Afghanistan. Vi risikerer at begå den skæbnesvangre fejl at tro, at det bliver bedre, hvis vi opgiver kampen.

Mod nye nederlag

 
Video: Reuters, Scanpix, Wikicommons og CIA. Redigering: Simon Ejbye Schmidt. Musik: Thomas Pozar Læs mere

Fortrængning er en velkendt psykologisk forsvarsmekanisme. Den er så stærk, at den kan forvanske selv de mest påtrængende realiteter. I disse dage oplever vi en af historiens mest omfattende kollektive fortrængninger. Vi anede ikke, at det ville gå så hurtigt, siger vi. Ingen kunne forudse dette kaos, lyder det. I årevis har vi omgivet Afghanistan med en så omfattende mental mørklægning, at vi faktisk føler, at den afghanske hovedstads kollaps kommer helt bag på os. Den akutte nederlagsfølelse lægger sig ind i den stemning, der allerede dominerer: Vesten har tabt, og vi tror ikke længere på, at det kan være anderledes. Kabuls fald er, lyder det, den endelige lektion i vestligt overmod og arrogance.

Fortrængningen i Afghanistan er udtryk for en dyb modvilje mod at erkende, at nederlaget er et vilkår for vores færden i verden.

Talebans vej mod Kabul lå lysende klar i årevis. USA planlagde den i samarbejde med islamisterne selv. I halvandet år forhandlede amerikanerne om tilbagetrækningen af vestlige tropper, og i februar 2020, da verden var optaget af rapporterne om en ny, mystisk sygdom fra Kina, underskrev Donald Trump en traktat med Taleban: Aftale om at skabe fred i Afghanistan hed den, en titel, der burde stå på forsiden af den ultimative lærebog om politisk bullshit. Her sagde USA, at man ville trække alle styrker ud af landet, at en »forhandlet aftale er den eneste ansvarlige måde at afslutte krigen på«, og at man var »forpligtet på det afghanske folk«.

Joe Biden, der ellers ikke kunne udtale en sætning uden at lægge afstand til Trump, overtog planen og erklærede i april, at han ville trække tropperne ud senest 11. september – en forunderligt masochistisk nederlagsmarkering af 20-året for angrebet på New York. Halvdelen af landets distrikter var helt eller delvist under Talebans kontrol, men den amerikanske præsident bedyrede så sent som i juli, at den veltrænede afghanske hær ville umuliggøre en fuldkommen islamistisk magtovertagelse, og at der under ingen omstændigheder ville blive tale om en kaotisk evakuering. Man er tilgivet, hvis man kommer i tanke om Komiske Ali, den irakiske talsmand, der insisterede på, at de ikke var ved at blive invaderet, mens de amerikanske tanks kørte forbi bag ham.

Biden havde glemt sit eget løfte, da han forleden talte om Afghanistan. I stedet vovede han at skyde skylden for sammenbruddet på den afghanske hær: den hær, der for længst er blevet forrådt af sin egen stat, de afghanske soldater, hvoraf 70.000 af dem døde i kampene med Taleban.

»Nederlaget er åbenlyst i Afghanistan, men det er et vilkår i en verden, hvor der til stadighed er kræfter, der vil gøre alt for at underminere demokrati og menneskerettigheder« beskriver Martin Krasnik i sin artikel. Foto: Wakil Kohsar, Scanpix
»Nederlaget er åbenlyst i Afghanistan, men det er et vilkår i en verden, hvor der til stadighed er kræfter, der vil gøre alt for at underminere demokrati og menneskerettigheder« beskriver Martin Krasnik i sin artikel. Foto: Wakil Kohsar, Scanpix

I DANMARK FØLGER vi amerikanerne ud. Allerede i foråret begyndte vi at diskutere konsekvenserne, og selvom der kom advarsler om behovet for evakueringer, så regeringen spørgsmålet som almindelig stram udlændingepolitik og fortsatte derfor med at lægge de afghanske tolke forhindringer i vejen. Ingen evakueringsplaner, intet, kom der fra regeringen, der satte et suverænt punktum i den elendige historie med et billede af stats- og forsvarsministeren til koncert i Odense i de timer, da Kabul faldt.

Den danske regering har opført sig særligt stædigt og inkompetent, men man kan i sandhedens tjeneste indvende, at de fleste europæiske toppolitikere havde hovedet under armen til det sidste. Da Kabul blev omringet fredag aften, lagde den tyske forsvarsminister et foto af sig selv ud, mens hun bager kager derhjemme, og lørdag, da lufthavnen i Kabul blev mål for desperate afghanere, lagde EUs kommissionsformand et billede ud af sig selv med sine heste.

Nederlaget er et vilkår, fordi krigen er et vilkår.

Måske er det ikke så mærkeligt – fortrængningen har stået på i årevis. Kabuls skæbne blev beseglet, da Barack Obama erklærede, at han ville overdrage ansvaret for landets sikkerhed til afghanerne, og at amerikanerne ikke længere ville have kampsoldater i landet. Det var i 2011, og konsekvenserne viste sig straks. Taleban jublede og begyndte at infiltrere landet med støtte fra deres allierede.

I det øjeblik man erklærer, at man ikke længere har viljen til at kæmpe, ophører krigen selvfølgelig, og der opstår et vakuum, der kun venter på at blive fyldt ud. Vi har vidst det i ti år. I ti år har vi ævlet om detaljerne for afghanske tolke. Det er dybt skammeligt. Og da Kabul faldt, reagerede de fleste af os, som om vi bevidnede en pludselig katastrofe, der ikke kan stoppes. Som når man ser et hus brænde ned til grunden: chok, vantro, apati.

Voldsomme begivenheder får os til at række ud efter historiske paralleller, der kan gøre dem nemmere at forstå: Saigons fald i 1975 med evakueringer fra taget af den amerikanske ambassade. Eller Phnom Penhs fald samme år, hvor USA forlod Cambodja og overlod befolkningen til Pol Pots og Khmer Rouges rædselsregime, og hvor den cambodjanske leder bemærkede, at den eneste rigtige fejl, han havde begået, var at stole på amerikanerne. Måske er den rette historiske parallel den iranske shahs fald i 1979: en korrupt amerikansk allieret falder for Khomeinis revolutionære islamisme, der ydmygede USA med en langvarig besættelse af ambassaden i Teheran.

DEN KOLDE KRIG var fyldt med ydmygelser og nederlag til totalitære eller fascistiske kræfter.

Efterkrigstidens verdensorden blev grundlagt i et gigantisk kompromis, da demokratierne måtte acceptere kommunistisk kontrol med halvdelen af Europa og store dele af den øvrige verden. Med Sovjets blokade mod Vestberlin var det klart, at demokratiernes fjender ikke var tilfredse med at kontrollere deres egne befolkninger. Den Kolde Krig var spækket med varme konflikter og krig pr. stedfortræder.

Nederlagene meldte sig hurtigt. Med Suezkrisen i 1956 brast britiske illusioner om at spille en vigtig rolle på verdensscenen. Frankrig burde have indset det samme med nederlaget i Algeriet. I samme årti faldt Cuba til Castro og Budapest til Moskva. I 1968 faldt Prag, og i 1970erne blev Asien og Afrika martret af krige, hvor USA og dets allierede led forsmædelige nederlag. Ikke blot var det klart, at demokratiet vanskeligt kunne udbredes, det var også smerteligt indlysende, at de vestlige lande ofte måtte alliere sig med korrupte, diktatoriske lommegeneraler; spørg blot dem, der oplevede Sydamerika i 1970erne og 80erne.

Så kom 1989. Her blev den halve fred fra 1945 fuldendt, Østeuropa blev indlemmet i de demokratiske alliancer, og man drømte om at udbrede friheden til resten af verden. Men selvom nogle af de for tiden så udskældte 1989ere kortvarigt havde en naiv fantasi om historiens afslutning, så virkede det aldrig som en sejrsrunde, hvor det triumferende Vesten kunne løbe kloden rundt med armene i vejret: folkemordet i Rwanda under fransk-belgisk opsyn, nedsmeltningen i Somalia, Golfkrigen, der aldrig blev rigtigt afsluttet, Ruslands tilbagevenden til autokrati og imperiale drømmerier, Kinas opstigning til supermagt, og så: terrorangrebet på New York for 20 år siden. Og der kom flere nederlag til: Libyen. Syrien. Afghanistan.

DET ER DEN store fortrængning: Nederlaget er åbenlyst i Afghanistan, men det er et vilkår i en verden, hvor der til stadighed er kræfter, der vil gøre alt for at underminere demokrati og menneskerettigheder. Nederlaget er et vilkår, fordi krigen er et vilkår.

Det er ubehageligt at se i øjnene. Diktaturer finder oftest sammen i den kamp, om det så er religiøse eller sekulære diktaturer. Iran og Kina samarbejder. Rusland og Syrien er allierede. Der er mange nuancer i den modsætning, men det er grundlæggende dér, kampen står, og den kan aldrig vindes med én endegyldig sejr. Den kan forhåbentlig heller ikke tabes med ét endegyldigt nederlag.

Er det så ikke bedre at gøre noget andet, at finde andre løsninger, at se tingene lidt mere konstruktivt? Det var der mange, der mente under Den Kolde Krig; nedrustning, alliancer med neutrale lande måtte være vejen, brolagt med mistro mod amerikanernes motiver og interesser. De store nederlag førte altid mismod med sig, men hver gang viste det sig, at det var nødvendigt at gå i krig igen.

I dag er Kabul faldet. Afghanerne, der har smagt friheden, er igen faldet i hænderne på religiøse fanatikere, der vil udbrede deres ideologi, hvor de kan. Hele det nordlige Afrika er ved at forsvinde ned i samme hul. Tyrkiet er på vej væk.

I både Moskva og Beijing følger de med interesse den måde, Vesten forlod Afghanistan på, og den måde, vi taler om det. Nu kan vi ikke længere stole på USA, siger tidligere danske udenrigsministre. Nu er det slut med at tro, at verden kan forandres med våben. Nu gælder det diplomati og blød magt.

I disse år risikerer vi at begå den skæbnesvangre fejl at tro, at det bliver bedre, hvis vi opgiver kampen. At vi nok kan undgå nye krige og dermed nye nederlag. Men intet i historien, og slet ikke vores egen historie, peger i den retning. Tværtimod. Hvis vi glemmer det, skal andre nok minde os om det.