Interview. Da Black Lives Matter-demonstranter i 2020 væltede statuer af slavehandlere og imperialister, blev de beskyldt for at censurere historien. Men statuer bliver ikke »slettet« ved, at de fjernes, siger den britiske historiker Alex von Tunzelmann.

Et forsvar for statuevæltning

LONDON – Året 2020 var et svært år for statuer af tidligere tiders »store, hvide mænd«. Én efter én blev de væltet af vrede Black Lives Matter-demonstranter i kølvandet på mordet på George Floyd i Minneapolis, USA. I Portland, Oregon, blev én statue af nationens fader George Washington væltet, mens et Theodore Roosevelt-monument i New York blev flyttet af bestyrelsen for The American Museum of Natural History.

I New Zealand fjernede byen Hamilton en statue af den britiske kaptajn John Hamilton, som ledte erobringen af området og gav det sit navn, efter at en ældre maori havde pointeret, at han var et »morderisk røvhul«. I den belgiske by Ghent satte demonstranter ild til en statue af den brutale koloniherre kong Leopold II. Og i Storbritannien blev en statue af slavehandleren Edward Colston revet af sin plint, overhældt med rød maling og smidt i havnen i Bristol.

For blot at nævne et par eksempler.

Reaktionen fra myndighederne i flere tidligere kolonimagter var forfærdelse og kritik af ikke kun lovløsheden, men også af selve ideen om overhovedet at fjerne statuer.

»Disse statuer uddanner os om vores fortid med alle dens fejl. At rive dem ned er at lyve om vores historie og udsulte de næste generationers uddannelse,« kommenterede den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter.

I marts i år fulgte hans regering op med et lovforslag, der ville øge maksimumstraffen fra tre måneder til ti års fængsel for hærværk mod mindesmærker. I USA sidestillede daværende præsident Donald Trump angreb på statuer med en »opfordring til at ødelægge USAs regeringssystem« og underskrev et præsidentielt dekret, som ligesom i Storbritannien skulle give dem, der »ødelægger, beskadiger eller flytter et monument med magt«, op til ti års fængsel.

Reaktionerne fik den britiske historiker Alex von Tunzelmann til at fatte pennen i et forsvar for retten til at diskutere og fjerne uønskede statuer. Det blev til bogen Fallen Idols – Twelve Statues That Made History, en gennemgang af 12 historiske statuer fra fem kontinenter over en periode på 350 år, der blev væltet under forskellige omstændigheder, og som derved illustrerer, at statuevæltning langtfra er en ny disciplin, og at det er forenklet at hævde, at det altid er forkert at fjerne historiske monumenter.

Der var for eksempel ingen, der protesterede, da en statue til ære for den pædofile tv-vært Jimmy Saville blev fjernet fra Scotstoun Leisure Centre i Glasgow i kølvandet på afsløringen af hans omfattende forbrydelser, påpeger hun. Og da irakere tog til Firdos Square i Bagdad i kølvandet på »Operation Irakisk Frihed« i 2003 og rev en gigantisk statue af den afsatte diktator Saddam Hussein ned, blev det fremstillet som »et symbol på sejr for den amerikansk-ledede koalition og befrielsen af det irakiske folk« i de vestlige medier, skriver von Tunzelmann.

»Argumenterne fra de britiske og amerikanske regeringers side var forfærdelige,« siger hun i et zoominterview med Weekendavisen fra sit hjem i London.

»De talte konstant om, at det ville ’slette’ vores historie eller vores kulturarv, hvis vi fjerner statuer, og det er bare så let at modbevise. Du kan bestemt have forskellige holdninger til statuer, og hvad der skal ske med dem, men dét der er bare et rigtig dårligt argument.«

Hun mener især, at planerne om ti års fængsel for at beskadige et monument er voldsomt overdrevet og ser det som et bevidst forsøg fra de to regeringers side på at udnytte krisen politisk og give næring til en kulturkamp.

»Ti år er meget mere, end du i de fleste tilfælde får for seksuelle overgreb,« påpeger hun. »Det minder mig om andre eksempler fra min bog; som da demonstranter i Budapest i 1956 væltede en statue af Stalin og blev fængslet, hvilket de fleste af os vil mene var temmelig drakonisk og unødvendigt.«

Statuer er kontroversielle

Alex von Tunzelmann omtaler adskillige statuer, der blev hevet ned såsom den britiske kong George III, der blev væltet, da USA erklærede sig selvstændig i 1776 og en af imperialisten Cecil Rhodes, der blev fjernet fra universitetet i Cape Town i 2015. Hun forklarer, at der er mange måder, et samfund kan huske fortiden på. Det kan ske gennem sange, vers, udstillinger, bøger, anekdoter, vittigheder, propaganda, film og tv – hun har selv skrevet drejebogen til filmen Churchill fra 2017.

Statuer er, påpeger hun, én af de mere kontroversielle måder at mindes fortiden på, fordi de bogstavelig talt har til hensigt at fremstille en forstenet, uforanderlig version af fortiden. Ofte er de et bevidst forsøg på at opbygge en myte om en mand – de er stort set alle sammen af hvide mænd. Særligt i Storbritannien, hvor de fleste statuer stammer fra det 19. århundredes statue-mania, hvor antallet af statuer i London voksede fra 22 i 1844 til 215 i 1910.

»Jeg har selv arbejdet meget med emperietiden og mener, at det er virkelig vigtigt, at folk lærer om den tid, men en statue er noget andet. Det er ikke af dem, vi lærer om vores historie. De er offentlige ikoner. At sætte en person op på en piedestal er at fremhæve dem, så de kan blive tilbedt eller beundret. Det er ikke en opfordring til diskussion eller for at informere. En statue er der som regel for at fremsætte et propagandabudskab. Nogle gange kan statuer være udgangspunktet for historiske diskussioner, men i sig selv fortæller de dig ikke den historie,« siger hun og påpeger, at »historikeres kontorer jo ikke er fulde af statuer; de er fulde af bøger og arkiver og dokumenter«.

Statuer fortæller os ofte meget mere bevægende og meningsfulde historier, efter at de er blevet væltet, end mens de stod oprejst.

Alex von Tunzelmann, britisk historiker

Omgivet af bøger – ikke statuer – i sin stue påpeger hun, at der har været langt mere debat om for eksempel Edward Colston – en anden af de 12 eksempler i hendes bog – efter at hans statue blev væltet og siden endte på byens museum, end der var inden, hvor de fleste briter hverken kendte hans navn eller hans andel i slavehandlen. Så påstanden om, at det vil give de yngre generationer et forskønnet, censureret billede af landets historie at fjerne statuen, er åbenlyst noget vrøvl, mener hun.

»Statuer fortæller os ofte meget mere bevægende og meningsfulde historier, efter at de er blevet væltet, end mens de stod oprejst,« mener hun.

Kulturkamp

Når Edward Colston-statuens skæbne har sat gang i så intens en debat i Storbritannien, er det, fordi de statuer, et land vælger at udstille i det offentlige rum, kommer til at repræsentere den nationale, kulturelle identitiet, siger Alex von Tunzelmann.

»At pege på nogle af disse højtærede individers fejl er derfor samtidig at pege på nationens fejl,« tilføjer hun.

Efter at Colston-statuen blev væltet, har der dog været en stigende interesse i landet for at kigge nærmere på fortidens synder og – mener nogle – at fjerne nogle af de værste symboler på slavehandel og undertrykkelse. Især i lyset af, at mange britiske borgere har rødder i de tidligere kolonier.

Det har blandt andet ført til, at en række statuer er blevet fjernet af lokale myndigheder, mens Londons borgmester har igangsat en statuekommission, der skal vurdere, hvad der skal ske med kontroversielle monumenter i byen. Mange af landets museer har lovet at »afkolonisere« deres udstillinger.

Det har omvendt vakt kritik i andre dele af befolkningen og har fået Boris Johnsons konservative regering til at gå til modangreb. Kulturminister Oliver Dowden har skrevet til landets museer og indirekte truet med, at deres offentlige støtte kunne blive stoppet, hvis de foretog ændringer »motiveret af aktivisme eller politik«. Regeringen har også fremsat et lovforslag, der vil gøre det vanskeligt at fjerne statuer uden en særlig byggetilladelse.

De mener, at de har det tavse flertal af skatteydere bag sig. Ifølge en YouGov-måling mener 44 procent af de adspurgte, at briterne »bør være stolte af kolonialismen«. Det er der ikke noget galt i, siger von Tunzelmann. Det handler bare mere om folks føleler og identitet i dag end om historien.

»Statuedebatten har ført til, at folk taler på denne binære måde om stolthed og skam, god og dårlig, helt eller skurk. Men sådan tænker historikere ikke. Vi stiller spørgsmål som ’hvordan’ og ’hvorfor’. Vi foretager ikke en moralsk vurdering. Men det handler om vores følelser i dag, ikke om hvad der skete i fortiden,« forklarer hun.

Hun bryder sig heller ikke om regeringens henstilling til museer og lokale myndigheder om at »bevare og forklare« kontroversielle statuer frem for at fjerne dem.

»Problemet er, at løsningen som regel er at sætte en ny mindeplade på en statue med mere kontekst, men jeg har endnu ikke set et eneste eksempel på, at det har fungeret. For eksempel forsøgte borgerne i Bristol i årevis at blive enige om teksten til en ny mindeplade på Edward Colston-statuen, men det viste sig at være fuldstændig umuligt at nå til enighed, og i sidste ende gjorde man intet,« fortæller hun.

»Mit problem med ’bevar og forklar’-politikken er, at det faktisk ikke er det kompromis, som det giver sig ud for at være. Det er en måde at forsinke forandring på.«

Hun mener i stedet, at regeringens restriktive love risikerer at give bagslag.

»Hvis man gør det umuligt for folk på lovlig vis at få fjernet statuer, de føler sig stødt af, risikerer vi, at frustrationerne hober sig op, som det skete i Bristol.«

Dårlige argumenter

Alex von Tunzelmann mener i det hele taget, at mange af kritikernes argumenter imod at fjerne statuer og monumenter er tynde. Ud over argumentet om, at det vil »slette« historien, hvis statuer fjernes, er en af den britiske regerings hovedargumenter, at der var tale om mænd af deres tid.

»Statuerne i vores byer blev rejst af tidligere generationer. De havde andre perspektiver, en anden forståelse af, hvad der var rigtigt og forkert,« argumenterende for eksempel premierminister Johnson, der især var forarget over, at demonstranter havde skrevet »racist« på en statue af Winston Churchill.

Men ifølge Alex von Tunzelmann er dét argument problematisk på flere niveauer.

»For det første på grund af antagelsen af, at en konkret mand repræsenterer sin tid – ofte en hvid overklassemand med meget specifikke synspunkter. For ligegyldigt hvilken periode i historien du kigger på, var der forskellige synspunkter. Derfor er det vanvittigt, når folk i dag for eksempel kalder Cecil Rhodes for ’en mand af sin tid’. Han blev i virkeligheden – selv på sin egen tid – anset for at være ekstrem. Andre hvide mænd af overklassen anså ham for at være yderst excentrisk og for at have en meget problematisk holdning til race,« fortæller hun med henvisning til den brutale imperialist, der lagde navn til Rhodesien – siden Zambia og Zimbabwe – og hvis statue mange studerende og undervisere ønsker fjernet fra indgangen til Oriel College i Oxford.

»Det, folk egentlig hævder, når de siger, at han var ’en mand af sin tid’, er, at alle var racistiske dengang. Men det passer ikke. Ikke alle var racistiske; ikke engang alle hvide mennesker var racistiske. Faktisk ved vi meget lidt om, hvad flertallet af befolkningen mente. Der var ingen meningsmålinger dengang,« siger hun og påpeger, at der for eksempel også var folk, der modsatte sig slavehandel, mens det stod på.

Hun mener desuden, at det er farligt at tænke på den måde.

»For det er udtryk for en forståelse af historien som én lang opadgående tendens, hvor vi alle bliver mindre og mindre racistiske, sexisitiske og så videre. Hvilket tydeligvis ikke er sandt. Det er ikke rigtigt, at hvis vi går tilbage i tiden, så bliver folk bare værre og værre.«

Et andet problematisk argument, von Tunzelmann har bemærket, er, at det vil være et skråplan: Hvis først man begynder at fjerne statuer af racistiske mænd, vil det føre til, at alle, der ikke anses for at være ’gode’, vil skulle fjernes.

»Men vi ved fra andre lande, at det argument ikke holder,« siger den 43-årige historiker, der udover sin formidlingsevne er kendt for sit blå hår. I dag er det dog lyst i spidserne.

»Der er masser af lande, der har fjernet nogle statuer og ladet andre stå. I Rusland står der for eksempel stadigvæk tusindvis af Lenin-statuer, selv om mange er blevet fjernet. Og Storbritannien er selv et godt eksempel. I 2020 væltede demonstranter én statue og stoppede der. Der var ingen dominoeffekt.«

Alex von Tunzelmann mener, at det i virkeligheden er angsten for, hvem demonstranterne vil gå efter næste gang, der ligger til grund for dette argument.

»I Storbritannien er der stor frygt for, at de vil kræve Winston Churchill fjernet. Men det er en diskussion, som sikkert vil komme ligegyldigt hvad. Den yngre generation er begyndt at stille spørgsmål igen, og gennem de sociale medier kommer de i kontakt med jævnaldrende i for eksempel Indien og Irland, hvor synet på Churchill er mere negativt end i Storbritannien. Men den diskussion skal tages. Det kan ikke hjælpe, at man bekymrer sig for en dominoeffekt. Selvfølgelig bør det være i orden at diskutere alle statuer,« siger hun. Historikeren mener, at de, der frygter en dominoeffekt, i virkeligheden er bange for at tage en diskussion om denne periode i landets historie.

»De er bekymrede over, om det vil få folk til i endnu højere grad at sætte spørgsmålstegn ved denne meget skrøbelige forståelse af historien som en patriotisk historie. Der må jeg bare sige, at jeg ikke mener, at der bør være nogen grænser for diskussionerne om vores historie. Jeg mener, at hver generation har ret til at stille spørgsmål og komme til andre konklusioner end tidligere generationer.«

Hvad skal erstatte dem

Spørgsmålet om, hvad man skal stille op med uønskede statuer og monumenter, og hvad der skal rejses i stedet, er en ophedet diskussion i sig selv. I Storbritannien har adskillige feministiske grupper i de seneste år for eksempel kæmpet for at rejse flere statuer af kvinder, som er voldsomt underrepræsenteret i landets offentlige rum. En række kampagner har dog medført, at flere statuer af kvinder nu er blevet rejst; blandt andet en af suffragetten Millicent Fawcett i Parliament Square, mens en statue af landets første kvindelige premier­minister, Margaret Thatcher, snart vil blive rejst i hendes fødeby, Grantham.

Men i Alex von Tunzelmanns øjne er dette ikke vejen frem. Hun peger på, at landets statuekultur i høj grad er inspireret af den skotske forfatter Thomas Carlyles »great man«-historieforståelse fra 1840. Han argumenterede i bogen On Heroes, Hero-Worship, and The Heroic in History for, at alt i verdenshistorien udsprang fra en række ekstraordinære – primært hvide, europæiske – mænds handlinger.

»Statuer blev rejst i victoriatiden præcis for at støtte denne idé om, at historien er skabt af store mænd, og selv hvis du i stedet rejser en statue af en stor kvinde eller af en ikke-hvid person, reproducerer du stadigvæk denne patriarkalske vision af historien i stedet for at udfordre den,« siger hun.

»Mange historikere ville foretrække, hvis folk holdt op med at fokusere så meget på individer og begyndte at tænke forandring som noget mere bredt.«

Som et godt eksempel fremhæver hun et monument bestående af bronzesko ved bredden af Danube-floden i Budapest, der er et mindesmærke for byens jøder, der fik besked på at tage deres sko af, før de blev skudt og kastet i floden af en fascistisk, ungarsk milits under Anden Verdenskrig. Et andet godt eksempel er et ellers meget kritiseret monument i London til ære for kvinderetsforkæmperen, forfatteren og filosoffen Mary Wollstonecraft.

»Ligegyldigt om man bryder sig om resultatet rent kunstnerisk, var det et forsøg på at producere et monument over en idé og en bevægelse snarere end endnu en statue af et individ. Det tror jeg faktisk var meget mere i Mary Wollstonecrafts ånd.«

Ligesom med de væltede statuer rundtom i verden førte balladen om Mary Wollstonecraft-monumentet da også til masser af debat og skriverier om, hvem hun var, og om hendes tanker og ideer. Netop det mener Alex von Tunzelmann er den positive effekt af statuestormen i 2020 og bestemt ikke noget at være bange for.

»Hvis det fører til, at offentlighedens forståelse af vores historie øges, kan det kun være en positiv ting, hvad end dit politiske ståsted er.«

Alex von Tunzelmann: Fallen Idols – Twelve Statues That Made History. 255 sider. Headline.

Blå Bog

Alex von Tunzelmann blev født i 1977 og bor i dag i London. Hun studerede moderne historie ved Oxford University med speciale i Den Kolde Krig og det britiske imperium.

Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.