Pinjetræet og italienerne er uløseligt forbundet med hinanden i en tusindårig symbiose, fordi pinjen giver kerner, svalende skygge, kvidrende spurve, kogler til optænding og i det hele taget pynter godt i landskabet med sin smukt formede krone, der kan minde om en udslået paraply.
Da den gamle romer Plinius den yngre beskrev, hvad han havde set under Vesuvs vulkanudbrud, som for omkring 2.000 år siden begravede Pompeji, brugte han også gevæksten som metafor.
»Jeg kan ikke beskrive det mere præcist, end at det lignede et pinjetræ, for det skød op som en meget høj stamme, som i toppen bredte sig ud i en slags grene.«
Senere, i 1924, dedikerede den italienske komponist Ottorino Respighi et helt symfonisk værk til Roms pinjer, I Pini di Roma, hvor han i fire satser hylder den evige stads pinjetræer rundtomkring i byen, i Borghese-parken, ved katakomberne, på Janiculum-højen og på Via Appia. Selvom pinjen er udbredt i hele middelhavsområdet, er det italienske tilhørsforhold anerkendt i andre landes navn for den. Tyskerne kalder den for eksempel for italienische Steinkiefer, mens det engelske navn er italian stone pine. Pinjen er Italien, hvis noget er det. Man kan fødes og dø under det samme træ, som kan blive op til 250 år gammelt, og de ældste eksemplarer er ældre end den italienske stat.
I den skællede bark bor der identitet, selvforståelse, kærlighed. Men nu er der kommet et insekt imellem. Den syner måske ikke af så meget, men skildpaddeskjoldlusen, som steg i land for en håndfuld år siden, formentlig i en ladning importerede potteplanter, truer nu den tusindårige historie og har potentiale til at ændre på Italiens ansigt for altid.
Det snyltende, vindbårne insekt, som bærer det latinske navn Toumeyella parvicornis, suger saften ud af pinjetræerne og efterlader et lag af honningdug på nålene, som både hæmmer fotosyntesen og fremmer fremkomsten af skimmel. Alt sammen skadeligt for træerne, som svækkes og i mange tilfælde ender med at dø. Det gælder både den almindelige pinje, Pinus pinea, eller »den hjemlige pinje«, som italienerne også kalder den, den endnu mere elegante »maritime« pinje, Pinus pinaster, men også den sjældnere Aleppo-pinje, Pinus halepensis. I de amerikanske og canadiske skove, hvor lusen stammer fra, sker det også. Men her sætter de kolde vintre ind og banker lusetrykket ned sammen med en lang række insekter, som spiser lusen.
Det er ikke tilfældet i Italien, som står temmelig forsvarsløs over for lusens fremmarch. Og sporene skræmmer fra andre steder på kloden, hvor skildpaddeskjoldlusen er gået i land. For eksempel Puerto Rico og på Turks og Caicosøerne, hvor den næsten har udryddet den lokale pinjeart Pinus caribaea var. bahamensis.
Den første italienske »pinjepest« blev registreret i 2014 i regionen Campanien, hvor Napoli ligger. Fire år senere blev skildpaddeskjoldlusen for første gang registreret i Rom, hvor den nu er godt i gang med at trække et fedtet lag ud over den italienske hovedstads bestand af over én million pinjer. Det startede i den sydlige og østlige del af byen, i kvarterer som Eur, Torrino og Mostacciano, men i løbet af 2019 blev det meste af hovedstadsområdet ramt, helt ud til pinjelunden ved Castel Fusano tæt på Tiberens udmunding. Lige nu skønnes 80 procent af pinjerne at være angrebet. Endnu ses det ikke så tydeligt i byens største monumentale parker som Villa Borghese og Villa Pamphilj, men det er bare et spørgsmål om tid, vurderer eksperter.
»Roms pinjer repræsenterer en historisk, kulturel og miljømæssig skat af enorm værdi. Så dette insekt vil medføre mange problemer, hvis det ikke lykkes at standse det,« har forstkandidat og agronom Pierfrancesco Malandrino udtalt til det italienske netmedie Fanpage.it.
I begyndelsen stod myndighederne tøvende over for problemet. Således var det først i marts i år, at der blev givet los for midlertidig, eksperimenterende brug af en særlig insektgift baseret på insektmidlet abamectin, som sprøjtes ind i træernes stammer og dræber lusene, når de optager den med saften. Andre forsøg er også blevet udført, blandt andet i form af udsætning af mariehøns, i håbet om at de ville begynde at tage for sig af denne nye, eksotiske ret. Men indtil nu er giften det eneste, som har vist sig at have en mærkbar effekt. Prisen pr. behandling er omkring 50 euro for hvert træ, og det er sandsynligt, at der skal mere end én behandling til, mener agronomerne. Således løber den endelige regning op i omegnen af 50 millioner euro eller 370 millioner kroner, hvis hele hovedstadsområdets træer skal behandles bare første gang.
Indtil videre har Roms kommune, som er i kronisk pengenød og er begravet i andre problemer, bevilget beskedne 250.000 euro, som kommunen selv mener er nok til at behandle omkring halvdelen af kommunes egne træer, og tilladelsen til behandling med abamectin-præparatet udløber vel at mærke sidst i august i år. Penge og tid nok til at redde Roms mest monumentale pinjer, måske. Men langt de fleste pinjer vil stadig være overladt til sig selv og til skildpaddeskjoldlusene. Frygten for at miste størstedelen af pinjerne har affødt højlydte protester og demonstrationer fra bekymrede borgere og interesseorganisationen Italia Nostra, der kæmper for at beskytte Italiens kulturelle, kunstneriske og naturmæssige værdier.
De sociale medier flyder over med billeder af udgåede pinjer, og det italienske ord for skam, vergogna, går igen i mange af opdateringerne.
I en video, bragt på dagbladet La Repubblicas hjemmeside, viser landskabsarkitekt Michele Ricceri rundt i en delvist udgået pinjelund og betegner situationen som »katastrofal«.
»Træerne er gået ud og kommer til at udgøre en fare, hvis de får lov at blive stående, til de falder af sig selv. Der er ikke andet at gøre end at fælde dem og plante nye træer. Ellers kommer vi til at stå med en ørken, og det vil være forbi med det mikroklima og den fauna, der knytter sig til pinjerne. Vi kommer ikke til at se den nye pinjelund, men vores børnebørn, måske,« siger han.
Alt kommer til at afhænge af indsatsen i de kommende år. Der er ingen tid at spilde, hvis Roms grønne ansigt skal reddes. En kamp, der kan synes næsten tabt på forhånd. Og så er der hele verden uden for Rom. Pinjepesten har også bredt sig syd for det oprindelige udbrudsområde ved Lago Patria nord for Napoli og er nu nået til Salerno. Og det må forventes, at skildpaddeskjoldlusene også fortsætter mod nord ud af Rom, så længe der er pinjetræer at sætte sig på.
Pinjen er den anden vigtige træsort i Italien, som inden for få år rammes af en invasiv fjende.
I forvejen var olivenplantagerne i regionen Puglia i det sydøstlige af landet ramt af bakterien Xylella fastidiosa, som også formodes at være kommet til landet med importerede potteplanter. Også denne plage slår træerne ihjel, og dermed også produktionen af olivenolie, som er en af regionens vigtigste landbrugsprodukter. I begyndelsen var kun 8.000 hektar ramt, men på få år har bakterien bredt sig til 750.000 hektar ifølge en frisk rapport bestilt af det italienske parlament. Millioner af træer er allerede blevet fældet for at skabe »brandbælter« og standse bakterien. Indtil videre uden andet resultat, end at oliventræerne fortsætter med at dø, at produktionen af olivenolie fra Puglia falder drastisk, og at det grønne tæppe, som dækker regionen, bliver mere og mere hullet.
Og alt sammen for et par ladninger potteplanter. Det er globaliseringen, baby, ville Humphrey Bogart måske have sagt.
