Fotograf Jobbe Pilgaard anmeldte i sidste uge Nørrebro Pride til politiet for racisme og skrev tilmed et harmdirrende indlæg på sociale medier, fordi Nørrebro Pride afholder arrangementer, hvor hvide og heteroseksuelle ikke er velkomne. Men dagen efter trak han sin anmeldelse tilbage, fordi han var blevet klogere. Weekendavisen spørger ham, hvorfor han i første omgang rasende fløj til tasterne – og hvorfor han i dag fortryder det.
– Jobbe Pilgaard, den 19. august skrev du på din Instagram, at du havde anmeldt Nørrebro Pride for racisme. Det gjorde du, fordi de afholder arrangementer, hvor man ikke må komme, hvis man er hvid eller heteroseksuel, og fordi hvide og heteroseksuelle skal gå bagerst i deres parade gennem Nørrebro. Kan du ikke lige tage mig igennem, hvorfor du anmeldte det til politiet?
»Jeg kom hjem fra arbejde og læste en artikel om det i Ekstra Bladet. Jeg tænkte, at det måtte være en joke. Det virkede som en artikel fra Rokokoposten. Men jeg fandt ud af, at den var god nok, og så tænkte jeg, at det ikke kan være rigtigt, at det kan være okay at diskriminere folk, fordi de er hvide. Jeg blev så optændt af vrede på samme måde, jeg ville have været det, hvis det var med omvendt fortegn. Jeg så det som diskrimination, og derfor meldte jeg det til politiet.«
– Vil du ikke beskrive lidt mere om den vrede, du følte i øjeblikket?
»Jeg blev lige så vred, som når jeg i avisen af og til læser, at danskere med en anden etnisk baggrund bliver afvist i døren til et diskotek, alene fordi de har en anden hudfarve end hvid. Jeg synes, al form for diskrimination er forkert. Så jeg røg til tasterne og fik min vrede ud til hele verden.«
– Du skriver dit opslag på Instagram – og opslaget bliver også samlet op i de traditionelle medier. Hvordan reagerede folk på det?
»Jeg havde egentlig forventet, at der ville komme en shitstorm imod mig. Jeg har fået beskeder om, at jeg er en white supremacist, en kvindehader, homofob, og at jeg går ind for vold mod mørke mennesker. Ingen af de her ting passer på mig, så det rører mig ikke så meget.«
– Dagen efter skriver du en opdatering, hvor du fortæller, at du har trukket politianmeldelsen tilbage. Du skriver, at situationen ikke er så simpel, som du først antog. Hvad får dig til at gøre det?
»Fordi der er en del, der deltager i Nørrebro Prides arrangementer, der også skriver til mig. De skriver til mig, at de har brug for et sted at komme, hvor de ikke er ’eksotiske’ og bliver stillet alle mulige spørgsmål om deres hudfarve, og hvor de oprindeligt kommer fra. De vil gerne komme et sted, hvor de kan være sammen med ligesindede. Det er et behov, jeg kender fra mig selv som homoseksuel. Jeg kan godt lide at gå på homobar og møde nogle mennesker, der ikke spørger mig, hvorfor jeg er homoseksuel. Deres beskeder til mig ændrer det for mig, fordi jeg kan genkende det fra mit eget liv. Der er så bare lige en vigtig forskel på homobarerne, jeg går på, og så Nørrebro Pride. Det er, at alle og enhver gerne må komme på homobarerne – også heteroseksuelle.«
– Du er selv homoseksuel. Hvad har du haft af lignende oplevelser?
»Jeg føler nogle gange, at min mand og jeg skal stå på mål for, hvem vi er, og hvorfor vi lever, som vi gør. Det er nærmest, som om vi bliver genstand for interviews. Vi bliver eksempelvis mødt med fordomme om, at vi sikkert knalder med Gud og hvermand, fordi vi er homoseksuelle.«
– Har du så fuldstændig skiftet holdning til Nørrebro Pride?
»Jamen nej, ikke helt. For jeg er stadig grundlæggende imod at skrive så direkte: Du må ikke komme, hvis du er hvid. Det, holder jeg fast i, er forkert. De kunne måske have holdt en privat fest og så kun inviteret dem, de ville have med og dermed undgået at gå ud og diskriminere hvide og heteroseksuelle på den måde.«
– Men det er måske svært for Nørrebro Pride at finde frem til alle homoseksuelle med en anden hudfarve end hvid og invitere dem enkeltvis, så derfor er de vel nødt til at gøre på den her måde?
»Ja, og det er jo det, der er dilemmaet. Efter jeg har talt med de her mennesker, forstår jeg dem som sagt meget bedre. Og jeg er også blevet overrasket over, at der åbenbart er et problem i vores land, hvor brune mennesker skal stå på mål, i forhold til hvor man kommer fra. At man ikke bare kan dukke op til noget uden at blive forholdt det andet hjemland, man har. Jeg troede, vi var kommet meget længere i Danmark, og jeg må erkende, at jeg ikke var opmærksom på, at det stadig var så stort et problem. Derfor kan jeg godt forstå, at de vil have et safe space en gang imellem. Men grundlæggende er der noget, der stritter i mig, når man går ud og siger, at bestemte mennesker ikke er velkomne til et arrangement. Jeg ved ikke, hvordan man skal løse det, jeg har ikke svaret på det.«
– Okay, du har ikke skiftet holdning 100 procent, men den er i hvert fald ikke lige så hård, som den var, da du skrev dit første opslag. De fleste i den offentlige debat er for stolte til at ændre holdning. Hvorfor var du villig til at gå fra politianmeldelse til forståelse?
»Jeg synes, vi råber ad hinanden på sociale medier. Så i den her situation valgte jeg at lytte til dem, der skrev til mig. Og når man lytter til hinanden, så lærer man også noget. Og jeg har lært af den her sag, at det ikke er politianmeldelser, der løser noget. Den bedste løsning er at tale med hinanden og prøve at sætte sig i hinandens sted.«
– Du siger, at du lytter, men du starter jo hele balladen ved at skrive et rasende opslag og lave en politianmeldelse. Er det ikke også at råbe på sociale medier?
»Ja, og det fortryder jeg. Det gik alt for stærkt. Til gengæld er jeg virkelig glad for, at der er mange mennesker, der kan finde ud af at diskutere ordentligt. Og som skrev til mig, hvorfor de kom til de her fester. Jeg tror, at jeg som enkeltminoritet har undervurderet, hvordan det er at være en dobbeltminoritet, altså både være homoseksuel og have en anden hudfarve end hvid.«
Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.
