ternet Ninja ankom i den første film som en livsforandrende fødselsdagsgave til drengen Aske. Han lever et liv langs panelerne uden den store udsigt til at overvinde noget – hverken sig selv, voldelige Glenn fra skolen, den fede stedbror Sune eller Jessica med de let skelende øjne (»det dyrebareste jeg ikke har«). Den lille ninja er dog ikke i første omgang kommet for at redde Aske; den har brug for ham for at få hævn, nærmere bestemt død, over en dansk legetøjsfabrikant, der har tæsket en børnearbejder ihjel med en bambuskæp på en fabrik i Thailand. Ninjaen kan ikke selv læse, men »så kan jeg nogle andre ting«, som den siger og hidsigt fyrer sit sværd lidt for tæt forbi Askes øre. Undervejs i den første film skammer den Aske til at mande sig op i et gensidigt samarbejde.
»Ternet Ninja er et barnligt ønske om at sætte nogen på plads, der har trampet på en. Jeg kan have en vis fortrydelse over ting, jeg som barn lå vågen over om natten, hvor jeg skulle have været mere frygtløs. Der har været nogen efter mig, hvor jeg valgte at gå udenom, men hvor det havde været bedre for mig selv at blive der og tage slåskampen. Hele barndommen er jo en lang serie af ballade og konflikter og skolefnidder. Hvordan skal man agere, hvis man er vild med en pige? Hvad havde været smart at gøre, den dag man blev udfordret til slåskamp midt på byens torv med publikummer, der heppede? Det kunne godt være, jeg skulle have smasket ham en, før hans storebror og venner kom, eller ladet være med at fyre en snebold efter de store fra 10. klasse,« siger Anders Matthesen.
I Ternet Ninja 2 er Aske og ninjaen igen på jagt efter den morderiske legetøjsfabrikant, der er blevet løsladt fra fængslet. Han har fået beviserne til at forsvinde, og det lykkes Aske at lokke hele familien til Thailand for at stoppe ham, før han dræber vidnerne, de andre børnearbejdere.
Ingen sikre steder
Det er ikke de voksne, der redder dagen i Anders Matthesens film. Skolelærerne ser intet og forstår intet. Askes mor er en velmenede veganer, der elsker sin søn, men udviser ringe dømmekraft. Ikke mindst i valget af Askes nye stedfar, en selvoptaget nar, der har udviklet en afføringsapp. Askes eneste allierede er den hvidskæggede sømand Onkel Stewart, der på trods af sin stabile promille kan genkende en god slåskamp, når han ser den. Desuden har han en sund interesse for bajere og lidt for unge piger.
Ninjaen vil virkelig ikke kaldes en tøjbamse, den er en besjælet ånd, der antager forskellige former igennem århundrederne, og også en slags genfødsel af lignende katalysatorer igennem populærkulturen – som den spisepindsførende, fluefangende Mister Miyagi fra filmen Karate Kid, der lærer drengen Daniel at kæmpe imod drengene fra karateklubben med de beskidte tricks; endda heksen fra Gummi-Tarzan, der med en trylledrik forvandler Ivan Olsen med fugleklatmusklerne til den, der for en gangs skyld uddeler buksevanden. Ternet Ninja er kort sagt den stemme, der presser en til at tage et ubehageligt opgør, fordi der ikke er nogen anden værdig vej.
Det er en antipædagogisk verden uden safe spaces.
»Jeg låner fra det univers, jeg selv voksede op i. Der var ikke noget, der hed at ’sige det til læreren’, hvis nogen fra 10. klasse var ude efter dig. Det måtte man selv finde ud af. Du skulle igennem rygergangen, hvor de store stod, og så var det bare sådan, at man fik en snebold i hovedet, hvis man var mindre end dem. Jeg er også blevet overfaldet af nogle store piger fra 8.-9. klasse og fik en ordentlig flad i baghovedet, så når man selv blev stor, tænkte man, at nu skal dem fra 7. have barberskum på sidste skoledag. Jeg har også terroriseret dem, der var mindre end mig. Det gik i arv, og det er sådan, jeg har oplevet barndommen.«
Ifølge Anders Matthesen er børneverdenens hierarkier dog ikke kun brutale. Når børn selv får lov til at forhandle sig til rette med hinanden, kan de også have en socialiserende funktion i samfundet.
»Vi har lidt for travlt med at bekæmpe enhver hierarkisk opdeling. Når børn spiller fodbold sammen, er der måske en stærk type, der giver hold, men det er bedre, end hvis en voksen gør det, og så finder alle naturligt en plads. Det er ikke nødvendigvis dårligt med en form for hakkeorden. Man kigger op, og man kigger ned. Vi udfordrer de store og stræber opad for at blive bedre. Vi beskytter også dem, der er svagere, fordi de er mindre end os selv. Det er vertikal opdragelse.«
Han siger, at ulighed er et faktum og et vilkår, som børn skal lære at navigere i frem for at tro, at verden er en polstret legeplads indrettet efter dem selv.
»Man nævner altid frihed og lighed i samme sætning, men man kan ikke have begge dele. Lighed er på bekostning af frihed. Du kan ikke have frie markedskræfter og være fri til at gøre, hvad du vil, hvis du ikke også har frihed til at hæve dig over andre. Man kan hjælpe børn med at løse konflikter og gribe ind, hvis nogen er for dominerende, men vi har ikke lighed i verden. Jeg synes ikke, at alle børn skal have et lige stort stykke kage. Jeg er ikke til ens træningsdragter og maosko.«
Derudover mener han, at børn i deres opvækst i dag er pakket ind i mere vat, end dengang han selv var barn.
»Man er åbenbart kollektivt blevet enige om, uden at holde et møde om det, at tryghed er den højeste værdi, mens eventyr og spontanitet ligger i bunden. Tryghed er i seng til tiden, og hvis ungen er med til kedelige voksenting og falder i søvn på gulvet, er det nærmest et overgreb. Alt skal være, som om man var en pædagog, der var udnævnt til at passe det her barn på bedste måde. Men vi skal huske, at børn står i lære som mennesker, så man skal ikke føje dem. Det er ikke mig, der skal lære at være barn og spille spil. Det er barnet, der skal komme hen og åbne døren og sige ’hvad laver du, far?’ Så kan man sige ‘kom, så skal du se’.«
Matthesen vil holde sit familieliv privat, men indrømmer, at selv den rapkæftede Anden ikke praktiserer det, han prædiker.
»Jeg deltager selvfølgelig lige så meget i det der curlinglort som andre. Derfor har jeg en ønskedrøm om at have den ninja. Den ville nok sige, at du også selv skal kunne være i livet.«
Poptøser i croptops
I Ternet Ninja 2 er Jessica (som i første film) flankeret af de tyggegummignaskende, neonklædte og sarkastisk fnisende Mie og Fie. Eller er det Fie og Mie? Det kan ingen huske. Tvillingerne går tilfældigvis i tidens mest omdiskuterede beklædningsdel, croptoppen, og det har de gjort, længe før den blev genstand for en national diskussion af, om børn selv må bestemme, hvordan de må klæde sig, når de er i skole. Mie og Fie har desuden g-strengen trukket langt op over buksekanten, men det var ikke påklædningsregler på skolerne, Anders Matthesen tænkte på, da de to figurer blev skabt.
»Jeg tænkte bare, at de skulle være poptøser,« siger han.
– Hvad tænker du så om croptop-diskussionen?
»Jeg synes, det er fedt, at skolen tager stilling. Uanset om en skole vælger at have en sukkerpolitik eller skoleuniformer, skal de turde bestemme. Så kan forældrene jo vælge en anden skole, hvis de ikke bryder sig om reglerne, men vi har taget magt fra lærerne, for i dag kan man vælge ikke at lytte til dem uden konsekvenser. Vi andre fik da også at vide, at vi skulle tage kasketten af i klassen og ikke sidde og have en attitude. Jeg kan heller ikke som vikar undervise i et par elefantparty-g-strengstrusser. Så ville de samme forældre, der siger, at deres barn altså har rettigheder, nok ikke synes, det var så smart, at de voksne også havde det,« siger Anders Matthesen.
Anders Matthesens rå univers rammer biograferne samtidig med en modsatrettet bølge. Med udspring i universitetsmiljøerne diskuteres det, hvilke ord der bør bruges eller undlades, når man taler om især etniske og seksuelle minoriteter. I den tidlige film Terkel i knibe, der var mere dyster og sorthumoristisk, begår Fede Dorit for eksempel selvmord ved at hoppe ud ad skolens vindue og splatte ud i skolegården:
»Vi må håbe, der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet,« siger Terkel, fordi han ikke selv vil være nederst i hierarkiet.
Den historie har folk taget op med Anders Matthesen.
»Jeg har hørt fra folk, der i deres barndom blev kaldt Fede Dorit, selvom vi tydeligt prøvede at vise, at mobning ikke er okay. Men måske skal vi være endnu tydeligere, så i Ternet Ninja 2 er helten Sune (der også er tyk, red.). Vi er endda gået så langt, at Aske siger til ninjaen, at kvinder er lige så gode som mænd. Det er næsten for moralsk at sige sådan noget i en film, næsten tangerende det kvalmende.«
Anders Matthesen holder fast i, at moralen i hans film er at gøre det rigtige og stå sammen med sine venner.
»Der er forskel på ordene og filmenes budskab. Der er ingen racisme i det, jeg laver, eller kvindefjendsk misogyni eller forklædt patriarkalsk undertrykkelse. Det er ren kærlighed og spas. Hvis jeg lavede noget hadefuldt lort, ville en million mennesker vel ikke gå ind og se det med deres børn. Jeg har ikke fået en eneste negativ mail.«
Han peger også på, at ingen er fredet i hans film.
»Det er blevet ufint at spille på stereotyper, men vi maler alle med den tykke pensel. Vi gør grin med danskere, der er stive i Thailand og forgriber sig på de stakkels fattige. Det er ikke alle danskere, der gør det, men det ses jo. Det er heller ikke alle transkønnede eller drags, eller hvad det hedder ... gender fluid thai-personer, der er grådige, men det er en situation, jeg selv har oplevet i Phuket, og derfor er den scene med i den nye film. Det er også en stereotyp, at de, der står i tunnellerne, har dynejakker på, men gå lige en tur igennem tunnellerne i Albertslund og se, hvem du møder. Hvis nogen vil holde dig op med en gun og tage dine ting, er det ikke folk i jakkesæt.«
Det er ikke i alle lande, den slags komik glider lige let ned. I Rusland var der utilfredshed med, at man så en masse kokain i poser i den første film, og i Sverige har man frabedt sig scener med rødvinsglas på bordet.
– Hvad gør I så?
»Skider på svenskerne. Man skal passe på at glo på noderne i stedet for at lytte til musikken. Ellers sidder alle med hvert sit ark med ord, man ikke må sige, og har ingen kontakt til hinanden.«
