I 2012 stødte den israelske journalist og forfatter Shay Aspril på en ukendt virksomhed, der optrådte i en lidt mystisk sammenhæng. Han var i færd med at læse nogle dokumenter fra en droneproducent, da firmanavnet NSO Group dukkede op. Det var en låneaftale med mistænkeligt høj rente mellem de to firmaer, der fangede hans opmærksomhed. Han blev nysgerrig og begyndte at undersøge sagen nærmere med en tur i det offentlige virksomhedsregister. Og så begyndte han at ringe til gode kontakter og andre folk, der dukkede op i researchen.
»Normalt ringer man til kilder for at høre, hvad de har at sige, men i det her tilfælde havde folk påfaldende lidt at sige. Så lidt, at det var mistænkeligt,« siger Aspril.
Og ganske rigtigt var der en historie, nogle helst ikke ville have frem.
»I Israel er teknologi- og forsvarsindustrien de to hellige køer i økonomien. Og ja, begge industrier gør gode ting, men som undersøgende journalist og historiefortæller på jagt efter en form for sandhed vidste jeg, at mine historier skulle findes i skyggen af disse to industrier, hvis vores læsere skulle forstå, hvordan verden hænger sammen,« siger Aspril.
Han fandt ud af, at der var tale om et israelsk firma med speciale i spionsoftware til det, man kalder digital krigsførelse. Indtil da var det ikke kendt, hvor sofistikeret den slags var, og offentligheden havde en forståelse af, at det mest avancerede og indgribende blev håndteret af efterretningstjenester. Ikke private kapitalpumpede startups på jagt efter vækst.
Aspril er uddannet jurist og fungerede i en årrække som graverjournalist for avisen Calcalist i Tel Aviv. Med sit arbejde viste Aspril, hvordan udvikling af computerprogrammer er en lukrativ forretning for private virksomheder, der sælger til alle, der betaler. Han dokumenterede også, at NSOs mest prominente produkt gik under navnet Pegasus og fungerede som en slags trojansk hest, der kunne infiltrere mobiltelefoner, uden at det kunne opdages. Således kunne alle med programmet helt uden risiko for at afsløre sig selv overvåge og sågar tage kontrol med andre menneskers telefoner. De kan opdatere telefonen og alle apps derpå. Aflytte opkald. Aflytte samtaler omkring telefonen. Tage billeder. Få adgang til sociale medier, sms’er og e-mails.
Ud over de James Bond-agtige opdagelser lykkedes det også Aspril at kortlægge økonomien omkring virksomhedens opstart og ekspansion i dens første leveår. Første salg foregik til den mexicanske regering via en privat mellemmand i USA med en pris på 15,5 millioner dollar.
»En kilde fortalte mig, at det er ret usandsynligt, at NSO eller den israelske stat har mulighed for at kontrollere, hvad produktet bliver brugt til. Da kunderne er nationalstater med et tvivlsomt forhold til menneskerettigheder og demokrati, er der god grund til at tro, at det her våben ikke kun bliver brugt til at forebygge kriminalitet og terror,« siger Aspril.
Alt dette kunne man altså læse 18. oktober 2012 takket være klassisk gravearbejde. Historien blev bragt på hebraisk i magasinet Calcalist, artiklen blev senere oversat til engelsk, men det siger noget om, hvor let vi har taget på denne historie, at den først her for ganske nylig blev en international skandale.
Brugt af 40 regeringer
I de seneste uger er der dukket flere historier op om udbredelsen af Pegasus, der bekræfter de dystre perspektiver, Shay Aspril skitserede for ni år siden. Den franske organisation Forbidden Stories har i samarbejde med en række fremtrædende medier som The Guardian og New York Times afsløret både kundeliste, omfang af overvågning og potentielle mål for den såkaldte spyware. Efter grundige undersøgelser i Amnesty Internationals tekniske laboratorium blev det afsløret, at selv Apple og Google ikke kan forhindre overtagelsen af folks telefoner. Amnesty har ganske enkelt fundet den kode, der er usynlig for menigmand, men som gør overvågningen mulig.
The Guardian fortæller, at 40 regeringer rundtom i verden er kunder hos NSO, og at lokale politienheder er blevet tilbudt programmet. De har også fået adgang til en liste med telefonnumre på, hvad der angiveligt er ofre eller potentielle ofre for overvågning. Mange af numrene tilhører folk, der på ingen måde kan være mistænkt for kriminalitet eller terror, som ellers er det eneste formål, programmet siges at blive brugt til. Listen rummer omkring 50.000 telefonnumre, hvoraf flere tilhører temmelig prominente personer. Politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere optræder sammen med royale og journalister.
Prinsesse Latifa fra Dubai, der forsøgte at flygte fra sit hjemland, men blev fundet igen, er på listen. Den indiske oppositionspolitiker Rahul Gandhi er på listen. Storbritannien er blandt andet repræsenteret med tidligere mellemøstkorrespondent Roula Khalaf, der i dag er chefredaktør for Financial Times.
Men det mest bemærkelsesværdige navn er Emmanuel Macron. Afsløringerne peger på, at den marokkanske regering står bag overvågningen af Frankrigs præsident.
Marokko har måske været inspireret af det officielle præsidentportræt af Macron, der hænger på ethvert rådhus og enhver politistation i Frankrig og med symbolsk højtidelighed understreger præsidentens teknologi-faible med hele to smartphones ved hans side. En detalje, der viser, at ingen kan vide sig sikker.
Indien, Marokko, NSO, alle tager stærkt afstand fra afsløringerne. Men dokumentationen er solid.
Succesen korrumperer
Den slags er dog ikke noget, Shay Aspril følger tæt i dag, men han indrømmer, at det giver ham en lidt særlig fornemmelse, hver gang han hører navnet NSO.
»Jeg har lagt arbejdet som graverjournalist bag mig og er ikke længere interesseret i hverken den næste afsløring eller at afsløre det næste. Nu er jeg meget mere optaget af at forstå og fortælle om de mere psykologiske aspekter af os mennesker. Jeg vil undersøge, hvad alle de her elementer, vi hører om i den her slags historier, betyder for os,« siger Aspril.
Det er historier fra krydsfeltet mellem jura, etik, teknik og militær. Vel at mærke i Israel. Landet har oplevet en helt utrolig opblomstring af nye teknologivirksomheder, der, helt som vi kender fra Silicon Valley i Californien, har skabt en lang række af nye produkter og tjenester, masser af arbejdspladser og stribevis af millionærer.
Succesen kan mærkes i Tel Aviv, hvor et nyt klientel med købekraft har skabt grundlag for smarte restauranter og barer. Huspriserne konkurrerer med Paris’ om at være de dyreste i Europa. Så det er interessant at se nærmere på netop Israel som et mikrokosmos for de moralske og samfundsmæssige dilemmaer, der følger med udviklingen af den mest avancerede teknologi i kombination med masser af risikovillig kapital.
»Industriens succes har skabt en ny kaste,« siger Aspril.
»Mange af de her nye firmaer giver deres medarbejdere aktieoptioner oven i en meget generøs lønpakke, så mange folk i 30erne er pludselig blevet millionærer. Det giver sig selv, at opblomstringen af sådan en gruppe unge og rige mennesker fører til ændringer i de sociale strukturer. Tendensen er kun blevet yderligere forstærket under pandemien, hvor især techfirmaer har klaret det bedre end før, mens en masse andre brancher og dermed mennesker har haft det hårdt økonomisk.«
Måske netop derfor er der meget få, der sætter spørgsmålstegn ved den succes, de oplever. Man plejer at sige, at et folk får den leder, det fortjener. Spørger man Shay Aspril, gælder det samme for teknologi. Vi får, hvad vi fortjener.
»Offentligheden er enormt uvidende på det her felt. Man kan ikke skelne mellem gode og dårlige teknologier. Og det giver så en vis type entreprenører mulighed for at udvikle meget kontroversielle og ekstremt profitable produkter. Det gør det også muligt for disse firmaer at rekruttere eminente medarbejdere, der ikke behøver at frygte for offentlighedens kritik,« siger Aspril.
Pegasus-programmet fra NSO er et godt eksempel. Det kan hjælpe myndighederne med at forebygge kriminalitet og terror. Det er også sådan, det markedsføres. Men bliver det brugt på en uetisk måde, er der tale om et brutalt overgreb på menneskerettigheder og i de fleste lande også grov overtrædelse af loven.
»Tilbage i 2012 var der ikke meget snak om databeskyttelse og privatliv i den digitale sfære. Facebook og Google var stadig nye og spændende og stod for rent positive forbedringer af vores tilværelse. Sågar demokratifremmende i lande, der ellers var under diktatur. Men advarsler om ekstrem overvågning blev opfattet som ren teori og var ikke noget, folk reagerede på,« siger Aspril.
Profetisk afsløring
Det er ellers voldsomme sager, og Pegasus er derfor kategoriseret som militært udstyr og er kontrolleret af de israelske myndigheder blandt andet i forbindelse med salg til andre lande. Der er således stor bevågenhed ved eksport. Derfor er de seneste afsløringer også i en kategori for sig, hvor det åbenlyse spørgsmål nu er, hvor meget Israel og NSO kender til kundernes brug af teknologien. NSO har meldt ud, at anklagerne intet har på sig. Myndighederne har omvendt meldt ud, at man foretager kontrolbesøg hos virksomheden. Ingen kunder er stået frem.
»Med så raffineret en teknologi, som de har skabt, følger også et stort ansvar. Firmaet skal være ekstremt forsigtige med, hvem de sælger til. Desværre ser det ud til, at mine bekymringer fra artiklen i 2012 var en ren profeti. Der er masser af tvivlsomme kunder på listen,« siger Aspril.
Det profetiske er ikke ligefrem noget, den israelske forfatter fejrer. Tværtimod kalder han udviklingen for dyster. Aspril har skrevet fiktion, siden han var barn, så et liv som skønlitterær forfatter var ikke en pludselig indskydelse hos en afslørende journalist høj på et scoop. Snarere er der tale om en naturlig udvikling i fortællingen om den menneskelige psyke.
Som journalist blev han læst, som var det ren science fiction. Som forfatter er han i sine to romaner blevet hædret for at skrive meget realistisk og med en sikker fornemmelse for at skildre følelser og dilemmaer.
»Det skal ikke være særlig utroligt, før folk ikke tror på det. Det giver sig selv. Hvis en historie lyder som fiktion, er der mange, der har svært ved at rumme det og springer over. Det er præcis den slags reaktioner, der har ladet en tvivlsom industri af militærteknologi blomstre i Israel. Alt er blot stemplet som teknologi og startup. To begreber, der dækker over en fantastisk erhvervssucces og udvikling af Israel, og alle i landet synes, at det klinger godt. Men jeg vil gerne komme tættere på det drama, der egentlig udspiller sig i disse år,« siger Aspril.
Dramaet er, at teknologi udvikler sig hurtigere end andre ting i vores samfund. Det udvikler sig hurtigere end etik og moral. Og det udvikler sig hurtigere end politik. Det vigtigste, vi ifølge Aspril kan få ud af historier som disse, er, at folk, der skaber og kontrollerer teknologiske produkter og tjenester, som vi andre bruger, har et enormt ansvar. Men det er kun offentligheden, der kan stille dem til ansvar.
»Vi har et enormt behov for at definere vores etiske verden, når alt er domineret af maskiner. Her har vi virkelig brug for at diskutere, hvordan vi kan forstå konsekvenserne af teknologi bedre, så vores sociale institutioner kan følge med. Teknologien har jo ikke menneskelige værdier, men de påvirker os mennesker, så vi har brug for at finde en måde, så den bliver brugt i vores bedste interesser. Jeg søger efter det drama, der får folk til at føle for sagen,« siger Aspril.
Værktøjerne er altså forskellige:
»Fakta og sandhed er ikke det samme. Når man skriver journalistik, kan man ikke gætte, men må dokumentere. I fiktion kan du lade din intuition og dine generelle observationer være styrende og på den vis komme meget tættere på sandheden.«
– Men hvor fører udviklingen os så hen?
»I forhold til privatlivet er jeg bange for, at vi allerede har krydset Rubicon. I verden anno 2021 er privatlivet blevet kraftigt indskrænket, og det vil kun blive værre i de kommende år. Privatliv er en stor ting lige nu, fordi vi først er ved at forstå, hvad vi allesammen har opgivet i løbet af de seneste 20 år. Næste generation vil acceptere den dystre virkelighed uden privatliv. Og når de har accepteret det, vil de kaste sig over mere presserende problemstillinger som klimaforandringer og sundhed med større ildhu.«
Blå bog
Shay Aspril er født i 1978. Uddannet jurist fra Tel Aviv Universitet. Tidligere journalist ved avisen Calcalist. I dag forfatter. Hædret med Premierministerens pris for hebraisk Litteratur (2019) og Ramat Gan-prisen for bedste debutroman (2013). Tre år i hærens faldskærmstropper. Bor i Tel Aviv.
