Radioaktive. På Atomstation Risø arbejdede man i årtier for at få indført atomkraft i Danmark. Blandt kernefysikerne var også ægteparret Kurt og Bente Lauridsen. Danmark havde aldrig stået med samme høje CO₂-udledning i dag, hvis vi havde givet deres livsværk en chance, forklarer de.

Spild af energi

<p>Bente og Kurt Lauridsen er kernefysikere og har begge brugt hele deres arbejdsliv på Risø ved Roskilde.De bor stadig i nærheden af Risø og går ofte ture med udsigt til værket. Foto: Asbjørn Sand</p> Foto: <p>Bente og Kurt Lauridsen er kernefysikere og har begge brugt hele deres arbejdsliv på Risø ved Roskilde.De bor stadig i nærheden af Risø og går ofte ture med udsigt til værket. Foto: Asbjørn Sand</p> Foto:
Bente og Kurt Lauridsen er kernefysikere og har begge brugt hele deres arbejdsliv på Risø ved Roskilde.De bor stadig i nærheden af Risø og går ofte ture med udsigt til værket. Foto: Asbjørn Sand

Inderst inde er han stadig reaktorfysiker, den 74-årige Kurt Lauridsen, der engang havde sin daglige gang på den tidligere Atomstation Risø ved Roskilde Fjord. Et stykke uranmalm fra Kvanefjeld i Grønland, fragtet til Risø i 1980 og brugt til forskning i atomkraft, ligger i vindueskarmen i hjemmet i Veddelev. Et vidnesbyrd om, hvad det kunne være blevet til.

»Det er frustrerende, når man bliver mødt af folk, som ikke har lært noget af de sidste 40 år, som ikke har accepteret, at der er sket en positiv udvikling, og som ikke vil acceptere, at kernekraft havde kunnet befri os for meget af de seneste 40-50-års CO₂-udledning,« siger han.

Hans ægtefælle og livslange kollega, Bente Lauridsen, der for længst er gået på pension, holder sig stadig opdateret om strålingsbeskyttelse. Helsefysik var hendes metier. Begge bidrog til forskningen i, om Danmarks energiforsyning skulle komme fra atomkraftværker i stedet for fossil energi.

I 1985 vedtog Folketinget at sige nej til atomkraft, en åbenlys fejl, hvis man spørger Kurt og Bente.

»Atomkraft havde ikke været løsningen alene,« siger Kurt Lauridsen. »Men det havde været løsningen på den del, der har med fremstilling af elektricitet at gøre.«

Parret har bosat sig i landsbyen Veddelev ved Roskilde Fjord, og fra kystskrænten er der kig til den gamle atomstation, hvor en grå cylinder tårner sig op og bryder det grønne, bakkede landskab. Rundt om den står skallerne af de nukleare anlæg, der blev opført i 1957 med det formål at »virkeliggøre Niels Bohrs visioner om atomenergiens fredelige udnyttelse i Danmark til elproduktion og andre formål«.

Atomalderen

Torsdag den 15. august 1957 klokken 14:48 gik Danmark ind i atomalderen. Dansk Reaktor 1 blev som den første af tre forsøgsreaktorer sat i drift på Risø. Kongeparret Frederik 9. og dronning Ingrid og atomfysikeren Niels Bohr deltog ved den officielle åbning året efter.

De følgende år dukkede reaktorerne DR2 og DR3 op, og i de næste 25 år blev der forsket i reaktorfysik, kemi og helsefysik – læren om kroppens beskyttelse mod gamma- og betastråler.

»Det var med en vis ærefrygt at komme derind,« siger Kurt Lauridsen. »Atomkraft var hjertebarnet, da det er sådan en fascinerende fysik, der ligger bag.«

»Det var med en vis ærefrygt at komme derind. Atomkraft var hjertebarnet.« Bente og Kurt Lauridsen, med det periodiske system på T-shirten og med Risø i baggrunden, hvor de har brugt hele deres arbejdsliv. De bor stadig i nærheden af værket. Foto: Asbjørn Sand
»Det var med en vis ærefrygt at komme derind. Atomkraft var hjertebarnet.« Bente og Kurt Lauridsen, med det periodiske system på T-shirten og med Risø i baggrunden, hvor de har brugt hele deres arbejdsliv. De bor stadig i nærheden af værket. Foto: Asbjørn Sand

»Det var jo forfærdeligt kloge folk, der var der,« siger Bente Lauridsen. »Jeg havde været der engang som barn og tænkt: Her vil jeg godt være.«

Og sådan blev det – Kurt og Bente blev to af de dengang 1.000 medarbejdere på Atomenergikommissionens Forsøgsanlæg Risø. De første mange år sad de i Afdelingen for Reaktorteknik, og efterhånden havde Kurt Lauridsen en finger med i spillet på det meste af Risø.

Bente Lauridsen udregnede, hvordan brændslet i reaktorkernerne ville opføre sig, så man kunne optimere energiforsyningen. Senere blev hun driftsingeniør på DR1. Stolt hiver hun sit eget værk, »telefonbogen«, fra 1982 frem. Hen over de 423 gulnede sider er alle verdens kendte atomkerner samlet på sirlige rækker.

Telefonbogen er blot en af mange publikationer fra et langt arbejdsliv på Risø. På trods af at atomkerner er ustabile af natur, har atomkraft været en konstant i ægteparrets liv. På kontoret står Elementær kvantemekanik side om side med Fysikkens filosofi og en mindre publikation, Atomkraft – et forsvar.

Og forsvar fik de brug for. Selvom der var udbredt modstand fra borgere i alle samfundslag mod oprustningskapløbet mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig og de hundredvis af atomprøvesprængninger, som ledsagede det, var udforskningen af atomenergi stadig en agtet beskæftigelse i midten af 1970erne, da parret blev ansat på Risø.

I Kurt Lauridsens hjemstavn Esbjerg vidste man godt, hvad der foregik på atomstationen. »Man var stolt af at arbejde der,« siger Kurt Lauridsen. »Det var et foretagende, der havde et godt renommé.«

Kurt og Bente mener at være det ene ud af i alt to danske reaktorfysiker-ægtepar. Deres arbejdsliv og ægteskab med atomkraft og fysikforskning i centrum begyndte på Paul Bergsøe Kollegiet i Nærum i 1967. Der var ikke mange kvinder på elektroingeniørstudiet på Den Polytekniske Læreanstalt i 1960erne, og Kurt Lauridsen havde styr på alle fem. Man lægger jo mærke til dem i menneskehavet, som han siger.

De svingede godt sammen, og sidste år var der guldbryllup – Bente i polkaprikket kjole og Kurt i støvblåt jakkesæt og lilla slips. På billedet fra dagen står ægteparret omgivet af vennepar og ligesindede fra Atomstation Risø.

Følelser, ikke fakta

Modstanden mod atomkraft begyndte i befolkningen og sivede langsomt ind bag væggene på Christiansborg. Én af dem, som stod bag forslaget om ikke at indføre atomkraft i Danmark, var Margrete Auken, som dengang sad i Folketinget for SF og i dag er valgt til Europa-Parlamentet for samme parti.

»Dengang skyldtes min modstand frygten for ulykker, den høje pris, og at vi var ved at udvikle vedvarende energi,« siger den i dag 76-årige Auken, som ingen problemer har med at finde de gamle argumenter mod atomkraft frem. En kampgejst der kan mærkes gennem røret fra Bruxelles.

I 1970erne tilsluttede hun sig kampagnerne anført af Oplysning Om Atomkraft OOA – og sammen skabte de, hvad Margrete Auken kalder for et »helt perfekt ngo-politiker-samarbejde«. Derfor stod en flok fra OOA i T-shirts med solmærker på brystet også på tilskuerbalkonen i Folketingssalen, den dag deres mærkesag blev stemt igennem i et Danmark, hvor atomkraft indtil da havde haft en reel chance for at blive indført.

Sidste år kunne Bente og Kurt fejre guldbryllup – Bente i polkaprikket kjole og Kurt i støvblåt jakkesæt og lilla slips. På billedet fra dagen står ægteparret omgivet af vennepar og ligesindede fra Atomstation Risø. Foto: Asbjørn Sand
Sidste år kunne Bente og Kurt fejre guldbryllup – Bente i polkaprikket kjole og Kurt i støvblåt jakkesæt og lilla slips. På billedet fra dagen står ægteparret omgivet af vennepar og ligesindede fra Atomstation Risø. Foto: Asbjørn Sand

»Dette skal først og fremmest være et tillykke til OOA for deres fantastisk store arbejde igennem mange år. Uden deres indsats var dette ikke lykkedes,« sagde Margrete Auken dengang.

Kurt og Bente Lauridsen så godt annoncerne fra OOA i Politiken. De endte med at droppe avisen, som de ellers havde fået leveret til døren hver eneste morgen. »Vi gad ikke have den inde ved morgenbordet, man blev bare ophidset fra dagens begyndelse,« siger Kurt. De har læst Berlingske lige siden.

Margrete Auken erindrer, at OOA ofte gav »Risø-drengene« tørt på i debatterne. Ifølge hende var de ansatte på Risø både hovne og bedrevidende.

Lauridsen-ægteparret siger, at det var OOA, der argumenterede med skræmmebilleder. Organisationen var særligt optaget af at sætte spørgsmålstegn ved atomkraftværkernes sikkerhed og håndteringen af det radioaktive affald. Ifølge dem handlede den atomkraftpositive regering for hurtigt, for uoplyst og hen over hovedet på befolkningen.

»Fakta kommer ikke til at spille en rolle, når diskussionen bliver hed,« siger Kurt Lauridsen.

»Det ved jeg da godt, de synes,« siger den 78-årige Tarjei Haaland, da han forelægges kritikken. Han var med i OOA fra begyndelsen. »Og det skal de have lov til, men sådan var det ikke. Vi var ikke baseret på følelser. Vi var baseret på, at vi havde gode argumenter.«

Selvom han siger, at befolkningen i afgørende grad så OOA for atommarcherne og slagsangene, var organisationens argumenter ifølge ham lige så afgørende. Han sammenligner antiatombevægelsen med ungdommens klimabevægelse i dag.

»Det har en betydning at lægge et politisk pres, men hvis man ikke også har argumenterne, hjælper det ikke et hak. Men det er ellers med al respekt for deres arbejde. Jeg kan godt forstå, at de sloges for deres livsværk.«

På trods af den aktivistiske modstand regnede ægteparret fra Risø alligevel i løbet af 1970erne med, at atomkraftværker ville begynde at skyde op i Jylland. Det skete aldrig. Den 29. marts 1985 blev en skæbnesvanger dag for Atomstation Risø.

Et alternativt flertal til Poul Schlüters regering havde fået et nej til atomkraft stemt igennem. Med ét var atomkraft ikke længere en del af Danmarks fremtid. Atomstation Risø skiftede navn til det generiske Forskningscenter Risø.

»I første omgang var det lidt af et chok, men man havde jo set det komme,« siger Bente Lauridsen.

»Man hang da med ørene,« siger Kurt Lauridsen. »Jeg synes da stadig, at det er ærgerligt, at vi ikke fik de to-tre atomkraftværker i Danmark, som var på tegnebrættet i sin tid. Det havde sparet os for meget store udledninger af CO₂.«

Nogle manglede vilje til at forstå os

Det vækker derfor ikke overraskende ingen glæde hos det pensionerede ægtepar, når man nævner Oplysning Om Atomkraft og de politikere, der satte en stopper for Danmarks atomeventyr. Ægteparret Lauridsen følte sig anfægtet på både troværdighed og faglighed, da debatten var på sit højeste mellem den aktivistiske organisation og medarbejderne på Risø.

»Der var nogle, der manglede viljen til at forstå os,« siger Kurt Lauridsen. »Man kunne komme med gode, saglige argumenter og forklare fysikken, men lige meget hjalp det på folks holdning. I atomkraftdebatten var der temmelig mange, der ikke ville lytte til os – og de fik jo flertallet.«

Tjernobyl-ulykken i 1986 cementerede befolkningens frygt, men det sovjetiske a-kraftværk var specielt, forklarer parret. Vestlige atomkraftværker er bygget anderledes, og reaktorerne er designet til selv at lukke ned, hvis temperaturen stiger voldsomt.

Der er uenighed om, hvor mange mennesker der døde som følge af uheldet på Tjernobyl. Omkring 50 personer døde umiddelbart – de fleste redningsfolk – mens der er konstateret 7.000 tilfælde af skjoldbruskkirtelcancer hos dem, der var børn og unge på ulykkestidspunktet. Ukraine betaler kompensation til omkring 35.000 personer, hvis ægtefæller er døde grundet helbredsproblemer relateret til ulykken.

Til sammenligning viser en nyere rapport fra Harvard University, at fine partikler fra olie, gas og kul er medvirkende til 8,7 millioner for tidlige dødsfald på verdensplan om året. Langt de fleste i USA, Kina og Indien.

Stadig atomaffald i Danmark

Efterhånden som storhedstiden på Forskningscenter Risø var forbi, mærkede Kurt og Bente Lauridsen også den dalende opmærksomhed ude i samfundet.»Den sidste snes år var der mange, der blev tomme i blikket, når man talte om, at man arbejdede på Risø,« siger Kurt Lauridsen.

»De spurgte: Er det ikke lukket,« siger Bente Lauridsen.

Men Forskningscenter Risø er ikke lukket. Endnu. Hvad der skal ske med resterne af det, Kurt og Bente kæmpede for, ligger dog endelig fast efter 20 års politisk debat.

Det første danske nationale program for sikker og ansvarlig håndtering af nukleart affald udkom i juni i år. Det bygger på forslaget om den langsigtede løsning, der blev vedtaget i Folketinget i 2018.

Bente Lauridsen så hellere Europa satse på atomerne. Men selvom der i Danmark ikke er udsigt til det, fornemmer ægteparret, at den yngre generation er mindre skeptisk over for atomkraft end deres forældre. Foto: Asbjørn Sand
Bente Lauridsen så hellere Europa satse på atomerne. Men selvom der i Danmark ikke er udsigt til det, fornemmer ægteparret, at den yngre generation er mindre skeptisk over for atomkraft end deres forældre. Foto: Asbjørn Sand

For selvom et land kører helt uden atomkraft, producerer Danmark stadig mellem seks og otte kubikmeter nukleart affald om året. Det ender i de gamle anlæg på Risø.

Affaldet kommer fra undervisnings- og industrisektoren, hospitaler og laboratorier og består af arbejdstøj, handsker, kanyler og dele fra røgalarmer og hospitalers blodbestrålingsanlæg, som de bruger til behandling af kræft.

Hertil kommer uranmalm, metalskrot og beton fra de gamle anlæg. Henfaldstiderne – tidspunktet, hvor affaldet ikke er radioaktivt længere – svinger mellem sekunder og millioner af år, men levnene fra atomfortiden skal ikke ligge på Risø for altid.

I 2003 oprettede staten virksomheden Dansk Dekommissionering, der demonterer og bortskaffer de gamle atomreaktorer. Arbejdet ventes færdigt i 2073, når et underjordisk depot til affaldet skal stå klar. Hvor depotet skal være, er der endnu ingen, der ved.

Det er ikke sådan lige at regne ud, hvordan man pakker mellem 6.000-10.000 kubikmeter nukleart affald ned i undergrunden. Det kræver et hold af kemikere, fysikere, geologer og hydrologer.

En del af det radioaktive affald på Forskningscenter Risø består af 233 kilo særligt affald. Det er bestrålet brændsel fra fortidens forskning i reaktorerne, og herfra udgår det meste af det samlede affalds radioaktivitet. Lige nu ligger det i bygning 231, Centralvejslageret, helt ud til Roskilde Fjord.

Danmark har gennem flere år forsøgt at eksportere det særlige affald til udlandet, men finder man ikke en anden udvej, skal slutdepotet placeres 500 meter nede i undergrunden – en løsning, der koster milliarder.

Men radioaktivt affald er ikke i høj kurs. Mest fordi de strenge krav til transporten dikterer, at man skal vide præcis, hvad indholdet er. Det ved Dansk Dekommissionering dog ikke helt. De ansatte kan ikke undersøge, hvad der gemmer sig på Centralvejslageret, da de ikke kan komme ind til affaldet – netop på grund af den meget høje radioaktivitet.

Lignende underjordiske depoter er allerede undervejs i Finland, hvor Onkalo – verdens første geologiske slutdepot med en dybde på ned til 500 meter – skal rumme det finske atomaffald de næste 100.000 år. Sverige og Frankrig ønsker at gå samme vej.

Det danske radioaktive affald skal stedes til hvile om 50 år, men det er ikke sikkert, at de, der i øjeblikket arbejder ved Dansk Dekommissionering, nogensinde får depotet at se. Kurt og Bente gør det heller ikke.

Den nye generation

Det er med ambivalens, at Kurt ser på vindmøllerne i dag. De hvide vinger minder ham også om det, der aldrig blev, skønt han mener, at vindenergi og atomkraft havde suppleret hinanden godt.

»Jeg har aldrig syntes, at vindmøller var pæne, men decideret imod det er jeg ikke. Jeg har haft antipati mod det, men det er på grund af følelsen af, at vindenergi blev et synonym for nul atomkraft,« siger han.

Der vil altid være nogle, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er sikkert nok. Man kan vise dem tekniske løsninger, der siger, at det holder i 300.000 år. Så spørger de: Er det nu nok?

Kurt Lauridsen, pensioneret kernefysiker

Når ægteparret skal forsvare atomenergi, lægger de vægt på klimaspørgsmålet. Det fremhæver de, når de taler om det ifølge dem groteske i beslutningen fra 1985. Det var også med stor hovedrysten, at ægteparret så Tyskland med kansler Angela Merkel i spidsen lukke sine atomkraftværker efter ulykken på atomkraftværket i Fukushima i Japan i 2011.

»Det glade vanvid,« siger Kurt Lauridsen. »Jeg begriber ikke, at Angela Merkel, der er uddannet kemiker, kan tage sådan en følelsesmæssig rutsjetur, der får hende til at lukke værkerne over night. Det er økonomisk meget kostbart, og de kommer til at pølse CO₂ ud.«

I dag er atomkraftværker i andre gamle atomnationer også på tilbagetog. De lukker flere steder i Europa. Tihange i Belgien. Fessenheim i Frankrig.

Til gengæld skyder nye værker op i andre lande. Polen og Tjekkiet vil have atomkraft, og i Kina bygges 13 nye atomkraftværker.

Bente Lauridsen så hellere Europa satse på atomerne. Men selvom der i Danmark ikke er udsigt til det, fornemmer ægteparret, at den yngre generation er mindre skeptisk over for atomkraft end deres forældre.

»Det kan da kun glæde en gammel reaktorfysiker, og det er vel heller ikke så usædvanligt, at generationerne mener noget andet end den tidligere,« siger Kurt Lauridsen.

De peger begge på, at frygten for ulykker og stråling har stået i vejen for indførelsen af atomkraft. Og så er der lige dét med affaldet, der følger med.

»Der vil altid være nogle, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er sikkert nok,« siger Kurt Lauridsen. »Man kan vise dem tekniske løsninger, der siger, at det holder i 300.000 år. Så spørger de: Er det nu nok?«

Nanna Elmstrøm og Patrick Solberg er freelancejournalister.