Hvis der er én ting, man kan bebrejde Donald Trump, er det, at han har givet fake news så utrolig dårligt et renommé. For mennesket har alle dage beflittet sig med løgn, bedrag og endog meget fleksible versioner af sandheden. Men Donald Trump har fået de fleste til at opfatte fake news som decideret afskyeligt.
Derfor er det da også overraskende, når folk ligefrem tager løgn og fordrejelse i forsvar. Særligt, når forsvaret kommer fra Frankrig. Og i endnu højere grad, når det udspringer af Sorbonne – et af den akademiske lærdoms og oplysnings mest legendariske fyrtårne. Men det er lige præcis, hvad Pierre Bayard – en af Frankrigs mest kontroversielle professorer i litteratur ved netop Sorbonne – leverer i sin seneste bog med den æggende titel: Comment parler des faits qui ne se sont pas produits? (»Hvordan taler man om fakta, der ikke har fundet sted?«).
Belæst, som Bayard er, skrider han naturligvis ikke halvforberedt til ævred, men benytter derimod kulturelle koryfæer og nogle af verdenshistoriens bedst kendte hændelser – der ved nærmere eftersyn viser sig at være ikkehændelser – som støtter i sin opsigtsvækkende og til tider næsten aforistisk affattede apologi, hvori han forfægter »retten til at udtrykke og give sin mening til kende om fakta, der ikke har fundet sted«.
Bayard begynder i den kuriøse afdeling, med en historie der ofte i Frankrig bliver brugt som argument for at undersøge sager til bunds, førend man selv giver sig i kast med at danne sig en mening om den. Nærmere bestemt den franske oplysningstidsfilosof Fontenelles historie om »den gyldne tand«. Historien foregår i 1500-tallets Schlesien i Centraleuropa, hvor en syvårig dreng har tabt sine mælketænder. Som ved et mirakel gemmer tandkødet ikke på en blivende emaljebelagt erstatning, men derimod på en tand af det pureste guld. De lærde udvikler herefter den ene hypotese efter den anden, der skal forklare miraklet. Men alle teorierne flækker, da en guldsmed afslører, at der er tale om et fupnummer, og at den gyldne tand i virkeligheden blot er behændigt beklædt med bladguld.
Fontenelle konkluderer, at vor evne til at forklare ikkeeksisterende fænomener siger mere om vor uvidenhed end vore vanskeligheder ved at forklare virkelige hændelser. Men det interessante er i virkeligheden – pointerer Bayard – at selve historien om guldtanden er opdigtet af Fontenelle. Den velanskrevne filosof anvender således en opdigtet tildragelse for at gøre opmærksom på faren ved at tage fup og svindel for gode varer.
For Bayard er det imidlertid endnu vigtigere, at historien om guldtanden siger ikke så lidt om vort forhold til mirakler. Samt at den – og det er ikke uvæsentligt – tydeligt demonstrerer, at fake news og opdigtede historier ikke just er et nyt fænomen.
Hans tour de force fortsætter gennem det litterære landskab. Til John Steinbeck, der i 1960 besluttede sig for at køre rundt i USA og beskrive de mindre kendte dele af sit land. Det endte med en tur på 75 dage, hvor han besøgte 34 stater, som han beskriver i sin bog med titlen På rejse med Charley fra 1962. Han har kun sin hund Charley med som rejsefælle og vender de mange tildragelser og samtaler med det til lejligheden let antropomorfiserede kæledyr.
Steinbeck dvæler især ved raceproblemerne og segregationen i sydstaterne. Og taler langstrakt med fire personer: en tolerant hvid intellektuel, en ældre sort herre, en yngre hvid sydstatsracist og en yngre sort studerende, der er for utålmodig til at vente på Martin Luther Kings håbefulde budskaber.
Men ak: Krakilske snushaner har afsløret, at Steinbecks hustru også var med på rejsen (selvom hun ikke optræder i bogen) og udlagde det som udtryk for misogyni, ligesom de fandt frem til, at personerne, han talte med, sandsynligvis var opdigtede. »Underordnet,« mener Bayard: Steinbeck har truffet et litterært valg, fordi det er mere overraskende og underholdende at lade hunden være følgesvend, ligesom Steinbecks beskrivelse af samtidens Amerika jo ingenlunde foregiver at være en 1:1-videnskabelig beskrivelse. Der er derimod tale om Steinbecks subjektive syn på det splittede land, han møder på sin rejse, og som han kondenserer i de fire modsatrettede personinkarnationer, vurderer Bayard.
Bayard beskriver også, hvordan den franske diplomat Chateaubriand frit digter sit møde med George Washington, som han ellers beskriver i sit berømmede tobindsværk Erindringer fra hinsides graven. Men det er helt okay, vurderer Bayard, for mødet havde stærk symbolsk betydning for den demokrati-dialog, som bogen var udtryk for.
Bayard gennemhuller også myten om overfaldet på Kitty Genovese i 1964, som 34 vidner skulle have overværet uden at tilkalde hjælp, og som gav anledning til den såkaldte »bystandereffekt«: at vidner som regel ikke vil reagere, når de er flere, der overværer et overfald. Senere granskning viste, at de ganske få vidner, der overværede overfaldet, slet ikke var klar over, hvad der foregik.
»Ikke desto mindre førte historien til en gyldig teori, der passer på mange sociologiske cases, undtaget lige den, der blev brugt som grundlaget for den,« skriver Bayard knastørt.
Bayard går også i klinch med skrønerne om Orson Welles’ opførelse af H.G. Wells’ science fiction-roman Klodernes kamp i oktober 1938. For i modsætning til, hvordan de fleste nok husker historien om radiospillet, førte det ikke til kaotiske scener i New York, med folk der forsøgte at flygte hovedkulds fra metropolen, som i radiospillet blev angrebet af rumvæsener. Ikke desto mindre – skriver Bayard – siger den noget vigtigt om faren ved, at der kan opstå panik på grund af ufunderede rygter.
Det allermest interessante eksempel er dog nok Hannah Arendts teori om ondskabens banalitet (i bogen af samme navn fra 1963). I bogen beskriver hun retssagen i Jerusalem mod SS-officeren Adolf Eichmann, som havde haft i opdrag at fuldbyrde Hitlers »Endlösung« (jødeudryddelsen). Teorien går i al sin enkelthed ud på, at normale mennesker kan være i stand til at begå de mest grufulde ugerninger, hvis de er understøttet af et urokkeligt bureaukrati og en fasttømret tjenestemandstradition for at adlyde ordrer.
Men Eichmann var langtfra et afdæmpet gemyt eller blot et hjul i maskineriet. Han var derimod fanatisk nazist, glødende antisemit og havde møjsommeligt og med stor ildhu arbejdet på at sætte jødeudryddelsen i system. (Hvilket han naturligvis gjorde et stort nummer ud af at skjule under retssagen). Ikke desto mindre er teorien om ondskabens banalitet særdeles gyldig og givetvis dækkende for mange hundrede tusinde nazister – »bare ikke Eichmann, der har utroligt lidt at gøre med den dybest set fiktive person, som Hannah Arendt opfandt for at kunne skrive sin bog,« konkluderer Bayard.
Bayards bog er utrolig velskrevet og bugner med referencer til hans tidligere yderst kontroversielle og lige så underholdende værker, hvori han blandt andet beflitter sig med, hvordan man taler om bøger, man ikke har læst, hvordan man skriver om steder, man ikke har besøgt, eller hvordan vi kan udfordre vore forudindtagede holdninger til store forfatteres værker ved at bytte rundt på ophavsmændene til nogle af litteraturens kanoniske titler.
Denne gang går han dog skridtet videre og skal nok skabe røre med dette defensorat for løgn, fri fantasi og fordrejelse. Men som han fyndigt konkluderer, »er det helt grundlæggende for politik, videnskab og vor dagligdags eksistens at tale om fakta, der ikke har fundet sted. Ja, i modsætning til de gængse forestillinger kan det ligefrem være med til at berige os«.
Pierre Bayard: Comment parler des faits qui ne se sont pas produits? 176 sider. 16,50 euro. Les Éditions de Minuit.
